Tegnebogen i baglommen som
Danmarks vigtigste skolebog
Alle skoler, ikke kun de frie, bør kunne vælge, om de vil med i evaluerings-instituttet eller ej

Danskere er noget så dygtige, også til at blive dygtigere. Det vil vi gerne tro om os selv, men det er en skadelig selvoptagethed. Det enestående ved dansk undervisning og uddannelse er, at vi ser ud til at have klaret os i forhold til verden i øvrigt, uden at vi har ligget i kappestrid om førstepræmier, og uden at vi har prøvet at bruge magt mod den vilde forskellighed, der er i danske skoler.

Grundlæggende stritter vi imod, når nogen vil gøre undervisningens ens. Det ligger dybt i os, fordi vi kender hinanden og os selv. Vi ved, hvor forskellige forældre, lærere og børn er, og dybest ses er afkaldet på magt-brug i undervisningen en skik, der springer af agtelsen for den forskellighed, der er igangsættende både for fællesskab og selvstændighed.

Derfor værner vi friheden med udbredelsen af sande og sunde historier om, at de, der klarer sig dårligst i skolen, når længst i livet og erhvervslivet. Det er historier som den om Aage Damgaard, der blev formand for kulturkommissionen, og som skabte sidst en række bøf-stuer og først skjorte-fabrikken Angli. I skolen kunne han end ikke stave til ordet skjorte. Med omhu husker vi, at Niels Bohr ikke klarede sig for godt i skolen, og at Grundtvig led i latinskolen. Og vi husker lige så omhyggeligt, at den erfaring ikke er særdansk, for Einstein var et klummerhoved på skolebænken.

Kun politikerne sætter sig uden for den erfaring, alle andre værner. Politikerne prøver igen og igen, nu oftest med lån fra sammenligninger med EU-lande, magthaverisk at ensrette undervisningen. Den fri, skabende og erfarings-fremmende forskellighed skal afløses af en skadelig selvoptagethed, hvor vi selviagttagende skal måle,  hvad der ikke kan måles, den iboende personlige livskraft hos mennesker. Der oprettes et statsligt institut, som ved hjælp af evaluering skal finde ud af, om danskere i snit er så dygtige som hollænderne og spaniolerne. Man må da håbe, vi ikke er for gode. For så går vi i stå.

Ordet evaluere er avlet med passer og lineal. Det har ikke med ånd eller visdom at gøre, men er hentet lige ud af den pengeverden, som landets nuværende undervisningsminister Margrethe Vestager vil have skolerne, forældrene, lærerne og børnene til at færdes i. Det synes da heller ikke tilfældigt, at da loven om statens evaluerings-institut var til første behandling i folketinget, var det økonomiminister Marianne Jelved, der optrådte i undervisningsministerens sted. Evaluering er egentlig værdifastsættelsen af en møntenhed. Og nu bliver så pengenes tegnebog i baglommen den vigtigste bog i de danske skoler, for det er dens ensrettede verden, der er metermål for fremtidens undervisning og uddannelse.

Den folkelige modstand er stor. Politikerne vil ind og pille ved den kerne af frihed, som samfundet bygger på. Uden hensyn til friheds-skikkene i dansk skoleliv kalder de evalueringen - den falske internationaliserings dræbersnegl -   for østers, som serveres med brusende ord-champagne. Den folkelige modstand ligner mest den, som daværende kulturminister Hans Sølvhøj var ude for, da han med lov ville gennemtvinge kulturcentre. Der måtte en Bodil Koch med fingerspids-fornemmelse for folkelighed til at rage friheden ud af ilden.

Det er en dyrebar skik i dansk skole-liv, at ændringerne kommer nede fra. Men ikke en lyd fra folkedybet er der hørt om, at den store mangel i dansk undervisning og uddannelse er evaluering. Hele tanken er skabt blandt politikere og embedsfolk. Den er et lån fra andre lande, der oftere ser op til end ned på dansk skole-skik. Evalueringens mål er at være redskab for magt-udøvelse netop på skolens område, hvor frihed, selvstyre og retten til forskellighed er grundlæggende.

Efter lovforslagets tekst ved embedsfolk og politikere ikke engang, hvad instituttet skal lave. De ser blot et muligt redskab for magten, og så skal instituttet for statslig evaluering selv forme indholdet. Instituttet skal fremme undervisningens kvalitet, hævdes det. Men da politikerne i folketingssalen ved lovens første behandling ikke havde mindste anelse om, hvad der er kvalitet, er det overladt til instituttet selv at fastsætte, hvad kvalitet er. En uhørt magt er lagt i hænderne på det statslige institut, som selv først kan lege lovgivere og vælge, hvad kvalitet er efter deres hoveder, for derefter at optræde som dommere over dem, der i frihed mener noget andet.

Socialdemokratiets ordfører, Ole Hækkerup, brugte i folketinget en sætning, som det ny evaluerings-institut med sikkerhed kan få et par år til at gå med: "Målsætningen for den danske uddannelsespolitik er meget bredere, end hvad der kan gøres op i enstrengede succeskriterier. Og det er netop de dele af formålet med uddannelse, vi har behov for hele tiden at udvikle gennem evaluering, og her er evalueringsinstituttet et godt instrument".

Man må tolke Hækkerup sådan, at for en socialdemokrat er det vigtige i uddannelsen flerstrengede fiaskokriterier, og her vil det nye institut være et godt instrument, skønt han intet ved om instituttets virke, da det ikke er vedtaget endnu. Umiddelbart må man tænke, at just når det gælder flerstrengede fiaskokriterier, så har socialdemokratiet klaret sig helt pænt også uden institut.

Ole Hækkerup omgås friheden med blankpudsede laksko. For de frie skoler er det frivilligt, om de vil være med eller ej. Ole Hækkerup sagde, at han simpelt hen ikke har fantasi til at forestille sig, at de frie skoler vil afvise at deltage i evalueringen. Han føjede til, at de frie skoler kun er undtaget fra at lade sig evaluere "alene ud fra respekt for traditionen".

Dermed ydmyger Hækkerup statens, amternes og kommunernes skoler. For også her er der en levende friheds-tradition. Statsmagten kan ikke skalte og valte med skolerne hen over hovedet på folket. Jeg må hviske den bodil kock'ske løsning i øret på Ole Hækkerup og socialdemokraterne:

Hvis statens evaluerings-institut er det, som hele det danske folk længe har savnet, så vil alle selvsagt være jublende glade, når instituttet kommer, og alle skolefolk, forældre, unge og børn vil være med. Det er svært at have fantasi til at forestille sig andet, siden det nu er så godt. Derfor skal folketinget opgive sine tvangs-lyster. Folketinget skal gøre det frivilligt for samtlige skoler, om de vil være med eller ej. Tilmeldingen til evalueringen vil da skole for skole skyldes samtale og vedtagelse blandt skolefolk, forældre og børn. Er analyse-instituttet da sandheds sag, så vil alle lade sig evaluere, om ikke i dag så i morgen.

Venstres ordfører, Anders Mølgaard, jublede i folketingssalen endnu mere end socialdemokraten. Året før havde Venstre sammen med de konservative foreslået et nationalt kvalitetsinstitut. "Endelig! Det var den umiddelbare reaktion hos Venstre...", sagde Anders Mølgaard om lovforslagets fremsættelse.

Venstres ordfører røbede et skolesyn, der i hvert fald ikke er hentet i partiets Venstres historie, men snarere i en sovjetisk opdragelsesanstalt eller en katolsk nonneskole for piger. Venstre ville have evalueringerne tvangs-udvidet til universiteterne. Der skal laves et samlet "slagkraftigt uddannelses-ministerium", så Venstre må have fået en ny tro på, at skolens kraft og  liv indledes i embedskontorerne. Venstre vil vurdere uddannelsen på karakter-gennemsnit. Danmark er verdens eneste land med forbud om oplysning om skolernes og uddannelsernes gennemsnits-karakterer. Venstre gør sig ikke en tanke om, hvorfor netop Danmark har et sådant forbud. Venstre er med på den falske internationaliserings sang om mennesker, der ikke har værdi i sig selv, men kun som del af et gennemsnit. Og Venstres ordfører nævnte ikke med eet ord de frie skoler. Hvordan er vi endt der, at liberalismens talsmænd i Danmark har glemt, at vi her til lands ikke har skolepligt, men alene undervisningspligt? Hele Mølgaards tale jubler over øget tvang, og ordet frihed bliver ikke brugt.

De gældende politiske vedtægter for folkeskolen er endnu ikke ført ud i livet, og nye planer er allerede på vej, fordi alt jo skal skifte på een gang ved år 2000. Vi gør aldrig arbejdet færdigt. Den ene plan afløser den anden, før vi ved, om den første var god eller dårlig. Det er de politiske vilkår for dansk uddannelse og undervisning. Politikerne løber altid med på næste grille, før vi har gjort erfaring med den forrige. Og mens uddannelserne så skifter fra den ufærdige plan til en ny, kommer politikerne rendende med deres institut for evaluering. Bare engang imellem skal der være mod til at hoppe en mode-grille over. Hop nu. Stop evalueringen.

© Poul Erik Søe 23. februar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside