Og ingen
formummet skælm

I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden fór, 
jeg fægted med åben pande for, 
hvad jeg for alvor tror. 

En ørn var mit hjelmemærke, 
på brynjen stod korsets tegn.
På skjold bar jeg løverne stærke
i hjerternes milde hegn.

Når mænd jeg kasted min handske
opslog jeg min ridderhjelm;
de så, jeg var Holger Danske
og ingen formummet skælm.

Vil dansken i verden fægte, 
men dølger åsyn og navn,
jeg véd, hans ånd er ej ægte,

jeg tager ham ej i favn.

Ingemanns digt om Holger Danske bærer selv maske. Holger Danske er en anden end den, han giver sig ud for. Først og fremmest er han ikke dansk, men fransk.

Holger Danske kom til landet med en fremmedarbejder, bogtrykkeren Gotfred af Ghemen. Gotfred kom til Danmark fra Holland med et lille bogtrykkeri i kurve-kufferten.

Gotfred havde svært ved at tilpasse sig det danske, at blive integreret, som man ikke sagde dengang. Han fandt, at de danske helte ikke var gode nok. Så han gav dem fremmed præg, han internationaliserede dem.

Han tog to helte fra franske sagn og smeltede dem sammen til een, Holger Danske. Og så føjede han lidt fra den danske historie om kong Dan til. Så skønt Holger Danske hører til Den internationale Brigade, så møder han ganske uden trussel om hæftestraf ved retten i Varde op, når landet stander i våde. Det har han fra kong Dan.

Holger Danske bærer ikke maske, skønt i krig og modstandsbevægelse skjuler man sig så godt, man kan, hvis man da ikke som under den tyske besættelse lige frem "går under jorden".

Lige nu er der strid om masker. Nogen er meget ivrige for at få et lovbud mod at bære masker, når man går krævegang - for nu at bruge et forståeligt ord og ikke et ord som demonstration, der bærer fremmed maske.

Mange mener, det er helt ligegyldigt, om man laver den lov eller ej, fordi de glemmer, at retten til at gå krævegang for en sag er lige så vigtig som valgretten og ytringsfriheden.

Det danske folkestyre blev ikke født af vold mod magthaverne, men ved krævegang. Kongen frygtede, at bønderne ville gøre oprør, og de havde da også allerede dannet skytteforeninger og øvede sig i våbenbrug, ikke for at ramme skiven, men for at sidde med om magtens skive.

Overraskelsen var, at det i stedet var Københavns borgere, der gik i optog til kongen, gik krævegang for demokratiet. Mange af dem havde høje, sorte hatte på, ikke som skjulende hjelm, men fordi pæne borgere ikke var helt sig selv uden høj hat.

Det er kendetegnende, at der ikke blev brugt vold. Ikke een høj hat blev krøllet. Demokratiet blev født af en ikke-voldelig demonstration. Det har vi været stolte af. Og af samme grund værnet retten til at gå krævegang.

I 1960erne og 1970erne blev der gået krævegang igen. Og atter sejrede det ikke-voldelige, indtil Verdensbanken holdt møde i København, og demonstrationen blev blodig.

Indtil da var det god skik blandt folk, der gik krævegang, at de med deres krop, endog uden Holgers Danskes rustning og hjelm, tilkendegav deres synspunkter i fuld åbenhed. Og det hørte også til god skik, at enhver kunne forsvare sit skilt - altså i ord udtrykke, hvilken sag der blev gået krævegang for.

Men så bredte der sig hos myndighederne en iver for at lave billed-samlinger af folk, der gik krævegang. De blev registreret i politiets arkiver, også deltagere i fuldt lovlige og på forhånd anmeldte krævegange.

Følgen var, at deltagerne i krævegangene med lige så stor iver tog billeder af politifolkene, især af de politifolk, der bar maske, og i politiet bærer man maske ved ikke at tage uniform på, ved at være såkaldt civilbetjent, altså en, der skjuler sit egentlige mål ved at klæde sig som alle andre for på den måde at forsvinde i mængden.

Politifolkene, der troede, deres civile maske var et godt dække, kunne se billeder af deres egne hoveder i den avis, der af en helt anden grund hed Hovedbladet.

Krævegangens historie siden da handler om, at modsætningerne optrappes fra begge sider. Vi så det i mer end et århundrede som et kendetegn på dansk folkestyre, at der blev lyttet til folk, der skrev læserbreve eller gik krævegang, og at magthaverne var rede til magtafkald, før der flød blod. I Danmark skulle der ikke lig på bordet, før noget blev lavet om. Den gode skik skyldes altså ikke kun krævegængerne, men lige så meget de folkevalgte, der var rede til at give afkald på magten.

Den tilstand af uskyldighed er for altid væk efter urolighederne på Nørrebro natten efter 18. maj 1993. For første gang i landets historie skød politiet på en folkemængde, hvad de fleste andre lande har oplevet igen og igen, men handlingerne i den danske maj-nat blev det indtil da voldsomste politi-indgreb i Europa siden anden verdenskrig. Enhver ved, at de ansvarlige stadig bærer maske af den slags, der kaldes undersøgelser, og som skjuler bedre end nogen maske af klæde.

Det radikale Venstre, der indtil partiets hovedansvar for grundlovs-bruddet med særloven mod godt en snes højskoler stod som grundlovs-værner, har tidligere ivret for, at retten til krævegang skulle værnes, også folks ret til at bære maske. Ganske enkelt i forståelse for, at folks ret til og samfundets gavn af lovlige demonstrationer blev misbrugt, når selv lovlige handlinger førte til billed-samlinger af mennesker, som om de var forbrydere, blot de brugte deres demokratiske friheds-rettigheder.

Også Det radikale Venstres siges nu at  give efter for den optrapning, der altid ender i vold og nederlag for folkestyrets fremgangsmåder. Lovlige krævegange for en sag ses ikke længere som en værdifuld, særegen dansk skik til hindring af vold og sikring af folkets indflydelse, men tilpasses - eller med maske-ord harmoniseres - den europæiske uskik, der ikke lytter til folk, før der er lig på bordet.

I en lovlig demonstration må folk bære, hvad de vil, undtagen våben og andre voldsredskaber. Ingen skal i arkiv for at deltage i lovlige handlinger. Og de ulovlige demonstrationer og voldelige handlinger standses ikke af forbud mod masker. Bryder man loven ved at bruge vold, vil man da blæse et maske-forbud en høj hat.

Vi skal tage begge dele alvorligt, både værnet om krævegangene som en del af ytringsfriheden og værnet mod volden og voldsbrugerne. Først og fremmest skal vi gøre det ved at fastholde og genfortælle historien om krævegangens vigtighed i dansk folkestyre og selvforståelse.

Med den mistede uskyld kan vi selvsagt blot give op, men det er jo demokratiets væsen, at det altid er rede til at indlede forfra. Folkestyret når aldrig det fuldkomne. Nedturene er ofte flere end sejrene. Men vi taber først for alvor, når vi mister tilliden til, at folkestyrets grundlæggende friheder er vigtige.

Demokratiet når aldrig målstregen. Folkestyre er og bliver aldrig andet end tilløb. Men enhver ved, at tager man ikke tilløbet alvorligt, og mister man pusten, allerede før løbet er i gang, så har man også opgivet målet. Demokrati er ikke andet og mere end stadige omløb. Man må turde og have lyst til igen at stå med fødderne i starthullerne, altid truet af voldens tyvstartere, men sikker på, at næste omløb er det hidtil vigtigste.

Det er ikke småting, hvis demokratiet tyer til skæg og blå briller for at dølge åsyn og navn. Maskebærende demonstranter er - så lidt som svenske politifolk i danske politi-uniformer ved en rocker-begravelse - folkestyret værdigt. Men ender vi med forbud, så har vi allerede mistet folkestyre-troen. Vi standser ikke tyveknægte ved at tilføje en lov om, at tyve ikke må bære maske, og standser ikke gadevoldens forbrydere ved at tro på, at deres voldsdyrkelse standses af lovgivning om hovedklædning.

Vi kan gå så meget op i maskeringer, at vi glemmer det egentlige indhold, værnet om folkestyret. Nøjagtig som i TV2s tusindsårs-udsendelse i aftes. To og en halv time blev der brugt på at maskere en studievært som viking. Man pralede endog af det. Men indholdet var tyndt og ligegyldigt. Et årtusind var maskeret som underholdning.

Blandt maskerne var tre formummede skælme, der talte om det nye Europa. Uffe Ellemann Jensen, Ulla Therkildsen og Asger Aamund. Modsigelse tåles ikke. Studieværten havde brugt al sin tid på at blive maskeret og havde ikke haft tid til at tænke over indholdet, alsidighed blandt medvirkende, endsige modsigelsens værdi. Asger Aamund lovede os, at EU ville blive alt andet end det, han mente, vi forestillede os - forbud på forbud fra et kontorvælde i Brüssel. I så fald bærer de usædvanligt veldækkende masker dernede.

Men vi kan også selv. Politikerne vil for alt i verden være synlige, og derfor bærer de masker for endelig ikke at ligne sig selv, men for i stedet at fremtræde som en politisk modstander, hvis synspunkter de overtager for at vinde stemmer. Folkestyret og lovgivningsarbejdet er endt på forbuddenes overdrev. Demokratiet er blevet et plejehjem, hvor lovens våde tissebleer bliver vendt og genbrugt i troen på forbud i stedet for frihed.

Der findes skam masker, der opdrager til at turde være sig selv. Enhver kan spille Holger Danske til fastelavn og oplevede glæden ved bagefter at turde blive genkendt. Men folkestyret er ikke tjent med gøre hverdagen til maskebal. Eller på tonen til Mariehønen Evigglad:

Jeg ka’ så godt li å bli væk
og stå på ho'det i en sæk,
så leder alle efter mig,
men jeg er bare gå't min vej.

I går og søger rundt omkring,
men jeg er bare ingenting,
og hvis I ser mig, er jeg væk,
for alle tror, jeg er en sæk.

Og når jeg stikker ho'det op,
så tror jeg, alle får en prop,
for jeg har klovnemaske på
med næsen rød og panden blå.

I ler ad klovnen, panden blå,
som om I kun en anden så.
Jeg sidder og er ikke mig,
for jeg er gå't min egen vej.

Det er slet ikke mig, I ser,
jeg er her nemlig ikke mer,
måske I græder lidt af skræk,
fordi jeg helt er blevet væk.

Men glemmer I, at jeg er mig,
så husker jeg, at det er leg.
Å være væk er dejligt, men
jeg elsker å bli mig igen.

© Poul Erik Søe 29. december 1999 . Maske-tegning Astrid Søe.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside