Frivillighed er nøglen
til nyt forsvarsforlig

Det er let nok at forstå, men ærgerligt at se, at den tidligere konservative leder og forsvarsminister Hans Engel ikke tager sig selv alvorligt i politik mere. Han er tydeligt på vej ud, hvad han selv har valgt, og hans efterfølger i Nordsjælland er netop udpeget. Men Engel sidder dog i folketinget indtil næste valg og må tage sig selv og sit parti alvorligt, selvom andre kan have svært ved det.

Hans Engels tidligere sans for i sprogbrugen både at dække sit eget parti og den folkelige bredde er væk. Nu er hans ordvalg ofte for svagt, oftere for stærkt. Da det handlede om den vilde uorden i militærets lagre med stort spild til følge, så var han pludselig ikke den politiske statsrevisor, der med myndighed krævede orden. Og nu da det gælder regeringens forslag om nedskæring af militærets udgifter, så bruger han mundtlige overskrifter i en størrelse, de fleste aviser gemmer til jordens undergang.

Engel siger, at regeringens spare-forslag er det største slag mod dansk forsvar siden tilbagetrækningen fra Danevirke. Og det er ikke en tilfældig udtalelse. Han havde øvet sig på at bruge den og gentog den på to fjernsyns-kanaler. Ordene er en ydmygelse af det historiske minde om store tab af menneskeliv, og krænkelsen yder intet bidrag til den kommende tids samtale om at give militæret ramme og indhold, der svarer til tiden efter Sovjetunionens fald og Atlantpagtens altovervejende militære styrke i verden.

Hans Engel har vitterligt været en slider, når det gjaldt i ord og handling at finde spange over de politiske grøfter. Nu uddyber han grøfterne med bred spade. Engel lavede som partileder finanslovs-forlig med den socialdemokratisk-radikale regering uden om Venstre på et tidspunkt, da han og de konservative var trætte af at sidde stumme og tilbagelænede. Nu skriger han som den tørstende hjort ved det udtørrede vandløb og prøver ynkeligt at fremkalde drikkelige tårer ved at genindføre koldkrigs-ideologierne mellem højre og venstre i dansk politik. Det er rent ud håbløst at ville overtyde et nyt slægtled om, at selv forsvars-udgifter skal fastsættes ud fra modsætninger, der mest er historiske.

Militærets økonomiske ramme er skabt i en tid, da sovjetmagten var en fare for vesten. I dag kan enhver se, at mange af udgifterne ikke skyldtes saglig overvejelse, men var et slag på tasken. Vesten og vi selv faldt ind imellem for vor egen propaganda, hvad vi sjældent kunne gennemskue undervejs, men tydeligt fik at se, da den sovjetiske union døde, og dens militærmagt hurtigt viste sig mest at ligne den ni mil høje, men svage lerkæmpe Mokkurkalfe med det skælvende hoppehjerte.

Som Mokkurkalfes herre, jætten Hrungner, stiller Hans Engel sig på skjoldet, så det bliver nytteløst. Engel giver ved sit voldsomme ordvalg og sin mangel på vilje til at finde gode grunde for sine synspunkter køb på den troværdighed, der skal få vælgerne til at tænke på de konservative som et muligt regerings-parti. Det, regeringen nu vil gøre med forsvaret, ville en hvilken som helst regering have været tvunget til. Enhver troværdighed er væk, hvis udgifterne til militæret ikke har sammenhæng med krig og fred, men er en fredhellig størrelse som en husaruniform på hofballets Helge Adam Møller, skønt han hører til reserven.

Det er svært at se nogen som helst manglende forsvars-vilje i regeringens forslag. Sammenlignet med England og en række andre NATO-lande vil vi stadig have høje udgifter til militæret, og en indsigelse fra NATO eller fra USA særskilt mod nedskæringerne må være utænkelig, al den stund dansk udenrigs- og forsvarspolitik, når den ikke er pantsat til EU, føres i samspil med USA.

Når regeringen på det seneste tilmed giver afkald på at have FN-godkendelse til brug af forsvars-pagten NATO i angrebs-krig, så har hans Engel og hans ligesindede allerede fået i pose og sæk, fordi udenrigsminister Niels Helveg Petersen aldrig fører anden udenrigspolitik end den at komme først med, hvad han ved vil blive foreslået af de konservative og Venstre.

Regeringens forslag til nedskæringer på forsvarets område har da også en adresseseddel med Venstres og de konservatives navne på. Men der er andre bejlere. Når Socialistisk Folkeparti og tilmed Enhedslisten forsigtigt har godtaget, at Danmark kan bringes i en stilling, hvor landets værn bruges af NATO til angreb uden for NATOs område, så er de ord selvsagt valgt på et tidspunkt, da folkesocialisterne og Enhedslisten for første gang ser en mulighed for egentlig indflydelse på et forsvarsforlig. Og de to partier kan lige så nemt som andre se, at måske Nyrup Rasmussen og hans socialdemokrater mere end Det radikale Venstre har brug for den spare-indflydelse, der findes i de to små partier, som er del af regeringens parlamentariske grundlag.

Hans Engel når ingen vegne, så længe han vil bruge den store portnøgle til pengeskabets lille lås. Nøglen til indflydelse for de skaderamte konservative ligger i Venstres lomme, men nøglen er formgivet hos Det radikale Venstre. Nøglen hedder fjernelse af den tvungne værnepligt. De radikale er ikke nået langt med frivilligheden i aftalen med socialdemokraterne om regeringens udspil.

Hvis Hans Engels parti og Venstre i tide æder gamle ord om frvilligheden i forsvaret i sig, åbnes for så store ændringer i regeringens udspil, at næsten ethvert af spare-emnerne må drøftes på ny. Venstre har ganske vist god historisk grund til at se den tvungne værnepligt som et frihedstegn, hvor sært det end lyder, men den tvungne værnepligt blev jo til i den første slesvigske krig og havde som væsentligste følge, at ikke kun bønder skulle springe soldat. Bønderne kom på lige fod med borgerne.

Men grundlæggende er det syn, som hører til samme historiske tid, at enhver frihed indledes med friheden til selv at være herre over, hvilken sag ens krop og liv stilles til rådighed for. Det var Grundtvigs syn, når han sang om, at kærlighed og intet andet elsker op en helteæt. Kun stivnet tradition, ikke ægte historie, kan lukke Hans Engels øjne for, at dette grundsyn er ægte konservartivt.

En stor del af forsvarets nutidige og fremtidige opgaver vil være sager, der ikke har med Danmarks forsvar at gøre, men er sager, vedtaget af et flertal i FN, NATO eller - det ske sent - i EU. Som aldrig før er frivillighed derfor nøglen i drøftelsen af forsvaret. Det er jo også den egentlige grund til, at Hjemmeværnet ikke skal spares væk. Og det er en helt anden saglig snak end Hans Engels vildt overdrevne ord om, at hjemmeværnet skal sørge for, at landet ikke ligger åbent, når danske soldater er ude at kæmpe på fremmede fronter.

Frivilligheden er så vigtig, at en del af Hans Engels ønsker vil kunne opnås i bytte. Han vil da kunne vælge saglige ord om, hvorvidt nye ubåde alligevel skal købes eller ej. Er ubådene for sårbare i moderne krig, eller er vi nødt til at have dem for ikke at overgive herredømmet over dansk havområde til tyskerne, hvis militære ledelse allerede for år siden så det flade Jylland som et tysk hangarskib.

Statsministeren venter utvivlsomt på den sag, der kan udstille ham for vælgerne som fri af den borgerlige fangedragt, vælgerne ser ham i efter mange løftebrud. Statsministeren sidder i den afhåbning, der kaldes desperation. I sådanne stunder træffes ofte afgørelser, der siden kaldes historiske. Et opbrud fra den sædvanlige deltager-kreds i forsvarsforlig vil bidrage til socialdemokratiets vælger-påtvungne frigørelse fra års tørkevandring i midtens ørken, hvor tårer til sidst er brød.

Hvis Hans Engel som jætternes Hrungner bliver stående på skjoldet og venter en ukendt fjende fra det underjordiske, mens han synger den falske sang om Danevirke, sælger han ikke bare yderligere af de konservatives troværdighed som mulig regerings-deltager, men også den saglighed, der engang nu og da var et af hans kendemærker.

© Poul Erik Søe 24. februar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside