Magtens mark
Sæt Helmuth Kohls billede på euroen - det fortjener både den og han

Sandheden vil ud, om det så skal være mellem sidebenene. I dag, hvor anklagemyndigheden i Bonn indleder retslig undersøgelse mod den tidligere tyske forbundskansler Helmuth Kohl, husker jeg pludselig en tilsyneladende uskyldig artikel, skrevet af Ritt Bjerregaard, en af de vragede kommissærer, som i fællig var ansvarlige for EU-svindelen.

Tysklands magtfulde kansler gennem seksten år er blevet taget med bukserne nede. Han har allerede indrømmet, at han har været forbryder mod tysk lov ved at tage imod hemmelige bidrag til sit parti, der så smukt bærer både kristelighedens og demokratiets navn, Den kristeligt-demokratiske Union. Helmuth Kohl vil ikke sige, hvor pengene kommer fra, så nu er han en politisag.

Dermed ligger hans politiske liv på sottesengen. Hele hans indsats ses pludselig i magtbegærets lys. Hvad vi har sagt af kønt - om ham og de to tysklandes genforening og hans politik som nyttigt modtræk mod yderligtgående tyske højrepartier - fremstår ikke længere som en personlig indsats og dygtighed, men som magtmuligheder, han udnyttede ved at bruge skjulte, sorte pengemidler i partiets og dermed sin egen magts tjeneste.

Hvis man vil komme nemt om ved det, kan man vælge at se afsløringerne af den tidligere tyske kanslers ulovligheder blot som et tilbageslag for tysk demokrati. Folkestyret i Tyskland har historisk en svag baggrund, men i strækket fra verdenskrigens slutning har det været bedre end sit omdømme. Der er stærke demokratiske strømninger i det tyske folk og har været det i en menneskealder, men også voldsomme modstrømme.

Det er de demokratiske kræfter, der nu er blevet sparket i hovedet af en mand, der selv ønskede at fremstå både som krussvingende, demokratisk hyggeonkel og magtfuldt handlingsmenneske. Helmuth Kohl har svigtet det mest dyrebare i efterkrigstidens Tyskland, kampen for at sætte demokratiet i stedet for den afskyelige fortid.

Men det er for nemt blot at tro, Kohls ulovlige omgang med magtens mark kun er tyskernes sag. Der er ingen europæisk politiker, der mere end Helmuth Kohl har haft skiftende danske regeringers fortrolighed. For mange danske politikere var han indtil for få uger siden et forbillede. Hans magt har været aldeles afgørende for Danmarks udenrigspolitiske skæbne. Derfor er det også grelt for os som folk, at hans magt ikke byggede på et demokratisk grundlag alene, men også blev opretholdt ved ulovligheder.

Hvor stor magten har været fremgår netop af Ritt Bjerregaards artikel, der blev trykt i dagbladet JydskeVestkysten 7. november 1999. Ritt Bjerregaard skriver om den ny euro-møntunion. Hun nævner det danske forbehold mod euroen i 1993 og fortsætter:

"Der var vist ikke så mange mennesker, der dengang regnede med, at euroen nogensinde ville blive til noget. Men det blev den - ikke mindst fordi den daværende kansler i Tyskland, Helmuth Kohl insisterede så meget på den. Formentlig fordi det var en del af en uskreven aftale med Frankrig. Hvis Tyskland uden vrøvl kunne blive genforenet, så skulle euroen også etableres."

I bagklogskabens ulideligt skarpe lys ser vi den kansler, der havde partimagt i omgangen med sorte penge, lave uskrevne aftaler hen over hovedet på Europas folk om møntunionen. Euroen er blevet til som del af et europæisk magtspil om Tysklands genforening. Kansleren gjorde Tyskland til et tuskland, der sjakrede om Europas fremtid for egen vindings skyld.

Ritt Bjerregaards afsløring - sandheden klemmes ud mellem sidebenene - er i god pagt med det, økonomiminister Marianne Jelved i hvert fald hidtil har brovtet sig af, men som hun nok dæmper sig med nu. Jelved har netop fremhævet euro-møntunionen som følge af politikeres vilje, ikke af økonomisk kyndiges råd. Nu ved vi, hvem der havde jernviljen til at gennemtrumfe euroen for samtidig at sikre egen magtudvidelse.

Nogen kan sikkert huske, at da de tyskere vælgere rev Helmuth Kohl ned af kansler-tronen, gav EU ham en ærespost. Nogen vil mene, at den nu skal tages fra ham igen. Men det er alt for demokratisk at tænke sådan. Helmuth Kohl skal selvsagt beholde sin ærespost i EU. Man kan ikke tænke sig bedre symbol end netop ham for svindelens og bedrageriets kriminelle union. Sæt hans billede på euroen. Det fortjener både den og han.

© Poul Erik Søe 29. december 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside