Nyrup EU-kommissær
Hvorfor lægger folkene planer, der ikke kan lykkes?

Marianne har talt. Der bliver stille i skolestuen. Ritt er god nok. Hun fortsætter som kommissær i EU. Økonomiminister Marianne Jelved, der også er vicestatsminister og partileder, taler vanligt med den selvfølgelige myndighed, der er tidens stil. Vi gør os så stærke, som vi ikke er. Ingen har herefter mindste ret til at tvivle om, at Danmarks kommissær i den EU-kommission, som indsættes år 2000, skal hedde Ritt Bjerregaard.

Vi får ikke anden forklaring, end at Ritt Bjerregaard har gjort det godt. Det må være Marianne Jelveds skøn. Det danske folk får i hvert fald ikke lejlighed til at skønne, endsige at vælge og vrage.

Det er ganske vist kun kort tid siden, at Det radikale Venstre, Marianne Jelveds parti, ville fyre hele kommissionen ved at ytre mistillid i Strassbourg. Ritt Bjerregaard var dengang ikke undtaget fra forsøget på at fyre kommissionen. Det forklares teknisk ved, at kommissionen alene kunne fyres som helhed, skønt det ser ud til nu, at selv kommissions-formand Santer er blevet villig til at fyre udvalgte kommissærer.

Ritt Bjerregaard kan da være lige god som de fleste andre i kommissionen, og hun er nok på højde med Venstres Henning Christoffersen, som sad der forud. Men da kommissionen er et lukket politisk kredsløb, er der ingen af os, der virkelig ved, om de gode er gode nok, og om de onde er bedre end de gode.

Men Ritt Bjerregaard sidder - som alle kommissærer - på vilkårlighedens grundlag. Hun er ikke udpeget af det danske folk. Hun er ikke udpeget af det danske folketing. Hun er sendt til Brüssel af statsminister Poul Nyrup Rasmussen, de fleste vil mene for at undgå hende og hendes selvoptagede taktiske spil inden for dørene på Christiansborg, men mest fordi det er statsministerens ret at udpege kommissæren.

Regeringer er vant til at udpege embedsmænd. Det er en del af pagten mellem folketing og regering. Og det er en så selvfølgelig ret, at ingen studser, når retten er udstrakt til også at gælde medlemmerne af EU-kommissionen.

Men fremgangsmåden er selve sygdommen i EU, fordi kommissærerne forudsættes at være alt andet end statsborgere. De hører ikke til deres folk. Kommissærerne har en særlig pligt til at tænke uden om og hen over hovedet på deres eget folk. EU-traktaterne er udtænkt sådan, at kommissærerne ved at sætte sig over folkene i særlig grad vil fremme Unionen. Man kan sige, at kommissærerne efter traktaternes forestilling er født landsforrædere.

Følgerne kender vi. Da EU-kommissionen er uden for den folkelige selvkontrol, så hæver kommissærerne i løbet af ingen tid sig selv til det guddommelige plan. De tror - med ord, der kan høres af den, der går i kirke på søndag - at folkene er givet dem som ejendom, og at den vide jord er deres arvelod.

Hvorfor er folkeslagene i oprør? Hvorfor lægger folkene planer, der ikke kan lykkes? Svaret har været kendt i årtusinder. Fordi "jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen". Vor tids og verdensdels konger og fyrster er regeringschefer, der har ophøjet sig selv til et ministerråd, og som udpeger kommissærer. der modarbejder det guddommelige ved at ophøje sig selv og det folkelige ved at udrydde Europas folkelige fællesskaber.

Ritt Bjerregaard, engang modstander af Unionen, har altid for andres regning været draget af de fyrstelige sengetæpper og aldrig knebet sig selv i armen for at spørge, om hun er vågen. Hun optræder altid, som vi andre blot er brikker i hendes personlige drøm. Ikke et øjeblik husker hun på, at hun alene er EU-kommissær efter Nyrup Rasmussens vilkårlige valg. Ingen anden dansker har nogen sinde valgt hende til den guddommelige ophøjelse i kommissionen.

Men da de fyrstelige vilkår brat kan svinde, når en ny EU-kommission på samme ufolkelige vis udpeges til år 2000, så har hun valgt at stille sig som socialdemokratisk kandidat til folketinget, af alle steder i Lejre. Efter sagnet var det just i Lejre, Odins søn Skjold landede og af det danske folk blev valgt til konge. Det er vor ældste saga om, at den uselviske barneblidhed af danskerne blev foretrukket for den golde magt.

I Lejre har de også mistet enhver historisk sans. Den socialdemokratiske partileder mener, at "det er en ære at opstille en ping". Er det svært at forstå, at folkeslagene er i oprør? Er det svært at forstå, hvorfor folkene lægger planer, der ikke kan lykkes? Socialdemokraterne leder ikke efter folketingsmedlemmer, der kan være de riges ris og de fattiges værner, selvom det efter gammelt rimeri ikke giver ordner og stjerner, men bævende læbers pris. Læberne i Lejre bæver, når der er en ping i nærheden, Guds datter just kommet fra Brüssel.

Enhver må føle, hvordan magt-fuldkommenheden afslører sig, når vicestatsminister Marianne Jelved så tidligt som nu sikrer Ritt Bjerregaard den fyrsteligt lønnede plads som påtvunget ikke-dansker i EU-kommissionen. Spillet er på plads. Man kunne jo da tænke, at nu har Ritt Bjerregaard prøvet at være kommissær til nogens glæde og andres vrede, men hvorfor dog ikke gå alsidighedens vej og sende en anden næste gang?

Hvad havde været mere nærliggende, end at den radikale partileder Marianne Jelved havde foreslået sin partifælle Lone Dybkjær til posten. Ganske vist er Lone Dybkjær ofte lige så bjergtaget af Unionen som Ritt Bjerregaard, men Lone Dybkjærs seneste ord, om de nu er møntet på valgkamp eller ej, røber dog en stræben efter at leve sig ind i det danske folks EU-vrede, som den ytrer sig både hos tilhængere og modstandere.

Værst er det, at Marianne Jelved synes at tro regeringen sikret i dens nuværende udgave. For andre er det svært at forestille sig, at 1999 går til ende uden et statsminister-skifte og uden en anden leder af socialdemokratiet. Der er ingen grund til at haste med udnævnelsen til kommissionen. Poul Nyrup Rasmussen vil hurtigt kunne få brug for stillingen i Brüssel, hvis den - som en del af sæderne i EU-parlamentet - fortsat skal bruges som lagerplads for folk, der kører fast i den hjemlige politik. Og Nyrup er som født til at være kommissær. Man skal ingen løfter give for at blive valgt.

Men Danmark kunne gå et skridt videre. Hvorfor søger vi dog ikke at gå den danske vej, der knytter sig til kong Skjolds landing og valg i Lejre? Hvem siger, at der skal sendes politikere til EU-kommissionen? Hvorfor ikke vælge med samme omhu som ved valg af ombudsmand? Hvorfor ikke finde et menneske, der har almen tillid i det danske folk, uanset om danskerne er tilhængere eller modstandere af Unionen. Hvorfor ikke lade valget af EU-kommissær udtrykke den folkelige tilstand, som er åbenbar, at det danske folk er delt i to? Hvis vi mener noget med den megen valgsnak om den nordiske model, så lad os dog sende et menneske, der i væsen, ord og handling udtrykker dansk folkelig samhørighed henover den unions-strid, der splitter os som folk. Hvis der er noget, EU trænger til, så er det et uvildigt menneske, der tør snuse i skufferne.

© Poul Erik Søe - 9.februar 1999.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside