Hæderlig omgang med
særstandpunkterne

Ethvert selvstændigt land er i sin omgang med andre lande grundlæggende præget af særstandpunkter. Grundstoffet i mødet med andre lande er sjældent det, man er enige om, men en vilje til enighed trods hvert lands særstandpunkter.

Det er der intet galt eller overraskende i, og det er selve kernen i selvstændigheden. Skjuler man i stedet særstandpunkterne, tier om dem eller svigter dem for enighedens skyld, så krænker man sit eget lands selvstændighed og det folk, hvis udsending man er til et andet land eller en mellemfolkelig sammenslutning.

Grundlæggende krænker man også selve retten til selvstændighed og særstandpunkt, fordi ens egen tilpasningsiver også skader det andet land eller de andre lande, der hver kæmper for deres selvstændighed, udtrykt gennem særstandpunkterne.

Det er derfor undergravende, når det ofte fremstilles, som om Danmarks særstandpunkter i den europæiske union gør Danmark til et skabagtigt barn, der ikke vil lystre de store. Hvert eneste af landene i den europæiske union har særstandpunkter. Ved at fastholde vore egne særstandpunkter gavner vi derfor selvstændigheden i hvert af de andre lande.

Danmarks fire særstandpunkter i forhold til den europæiske union forvaltes meget forskelligt. Senest gælder drøftelsen dansk deltagelse i og brug af en fælles samling af finger-aftryk hos politiet i de enkelte lande inden for unionen. Det er flygtninges fingeraftryk, det handler om, og det selvsagt ikke ligegyldigt, at politiets fremgangsmåde over for forbrydere overføres på alle flygtninge, der - som ethvert menneske ville gøre det - må føle sig gjort til forbryder alene ved handlingen.

Men drøftelsen handler ikke om menneskelig hensyntagen. Den handler om Danmarks deltagelse i og brug af den fælles samling. Da Danmark har det særstandpunkt, vedtaget af folketingets store flertal og senere godkendt af det danske folk, at vi står uden for et retspolitisk samarbejde i den europæiske union, så kan vi selvsagt ikke være med til brugen af fingeraftryks-samlingen i unionens ramme.

Løsningen er, som den ser ud nu, en tosidet aftale mellem Danmark og unionen om dansk brug af samlingen. I hvert fald er det justitsminister Frank Jensens fremstilling af sagen. Med andre ord sker den danske deltagelse netop ikke i unionens ramme, og løsningen er derfor ikke en krænkelse af særstandpunkterne, men et forbillede på, hvordan selvstændighed skal forvaltes - omend indholdet ikke er det kønneste.

Modstandere af den europæiske union kan selvsagt som andre kæmpe mod fingeraftryks-samlingen, men det er et kiks, hvis man tror, det gale er samarbejde mellem lande i almindelighed. Man kan selvsagt på samme tid være ivrig tilhænger af mellemfolkeligt samarbejde og imod samarbejde med og i en union, der har som mål at tage selvstændigheden fra de enkelte folk. Det er derfor ingen nødløsning, at der laves en tosidet aftale mellem Danmark og unionen, men tvært imod netop den fremgangsmåde, man kunne ønske i langt flere sager.

Anderledes er det militærpolitisk, hvor Danmark, vedtaget af politikerne selv, har et særstandpunkt, nemlig at Danmark ikke deltager i militær-samarbejde inden for unionens ramme.

Alligevel har både den danske udenrigsminister og forsvarsminister allerede deltaget i EU-møder, der planlægger militært samarbejde i unions-ramme. Forsvarsministeren som mødedeltager her er ikke bare en krænkelse af det danske særstandpunkt og løftet til det danske folk, men vil ikke kunne holde ved en domstols-prøvelse.

Statsministeren har sagt til folketinget, at det danske særstandpunkt ikke vil blive nævnt på EUs møde for regeringschefer i næste uge. På dansk vil ordene sige, at Nyrup Rasmussen ikke kan få særstandpunktet over sine læber, men overlader det til udenrigsminister Niels Helveg Petersen, når unionens udenrigsministre mødes kort efter.

Umiddelbart er det til at indse, at Danmark ikke ved ethvert møde kan stå op og holde den eneste ene tale om sit særstandpunkt. Det er jo ikke en givtig måde at forvalte selvstændigheden på. Det rigtige er selvsagt, at statsministeren ikke er til stede, mens unionen planlægger en EU-hær.

Handler det da ikke om at være med om bordet, som det altid hedder og især hos unions-partiet Venstre. Men lige netop nu oven på finanslov-forhandlingerne om politiet vil Anders Fogh Rasmussen og alle andre Venstre-folk kunne tilslutte sig, at aldrig har Venstre vundet så store sejre, som da Venstre ikke sad med om bordet. Venstre vandt nervekrigen, hedder det i en pressemeddelelse fra partiet. Og tankegangen er just den, jeg her skildrer. Ved at være uden for værnede Venstre sit særstandpunkt, der ikke handlede om politiet, men om højere afgifter.

Det kan statsministeren lære af. Ved at være uden for den europæiske unions militær-møder får han over for de andre lande og sit eget folk tydeliggjort, hvad det handler om - nemlig at Danmark, det danske folketings store flertal og det danske folk, har vedtaget at stå uden for. Ordene siger jo selv, hvordan den hæderlige omgang med særstandpunktet er - nemlig at stå uden for og derfor rent kropsligt også at være uden for.

I hvert fald er det ikke trygt, at netop udenrigsminister Niels Helveg Petersen meget senere og med en helt anden dagsorden på et helt andet møde skal være den, der siger, at skønt den danske statsminister var inden for, så er Danmark uden for.

Niels Helveg Petersen er desuden lidet troværdig som udsending for dansk selvstændighed. På verdenshandels-sammenslutningens møde i Seattle, vogtet mod folkeligt oprør af politi og den amerikanske Nationalgarde, der helt svarer til EU-hæren, har Niels Helveg Petersen svigtet et andet dansk særstandpunkt.

Andre danske deltagere i mødet anker over, at han fraveg det danske synspunkt, som i høj grad lå tæt på udviklingslandenes, hvorved han i selve handlingen skadede andre landes ret til selvstændighed, men også rent faktisk skadede de i forvejen svage udviklingslande - og Danmarks forhold til og omdømme i udviklingslandene.

Ifølge dagbladet Politiken i dag - med Ritzaus Bureaus udsendte medarbejder Anders Spanggaard som gengiver af mødet i sammenslutningen om verdenshandelen - gøres der indsigelse mod den danske udenrigsministers fiflende ordvalg. Danmark har det standpunkt, at alle varer fra udviklings-landene skal have adgang til de vestlige markeder. Men det danske standpunkt er et særstandpunkt i forhold til den europæiske union. EU mener nemlig ikke, at alle varer, men kun "stort set alle varer" skal have adgang.

Den danske udenrigsminister brugte ikke de danske ord. Han skjulte det danske standpunkt og brugte i stedet den europæiske unions udtryk "stort set alle varer". Sådan forrådes vi af netop af dem, vi har valgt til at stå vagt. Men sådan forrådes også selvstændigheden i andre lande, indtil enhver som Niels Helveg Petersen taler med sammensyede læber.

© Poul Erik Søe 3. december 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside