Folketingets flertal slår
automat-hykleren til
Højesterets dom er også en skamplet på højskole-bevægelsen

Folketingets store flertal ser ud til at vandre søvnløse rundt, efter at højesteret enstemmigt har stemplet dem som forbrydere. Folketinget har begået den værst tænkelige forbrydelse for lovgivere, overtrådt grundloven.

De fleste tingfolk slog straks automat-hykleren til. Det var sandelig ikke deres skyld. De havde stolet på regeringen og justitsministeriets lovkontor, da de i 1996 drejede nøglen om for 32 navngivne frie skoler ved at hindre deres muligheder for statsstøtte på lige fod med andre skoler. Højesterets elleve dommere var alle enige om, at folketinget med særloven mod Tvind-skolerne har optrådt som domstol. Og folketinget er lovgivende magt, hverken udøvende eller dømmende magt.

Den første, der trykkede på hykler-knappen var Venstres uddannelses-ordfører, Anders Mølgaard Jensen: "Venstre afventer nu både statsministeren og regeringens reaktion på Højesterets afgørelse i Tvindsagen. For flertallet i Venstres  gruppe var det afgørende, at justitsministeriet i et responsum til Folketinget havde slået fast, at indgrebet var grundlovsmedholdeligt. Derfor støttede vi dengang regeringens indgreb mod Tvindskolerne."

Venstremandens ord er hverken mer eller mindre hykleriske end de øvrige, der i dagens løb lød fra dem, der har forbrudt sig mod grundloven. Ikke så meget som eet ord, heller ikke fra undervisningsministeren, blev der brugt på at give skolefolkene og eleverne en undskyldning, skønt det vitterligt førte til hårde skæbner for mange, da den forbryderiske lov blev vedtaget.

Når der alligevel er grund til at fremhæve Venstre-ordførerens hykleri, skyldes det, at Venstre mere end noget andet parti havde mulighed for at standse forbrydelsen mod grundloven. I partiet Venstre var den retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, i det mindste til stede, da forbrydelsen fandt sted. De fleste andre partiers retspolitiske ordførere glimrede ved deres fravær. Birthe Rønn Hornbech tog desuden til orde imod særloven, netop fordi hun fandt den i strid med grundlovens ånd. Venstre havde i sin inderkreds vidende og vis oplysning, da de fleste Venstre-folk valgte at ride med på had-bølgen. Birthe Rønn Hornbech har tilmed siden udgivet en bog, hvori hun skildrer det overgreb, der fandt sted.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen valgte dagen igennem at tie om højesterets dom, skønt lederen af regeringen selvsagt står med et væsentligt ansvar for den sag, der for første gang i hundrede og halvtreds år førte til en dom mod folketinget og regeringen for grundlovsbrud. Det er i Nyrup Rasmussens tid som leder, forbrydelsen har fundet sted. Men han er så ræd for meningsmålinger, at han har tabt mål og mæle.

"Folketinget vidste godt, hvad det gjorde, og bærer derfor også selv et ansvar," siger folketingets nuværende formand, Ivar Hansen til Morgenavisen Jyllands-Posten, og det er det nærmeste, vi på dommens dag er kommet ord, som ikke er frembragt med hykler-knappen.

Selvsagt er det folketinget, der har det endelige ansvar. For det er folketinget, der lovgiver, da folketinget er lovgivende magt. Det er jo just, hvad højesterets dom går ud på, men som hykler-flertallet endnu ikke har fattet. Vel har regeringen og den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen tilrettelagt lovteksten, men ministrene er ledere af den udøvende magt, og derfor er der kun eet sted, hvor ansvaret for lovgivningen hører hjemme - i folketinget, hos hver eneste af de valgte tingfolk.

Der tales nu meget om at styrke folketinget gennem et lovråd, uvildige lov-rådgivere for folketinget. Det er klogt, men folketinget styrkes mest, når det omsider går op for hvert enkelt på tinge, at et folketingsmedlem ikke er et stykke stemmekvæg, der i stemnings-had lader sig lede af klokkefåret.

Fører forbrydelsen mod grundloven til en styrkelse af lovgivningen og dermed danskerens retssikkerhed, så må det også føre til yderligere adskillelse mellem lovgivende og udøvende magt. Den umiddelbare følge må være, at ingen minister samtidig er medlem af folketinget. Det var den meddelelse, statsministeren burde have givet allerede på dommens dag.

Dernæst må folketingets partier hurtigt frigøre sig fra de områder, hvor de sammenblander lovgivnings-myndigheden med i mere eller mindre grad at være udøvende myndighed. Og da grundlovs-bruddet handler om skoler, så er det vigtigt at nævne det alvorligste sammenfald, nemlig partiernes oplysningsforbund. Det er en sygdom i dansk undervisning, at folketingets partier med deres oplysningsforbund har sat sig på en stor del af den folkelige undervisning. Senest har partier landet over groft udnyttet deres politiske muligheder, da undervisningen af flygtninge overgik til kommunerne, og hvor stedlige flertals-partier brugte deres magt til at tilrane sig de største bidder af kagen helt uden saglighed og faglighed.

Men også pressen som del af folkets kontrol af demokratiet må være vågnet brat op, da højesterets dom lød. Store dele af pressen gengav nok de indsigelser, der allerede i 1996 lød mod den lov, der bryder grundloven. Men alvorligt mange sang mest med på folketings-flertallets had-sange. Til morgen kan man så læse hykleriske ord om, hvor slemt folketingsmedlemmerne må have det efter dommen. Det er ord, der også vender indad mod mange pressefolk selv.

Intet sted har dog hykleriet været værre end i de frie skoler selv. Alvorlige og medlevende stemmer har hele tiden holdt fast ved, at det var en krænkelse, der skete med særloven. Men hovedkoret af frie skoler har ligget i læ af folketingets politiske hykler-flertal.

Højskolernes Sekretariat, der med egne ord og i egen indbildning oplyser om alle højskoler, skar straks de særlovs-ramte Tvind-skoler væk fra den fællesbog, højskolerne udgiver. Da landets øvrige højskoler vidste, at særloven blev fulgt af retssager som den, der nu har ført til højesterets-dommen, kunne højskolerne så nemt som ingenting have givet de skoler, der blev ramt af lov-forbrydelsen, plads til omtale som før særloven.

Men som det var et kærkomment indgreb, folketinget havde foretaget, så dækkede højskolernes fællesskab sig under den forbryderiske lov og opfattede højskoler kun som de skoler, det forbryderiske folketing og den forbryderiske regering kunne godtage. Højskolernes fællesskab holdt op med at tænke selv, holdt op med at turde, holdt op med at sætte frisind højere end konkurrence. Det er en skamplet på højskole-bevægelsens historie.

© Poul Erik Søe 20. februar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside