Venstre ved man,
hvor man kan købe
Når holdninger bliver til et godt handels-objekt

De er blevet noget så hjælpsomme i partiet Venstre. At stå ved det åbne vindu i Venstres salgsbod er som at være først i køen på de snart hedengangne toldfri færger. Der er frit valg på alle hylder og kun overskud til rederiet.

Et hold digtere var før brobyggeriet nået med toget til Korsør, hvor alle skulle stige ud og gå ombord på færgen. Halfdan Rasmussen stod på spring, styrtede som den første op til færgens kiosk og købte for hundreder af kroner chokolade, som han i favnen bragte frem til sine digterfæller med ordene. - Det gælder om at komme først.

Kernen er selvsagt, at der ikke var toldfrit salg på den danske storebæltsfærge, men at det altid handler om at komme først. Det handler om at handle.

Det ved de i Venstre. Partiet er i elleve år gået ind for afskaffelse af det toldfri salg mellem EU-landene, fordi EU vil af med det salg, selvom det hver gang har vist sig, at det vil EU ikke alligevel. Lige nu er Danmark det eneste land, der står fast på afskaffelsen, og gør vi det, så bliver det toldfri salg afskaffet.

Regeringen har indtil i går haft også partiet Venstre bag sig i den sag. Venstres første-mand Anders Fogh Rasmussen og Venstres genvalgte spidskandidat til EU Bertel Haarder gik allerede for en halv snes år som ministre ind for afskaffelsen af det toldfri salg. Nu er de til at handle med, for der er   ikke mange stemmer i at ville afskaffe det toldfri salg, og da der skal være valg til EUs såkaldte parlament 10. juni er det skidt at mene noget, der ikke giver stemmer. Hvad gør man så? Man sælger sin holdning. Venstre ved man ikke, hvor man har, men hvor man kan købe.

Man må se Venstre-lederens ord sådan, at dansk holdning til toldfri salg kan svække Danmark i EU eller spærre for optagelsen af østlandene. Man må gå ud fra, Fogh Rasmussen hurtigt gør rede for, hvordan svækkelsen og spærringen er opstået - inde i hans eller hoved eller ved håndgribelige trusler? Er han underhånden blev truet, eller har han hørt om andre politikere, der er blevet truet med en svækkelse af Danmarks stilling i EU eller ligefrem med spærring for optagelse af østlandene på grund af spritfærgernes påtvungne opankring?

Regeringen kan skam få det begge veje, som regeringen vil have det, mener Anders Fogh Rasmussen. Men hvis regeringen beder om at få mandat til en mere fleksibel holdning, så bakker vi regeringen op, siger Venstres leder. Det er et særpræget tilbud om hjemmehjælp, hvor Venstre ikke i pagt med sin egen 11 år gamle holdning står fast sammen med regeringen, men hvor man hjælpsomt vil hjælpe regeringen til at mene det, som regeringen og Venstre i fællesskab ikke mener.

Alt blev dog tydeligere, da højskolebarnet og den tidligere undervisningsminister Bertel Haarder udlagde teksten. Sådan en holdning man står alene med, den er skam et godt handels-objekt! Den kan byttes væk med andre fordele.

Man står med et standpunkt, ikke til at man tager et nyt standpunkt, men så længe, at der er penge eller fordele i at sælge det. Al rygrad og holdning mangler hos Bertel Haarder. Han er endt på holdningernes frie markedsplads. Hans tankegang må være den: - Sikke dog et fint lille særstandpunkt jeg har her, det må jeg passe på ikke at få gennemført, for det er meget værd som handels-objekt.

Sådan er det da gået med dem, der skulle stå frem for folkestyre og frihed. Forrådt just af dem, der skulle værne os, er vi blevet ført til europæiseringens markedsplads, hvor holdninger altid er til salg til de højestbydende. Det er hjælpsomt. Og det gælder om at komme først.

© Poul Erik Søe 28. februar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside