Socialdemokratiet lider
af kunstig enighed
De stedlige ledere ude af takt med vælgerne

Det er folkestyrets værste sygdom, at demokratiet kun er for det halve kongerige. Den, der er imod EU, må ikke stille op for de store partier. Skønt de store partier brovtende hævder at være talerør for det ganske folk. Efter 25 år i EU har Danmark stadig ikke haft en minister, som er imod EU. Og da en kvindelig modstander endelig blev udnævnt til minister under Poul Schlüter, måtte hun først skynde sig at skifte sit nej ud med et ja, inden dronningen udnævnte hende.

Det er en af magtens grumme veje, at den holder mindretallene ude. Det er imod folkestyrets sundeste skik, at demokratiet måles på sin holdning til mindretal. Men magt-fuldkommenheden er sjældent set så udpræget som i spørgsmålet om EU. Halvdelen af det danske folk er gjort kasteløs af de store partier, der har gjort sig til dansk politiks nye højadel.

Følgen er de særeste krumspring i partierne, synliggjort da den konservative Frank Dahlgaard stemte på Dansk Folkeparti for at ytre sin modstand. Forud havde partiet nægtet ham selv at stille op til EU-valget, fordi han var modstander.

Men den er ikke kun gal hos de konservative. De store partier har som fælles grundlag, at modstanderne af Unionen er kasteløse, urørlige og politisk kun egnet til at slikke frimærker, når partiernes EU-betalte junglebrøl velsignelsesrigt skal sendes ud over det danske folk.

Følgen er selvsagt, at partiernes vælgerforeninger hovedsageligt samler tilhængere af EU. Enhver, der vil i verden frem, ved, at som modstander af EU er man henvist til grebningen i politik. Og hvem vil i længden frivilligt knæle, hvor møget falder fra den politiske højadels hesterumper.

Følgen er, at når man spørger de stedlige folk i partiernes vælgerforeninger, så svarer de selvsagt, hvad de trohjertigt og oprigtigt mener, nemlig at de er enige med partiledelsen. Det er ingen fejl hos de stedlige parti-folk, men den store tilsyneladende enighed skyldes, at halvdelen af det danske folk er gjort til kasteløs almue, som helt selvfølgeligt ikke er medlemmer af vælgerforeninger, hvor de ingen indflydelse har.

Netop derfor kan man med sindsro spørge formænd og medlemmer i de store partiers vælgerforeninger om EU, for den politiske grundvold er i forvejen bygget sådan, at modstanden ikke kommer til udtryk. Og derfor kan så den EU-tilbedende højadel på Christiansborg altid være sikker på opbakning i baglandet. Ikke bare opbakning, men fuld opbakning, som det i dag siges i Berlingske Tidende.

Bladets medarbejder, Bo Bjørke, har ringet til alle 103 kredsformænd i Socialdemokratiet. Bladet ville vide, om Danmark skal tilslutte sig euroen, EUs møntunion. 78 af dem har svaret. Og 83,3 procent af dem, der svarer, mener, at vi skal sige ja.

Det er godt nok mange, men ikke overraskende, for kredsformændene er jo valgt af folk, der hverken er kasteløse eller urørlige, men som stort set har de parti-rigtige meninger. De socialdemokratiske modstandere er kloge nok til at holde sig ude af vælgerforeninger, der hellere ser deres hæl end deres tå, og som nægter dem enhver indflydelse og politisk fremtid.

Artiklen, der er skrevet af en anden af Berlingske Tidendes medarbejdere, Bent Winther, er lidt talmagisk i kanterne. Der er 65 kredsformænd, der har sagt ja. De udgør 67 procent af alle kredsformænd i Socialdemokratiet. Og 67 procent ja til euroen blandt socialdemokratiske kredsformænd siger ud fra al erfaring, at der er et stort flertal af euro-modstandere blandt socialdemokratiets vælgere. I hvert fald er der ikke med 67 procent ja dækning for Berlingske Tidendes ordvalg - fuld opbakning.

Socialdemokratiet lider af kunstig enighed. Og det er en sygdom, der smitter hele folkestyret. Hvis socialdemokraterne endnu engang lader sig forlede af den såkaldte "fulde opbakning", så har partiet lært for lidt af vinterens og vårens krise i partiet.

Det kan siges rent ud, at som måling af tilstanden i det danske folkestyre er en udspørgen af socialdemokratiske kredsformænd det mest ligegyldige tidsfordriv, som tænkes kan. Den hele spørge-leg er så luftig som tilfredsheden hos den brevdue-ejer, der får ni af tyve brevduer hjem efter en flyvning, og som stolt siger til konen, at 100 procent af dem, der er kommet hjem, er kommet hjem.

Det, der virkelig tæller, er den kendsgerning, at hver fjerde socialdemokratiske vælger har forladt partiet i de år, da Socialdemokratiet under Poul Nyrup Rasmussens ledelse groft har svigtet sine EU-løfter til det danske folk og endog de forbehold, som Socialdemokratiet og de andre EU-partier vedtog i folketinget, før de kom til afstemning blandt danskerne. Den kunstige enighed har kun een eneste grund - de uenige er skubbet ud af partiet, fordi man har nægtet dem hjemstedsret, indflydelse og gjort dem kasteløse.

© Poul Erik Søe 22. august 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside