Hjordens flugt

Enmandsavisen ønsker godt nytår med en årtusindvise om at komme fra stjernerne til de enkle vanskeligheder - med tak til Christian Winther for at lægge ryg til

Forspil
Nyhedernes markedsplads
svagt bemandet for fridagens skyld,
kilderne tørrer ud,
gammelt kram og modestads
ligner voksfigurer
i båndlagte nytårstaler,
papegøjerne snakker og smiler
båndlagte smil.

Her falbydes klonede får,
salmonellaramte svin,
tissebleer vendes til et nyt årtusind,
arbejdsbesparende remme
holder endnu det gamle årtusind
bundet til plejehjemmets stol.
Her er giftigt vand og økologisk vin,
brødet rundet op med plantedød -
Helly Hansen hoser, muslimske tørklæder,
byttebukser, barbiebabes,
hjemmelavet stjernekrig med løfter
om det årlige lovindgreb mod bomberne
og inden aften endelig een,
der parodierer Thomas Eje.

Et helt folk af terrorister
terroriseres af russisk statsterror
i Tjetjenien til valgkampens fremme,
mens det velorganiserede Rusland
er uden ventelister
i hvert fald for Boris Jeltsin,
der altid kan komme til.
Her er indendørs grill og torsk
i sennepssovs  med tyggegummikugler
i øjenhulerne for afvekslingens
og nytårets skyld.
Det ualmindelige er mode
og det almindelige så sjældent,
at det senest søndag er på forsiden
for forandringens skyld.

Alle kanalerne, alle stationerne,
alle senderne bringer statsmænd,
der lover aldrig mere krig i det ny årtusind,
selvom deres kontrakter med våbenindustrien
og de sorte penge i partikasserne lover vækst,
og alle jordens statsmænd bliver skrevet
i mandtal og får hæftestraf i Varde ret
for udeblivelse fra den nødvendige krig.
I Odder løfter de gamle osteskiven
for at finde mandelgaven,
i Indien knæler en seksårig pige
for at væve en gulvløber,
der vil lune stormflodsramte trægulve i Ribe.
Helmuth Kohl endnu på fri fod
æder fyldt svinemave,
og i Wittenberg er de arbejdsløse
ude at se på nytårsrober i vinduerne
eller i det mindste Ulla Therkildsens skinnende krave.
Hundreder af fireårige lægger sig til at dø
lige denne aften i Afrika, mens madbålene
blusser forgæves, og det lyner
som sædvanligt i Uganda oppe over bjergene,
mens en højtuddannet kiste lander i et personfly
for at blive sænket i hjemlandets røde jord.
Titusinder af PH-lamper bæver i deres tråd
i rædsel for strømsvigt, og de hjemløse frygter
endnu en nytårstale om, at det vil vi ikke finde os i,
så gaderne bliver ufremkommelige af folk,
der ikke betaler ejendomsskat.

Det er næstsidste dag i totusind år.
Vi står endnu med hælen i virkelige nyheder.
Sundhedsminister Karsten Koch siger,
det går godt på de fleste plejehjem.
Og så er han også ganske køn.
Venstre siger, at hvis indvandrerne
ingen penge får, så bliver der færre,
og erfaringen i de fattige lande
verden over viser, at Venstre har ret.
Dansk Folkeparti har efterhånden
så mange stemmer, at det kun kan få flere,
hvis indvandrere og flygtninge også stemmer på det.
Socialdemokratiet har efterhånden
så få stemmer, at partiet lige så godt kan sige,
hvad det mener.
Venstre og Konservative kræver
en sandhedskommission om spioner
i den gode gamle terrorbalances tid,
mens hele det danske folk udleveres
til fremmede magter i Schengen og på Amager.
Manglen på ingeniører bremser væksten
af direktører og aktionærer.
20000 flere bliver demente hvert år
og ved ikke, hvilken vej bleen vender.
61 procent af LOs medlemmer er rede til at strejke,
hvis de bare får at vide, hvad de skal strejke for.
3400 er taget i at krydse den dansk-tyske grænse,
og havde de været fra EU, hed det internationalisering.
Vejrudsigten lover tørt, mildt og vindstille nytårsaften,
velegnet til fyrværkeri, mens politiet udtaler,
at det havde håbet på en snestorm, der kunne
holde folk inden døre. En ny istid vil for alvor
lægge en dæmper på det danske folk.
Måske er løsningen fryse-elementer
i vejbanerne på Nørrebro.

Sådan er dagens nyheder et minde, et silkebånd
på kransen til det gamle år. Et sidste farvel.
Her mellem alle nyhederne sidder jeg sindig,
bondeklog og har gjort mig en krog i nettet,
her drejer jeg lirekassen, åbner perspektivkassen
for dens ensidige narrebillede.

"Vel var det kun en lille kreds,
der standsede og hørte på mig,
men jeg var mer end vel tilfreds.
Jeg så, den vilde nok forstå mig.
Se, jeg har af historier
afskildret her en lille række,
ifald det kunne more jer,
jeg billederne vil afdække..."

"O, kommer du og lytter lidt
til mine sagn og lirens triller,
før alle vandre - hver til sit -
før nattens sorte slør os skiller."

Flugten
Nytårsnyet endnu kun drøm,
forsikrings-strid om flere midler
til omblæst slot i vesterled,
væltede træer efter orkanen og julen,
stjernen ligger vandret
i ståltrådslænke til den grønne top,
alt for tæt måne over jord og isse.

Men netop her med antennehår
og paraboløjne
myldrer fra øglekassens
natkolde, skjulte gem vilde signaler
frem til toner fra Jan Glæsels orkester,
mens studieværter i hvert hjørne
med munkemasker, vikinghjelme
hæver sig på klassekammeraters elevatorer
for at indføre den frie konkurrence
på fredelige, fremmede øer.

Og i hvert hjem jorden over
bindes mennesker til signalernes rygge
med stærke hampereb og elkabler,
bæres mødige trods angst og rædsel
som en indfanget hjord mod folden,
som en satellit på rakettens ryg
på vej til at lade al fremtids signaler
gå uhindret igennem sig.

Men på vejen op i øverste stokværk
skjult bag rosenbroderet skærmbræt
sidder den sidste jomfru,
reddet gennem julens overforbrug af slagsen,
med hæfteplaster på prinsesse-pegefingeren
og skriger et sidste lykke på rejsen,
inden arkitektens fryd klonet med vildroser
tornefyldt lukker hendes jamrende længsel inde.

Hjorden på rakettens ryg kastes hid og did
i kablernes fletværk, de arbejdsbesparende remme
fra plejehjem, fikserende snore til gammelmandsben,
og raketten stønner, som om sidste del af farten
er hæmmet af forrige folketingsårs
lovgrænser for krudtmængden.
Den sitrer og fra dens bug lyder
et vredt, vildt brøl, et dumpt, hæst skrig,
en usigelig kval, mens den vender
den rødmalede næse nedad og efterlader
hjorden som en satellit, en hjortetakket gren,
en gaffelplet på himlens mørkeblå kongestol.

Og her, hvor hulvejen drejer op mod himlens port,
træder nu med nøgne fødder hver bortført sjæl
en trædemølle mod strømsvigt og lynophør.
Og jomfruens jomfrumor med tolv gule stjerner
i krans om blåfarvet hår hedder Anna
både forfra og baglæns som evigheden
og kringleormen, der har hoved i begge ender
og æder sig fed uden at kunne afføre sig
og forurene rummet, mindske signalkraften.

Anna står ved trædemøllens fod
med hånden på frelserknappen
og øret drejet 1 grad vest,
hører mølletrællenes sange,
hjorden, der træder på møllens trin
i troen på, at de går på himmelstigen
væk fra dommedag op til lysets engle,
Ingemann og Dan Túrell med signalflag
i digterhænderne, viftende med en dug,
farvet rød af esternes blod,
men over trædemøllen bliver himlen blå,
stadig mere blå, tomhedens dybe, dybe blå.

Den gamle jomfru lægger en hånd på sine visne bryster,
føler endnu hjertet banke ved sangens trolddomsmagt
og længes efter kabel-garnet, der kan fiksere
hendes ben og arme til Guds trone,
sikre hende plads i det endelige plejehjem,
hvor kun billederne skiftes.

Mantra
Trædemøllens trælle i satellittens pilgrimskor
ser jomfruens jomfrumor uden for båndværkstedets gitre,
fri af provinsafdelingen og Pernilles univers,
indbilder sig hvide løgne om den gamle,
ser hende i troldspejlet som ung tigger ved porten,
en visumløs sigøjner, der læger ko og kvie,
lokker børn af gamle mænds lænd i det muntre køkken,
til den store klassefest, mens nye signaler
gennem satellitten får dem selv til at tro sig midt i lykkehjulet,
for enden af Coca Colas historie, hvornår var det nu det var?,
i Taxa med de kønneste fra guideskolen, en ynkelig drøm
for venner, godt begyndt, men efterlyst nu,
århundredets vidner endt i sexorama, hvor den gamle jomfrumor
- slesk, snedig, ydmyg, kattemild med øjets dybtbrændende ild -
ved hemmeligt spil i brogede pjalter villigt voldtages
af Station2 på Beverly Hills, en temalørdag i satellittens tegn.
Og hjorden ser på - det er hjorden til for.

Den vandrende sanger
Den tid var kommet,
da himlen skulle ind
og lægge sig for natten,
træt af satellitter.
Kun trædemøllen gik
som stædigt værn mod strømsvigt, lynophør.
Da sås på nattens sorte lagen
yppige ranker
flettet som et net,
hjemlige sider for den fremmedgjorte hjord.
Her gik en ensom sanger,
ikke nettets fange, men dets hersker,
hvert elsignal en trædesten for hans versefødder,
et gribereb for simple digterhænder, en livline,
tilfældighedens røde skæbnetråd.

"Hvert sind og hvert hjerte
er min ydmyge vasal,
jeg dulmer hver en smerte,
jeg smykker glædens hal."

Det var sangerens sang.

"Og kvinderne, de søde,
ihvor jeg træder op,
mig bære huldt imøde
liljens og rosens knop!"

Det hele var rigtigt, og det halve var sandt.
Sangeren hver nyhed fra nettet spandt.
Det hele var gjort af de enkleste ord,
det halve var fyld og det kvarte humør,
hans kunnen var lille, hans teleregning stor,
men han gentog bare, hvad han sagde dagen før.
Og når alle tror hvert ord, han har sagt,
så skyldes det bare, han ikke har magt.

© Poul Erik Søe 30. december 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside