Puds Birthe på politiet
Birthe Rønn Hornbech som kosttilskud til politifolkenes daglige indtagelse af amerikanske B-film

Det sker næsten dagligt, at det danske politi tages i at optræde som en stat i staten og overtræder lovregler, som alle andre end just politiet selv skal holde. Der er langt til de tider, da Venstre-folketingsmedlem og politimester i Køge Vagn Bro gav sig selv en fartbøde for at have krænket færdselsloven.

Nu findes der jo ordentlige folk i alle lejre, også i politiet. Vi var vænnet til at se politiet som demokratiets forlængede arm. Og det er ikke noget tilfælde, at politifolk sidder som folkevalgte, tilmed i de fleste partier. Det samme gælder i de kommunale råd. Jeg har selv stemt på en politibetjent ved kommunevalg og helt selvfølgeligt kun overvejet hans kommunalpolitiske synspunkter, ikke hans stilling mere, end hvis han havde været skomager eller tømrer.

Men lige som der sker en forråelse af samfundet, sker der en forråelse af politiet. Det hænger selvsagt sammen, og det har vist sig, at det demokrati, vi opfattede politiet som del af, ikke har været stærkt nok til at undgå det, vi helst i troen på egen uskyld kalder amerikanisering, men som i virkeligheden er vor egen udvikling til forhærdede tidselgemytter - for nu at tale julesprog.

Det er politifolk, der som altid på skærmen advarer os mod ulovligt fyrværkeri på denne tid af året, men det er også politifolk - i Ballerup, der nu får undersøgt, om de har givet praj til forbrydere, som indfører ulovligt fyrværkeri, så forbryderne takket være politiets forbrydelser har kunnet nå at fjerne de forbudte varer, før andre politifolk nåede frem til dem.

I Hjørring, hvor der ellers er nok at glæde sig over med god kunst på gaderne, på ture til klinten i Lønstrup, Fårup Sommerland og den lange kirke i Saltum, keder politiet sig så meget, at de har fundet på deres helt egne julelege, hentet lige ud af amerikanske B-film, som formentlig indgår i stationens morgen-appel.

Hjørring-politiet mistænkte en mand for brandstiftelse. De ville aflytte manden. Det kræver en dommer-kendelse, men den slags demokratiske småting ser de stort på i Hjørring. Politiet er en stat i staten og kan derfor tillade sig hvad som helst. 

Det var ikke den mistænktes telefon, de ville lytte på. De ville høre, hvad han mon sagde, når han kørte bil. Så de ville have sat en skjult radiosender ind i bilen - i øvrigt kærestens bil. Det er jo ikke så lige til, hvis man da ikke bryder ind i bilen, og indbrud er jo ulovligt, egentlig også for politiet, så man måtte finde en løsning. Opfinde en løsning. Det gjorde man.

Man opfandt en færdselsulykke. Og i den sammenhæng indkaldte man kærestens bil til undersøgelse, og sådan fik man mulighed for at sætte radiosenderen på plads. 

Statsadvokaten skal nu undersøge, om politiet lavede dokumentfalsk, da de opfandt færdselsulykken og lavede papirer i den sammenhæng. Man kan ikke føle sig umiddelbart tryg ved, at det er statsadvokaten, der ser på sagen. Det er næsten blevet skik, at der er råderum for politiets lovovertrædelser, ja, som i amerikanske B-film.

Retten i Hjørring har allerede i en kendelse sagt, at politiet i Hjørring forbrød sig mod loven, da de indsatte radiosenderen i bilen uden dommer-kendelse forud. Det er sjældent, men i dette ret enestående tilfælde trygt, at der i hvert fald kan gøres indsigelse fra dommer-standen mod forråelsen i politiet. Politimesteren i Hjørring nøjes med at tage dommerens kendelse til efterretning. Det var han jo lige som nødt til, må man sige. Men er der ingen følger for ham og hans B-betjente?

I samme uge får vi at vide, at en rapport fra rigspolitichefen om bander blandt indvandrere indeholdt en sær fejl. En fynsk bande af indvandrere viste sig alene at have danskere som medlemmer. Men i den rapport, der skulle være grundlag for politikernes vedtagelser om penge til politiet, kaldes de ni danskere for indvandrere. Har nogen hørt om indgreb fra justitsministeren, endsige følger for rigspolitiet?

I forvejen havde politikerne givet flere penge til politiets kamp mod voldsbander, men da man lige frem skulle komme med regnskab for pengenes brug, viste det sig, at pengene til bande-nedkæmpning især var gået til overarbejde og kontorhjælp. Heller ikke her hører man om nogen følger. Det ser ud, som om demokratiets værnere, her folketinget og justitsministeren, er hunderædde for politiet. Svaret blev flere penge i det politi-forlig, der var del af den nye finanslov.

Der er gået råd i demokratiet og i politiet som demokratiets værnere. Det er svært at sige, hvor langt det går tilbage. Nørrebro 18. maj 1993 var i hvert fald et vendepunkt. Endnu frem til i dag er det lykkedes med løgne og fortielser at udskyde den endelige stillingtagen til, hvad der skete den nat, og hvem der var ansvarlig.

Gentagelsen på Nørrebro i november, et politi, som på ny viste sig ikke at være klar til udrykning, er også meget grumset. For seks år siden kunne politiet ikke finde den gas, der skulle bruges mod uroen. Denne gang kunne man ikke finde radiosenderne, og det er jo ikke så sært, for de var ulovligt indsat i mistænktes biler oppe i Hjørring.

Den såkaldt ansvarlige politi-kvinde for den seneste Nørrebro-sag lovede mange anholdelser de følgende dage som bod for, at politiet ikke udeblev, da der var brug for det. Men det var kun ord. Og politiet blev grebet i nye løgne. Politiet ville bruge avisers og fjernsyns-medarbejderes billeder fra Nørrebro, da politiet nu ikke selv havde været der. Det gik man til dommer med, men havde sikret sig, at pressen ikke kunne sige dommerens sine synspunkter. De ansvarlige pressefolk, som kendelsen skulle bruges imod, kom ikke til retsmødet, for de havde ikke fået noget at vide. Politiet sagde det modsatte til dommeren, men løgnen blev afsløret. Har nogen hørt om følger af den løgn?

Der er så meget, der smuldrer mellem fingrene, når det gælder politiet. Det er til nu uundgåeligt at få andet indtryk, end at dele af politiet opfatter sig som en stat i staten, og det er endnu mere uundgåeligt at få øje på, at justitsministeren og hans folk synes at godtage denne stilling.

Tilstanden kan ikke rettes med lovgivning. Det har ingen mening at vedtage en lov, der siger, at politiet også skal holde lovene. Det er jo helt selvfølgeligt.

Men der kan gøres noget med øjeblikkelig, sikker og endelig virkning. Puds Birthe Rønn Hornbech på politiet! Venstres retspolitiske ordfører har selv baggrund i politiet, men der findes næppe det menneske, der kan tvivle på hendes demokratiske ståsted, hendes retsind og hendes mod til at gå imod strømmen. Man kan mere end sagtens være uenig med hende, for mig hører den uenighed til de næsten daglige glæder, men hendes ståsted i folkestyret er i orden.

Selvsagt burde det være justitsministeren, der sagde alvorsord, men han har jo for længst solgt sin førstefødselsret. Lad politifolkene møde Birthe Rønn Hornbech som dagligt kosttilskud ind imellem B-filmene. Send hende fra station til station for at sige karske ord om, hvad folkestyre er.

Der vil være i hobetal af politifolk, som bare vil nikke genkendende og samstemmende, når Birthe Rønn Hornbech tager fat og siger Grundtvig, folkestyre, Berg og Holstebro. Men i korpset er der folk, som henter deres samfundssyn i mafia-film og serier med politi-helte. De vil blive rystet i deres grundvold, tisse i uniformsbukserne af skræk og gå stilfærdigt hjem og putte pebernødder i de hjerteformede kurve, mens de nynner om Guds engle små.

Puds Birthe på politiet. Ikke noget med en times foredrags og gruppearbejde bagefter. Tyve minutter hvert sted - og drengene vil være taknemmelige for svederemmen i kasketten.

© Poul Erik Søe 17. december 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside