Stavad i solskinsklæder
Skatteministeren underviser os i, at med euroen får vi lige netop det, vi ikke vil have, og som for længst er gået af mode, men som heldigvis er en kæmpefordel

Under overskriften "Danmark har alt at vinde og intet at tabe i euroen" har skatteminister Ole Stavad i dagbladet Politiken 30. november 1999 bidraget til den alsidige oplysning forud for den kommende afstemning om euro-møntunionen.

Man kan ikke vide, om overskriften er ministerens eller avisens. Den, der kun læser overskrifter må undre sig, men ikke så meget som den, der læser alle ordene.

Ole Stavad skriver om devaluering, altså nedskrivning af et lands valuta i forhold til andre landes valutaer. Da det er hans eneste emne, kan overskrift-opfinderen selvsagt have grund til at tro, at Stavad ikke ser andre vanskeligheder i euro-møntunionen. Måske er det også ministerens synspunkt, for som enhver anden politiker, der bøjer sig i støvet for EU, tager han solskinsklæderne på, når han snakker euro, og selv den mindste byge er utænkelig i fremtidens paradis.

Ole Stavad gentager blot, hvad der fra første færd har været stentavle i EU-partiernes overtalelser. Vi skal skam ikke være kede af, at landet mister retten til at devaluere, nedskrive kronen. Det tab er ingen ulempe, siger Stavad. Det er tværtimod en fordel, kan ministeren fortælle os.

Nu er der jo ingen som socialdemokratiske regeringer, der har gjort brug af devalueringer. Vi skal altså se euro-møntunionen som et værn mod fjollede socialdemokrater, men det er ikke Ole Stavads ordvalg.

Ole Stavads artikel fremkommer netop den dag, da euroen sætter ny bundrekord. Den skrantende ny europæiske valuta er nu faldet med 18 procent i forhold til dollars på mindre end det år, euroen har været til.

Skal man skildre euroens første år må man sige, at de elleve euro-lande har fået sig en valuta, man nærmest må kalde selvdevaluerende. Når Stavad hævder, at devalueringer er gået af mode, så må man sige, at der slet ingen grund er til devalueringer, for det klarer den udbredte mistillid til euroen blandt verdens investorer helt af sig selv.

Den såkaldte faste krone er jo af regeringen og EU-partierne bundet til euroen, så det eneste faste ved kronen har været, at den har været på fast nedtur. Ved at binde os til euroen uden at være med i euro-møntunionen har Danmark faktisk devalueret i år som sjældent før. 

Det er da også typisk, at dem, der jubler over euroen, skam samtidig lovpriser, at euroen ikke et øjeblik har kunnet skabe tillid, men er raslet ned. De forklarer os, først Politikens chefredaktør, lige nu en direktør i Unibank, at kronens fald som følge af euroens dårlige omdømme er en fordel for Danmark. De tænker her selvsagt på den danske del af verdenshandelen, og må da håbe, at også Ole Stavad mener, at der er er en verden uden for møntunionen.

Det er værd at lægge mærke til, hvilke grunde de bruger i skøn-maleriet af euroens nedtur. De siger, at det gavner Danmarks salg af varer, vores eksport.

Men det er jo netop de ord, man bruger, når man skal skildre fordelen ved devaluering. Båndet til euroen har altså givet os den fordel, som vi ellers kun kunne have skaffet os ved at nedskrive, devaluere kronen.

Vi skal altså endelig glæde os over, at vi ikke længere vil have ret til at devaluere, samtidig med at vi skal være noget så lykkelige for, at euroen indtil nu har bragt os nøjagtig den fordel, som devaluering kunne give.

Nu er det jo børne-lærdom, at en valutas nedtur, om den er villet gennem en devaluering eller som i euroens tilfælde en følge af mistillid blandt investorerne, fører til øgede eksport-muligheder.

Det, der aldeles forties i Stavads artikel og af de øvrige EU-jublere, er ellers også børnelærdom. Nemlig at valutaens forringelse, den villede devaluering eller den vilde nedtur som euroens, samtidig medfører øgede importpriser, altså højere priser på det, vi køber i udlandet. Og det fører igen, siger børne-lærdommen, til penge-forringelse eller inflation. Og det er just, hvad regeringen siger, den kæmper imod.

"Adgangen til at devaluere er ikke en mulighed, men en risiko." Sådan siger Stavad. Men det er just den risiko, vi har taget de seneste elleve måneder ved at være bundet til euroen. Den hidtidige følge af det danske bånd til euroen er pengeforringelse, hvad alle tal også siger.

Ole Stavads artikel sammenholdt med virkeligheden hugger denne nye stentavle i den danske drøftelse: - Det er gået af mode at bruge devaluering, men heldigvis ses euroen af den øvrige verden som så elendig, at vi opnår devalueringens fordele.

Ole Stavad siger, at vi skal med i euro-møntunionen, og fortsætter: "Nogle frygter, at det vil koste os noget af vores selvstændighed. Men hvilken selvstændighed? Det eneste vi "mister" er at kunne gøre, hvad vi sidst gjorde for tyve år siden - at devaluere".

Ole Stavad bidrager med de vendinger til endnu en stentavle, der må have ordlyden: - Danmark har en fast krone, som ganske vist rasler ned sammen med euroen, men enhver kan se, at vi stadig er et selvstændigt land, for vi bestemmer selv, om vi kalder det løse for fast.

Med usvigelig sikkerhed er det egentlige indhold i Ole Stavads tilbedelse af EU, at med den vidunderlige euro-union får vi lige netop det, vi ikke vil have, og som for længst er gået af mode, men som heldigvis er en kæmpefordel.

© Poul Erik Søe 1. december 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside