Balkans gamle slaver i
nutidig undertrykkelse

Sigøjnerne i livsfarlig klemme efter Kosova-krigen

Tusinder af sigøjnere flygter fra Kosova. Meget store grupper af angste familier er kommet til Italien, hvor de vil blive blive vist ud igen. Det ser altså ud til, at EU-landene ikke er rede til at svare for følgerne af den krig, som man undervejs brystede sig så meget af.

Det er indlysende, at opgaven i Kosova ikke kan klares fra dag til dag. Det er lige så selvsagt, at der efter krigen er had mellem serbere og albanere i en endnu voldsommere grad end før folke-udrensningen og bomberne. Ingen dansker, der husker vort eget folks had til tyskerne i dagene efter befrielsen 5. maj 1945, kan hævde ikke at kende de dybe følelser, som nu hersker i Kosova og Serbien.

Det ses nu som en kendsgerning, også i NATO, at det ikke var bombningerne, der fremkaldte den ny freds-aftale. Det var ikke krigen, men underhånds-drøftelserne, der skabte aftalen, især det russiske nej til fortsat støtte af Rest-Jugoslavien. Og det var hverken NATO eller EU, der havde indflydelse på freds-aftalens fremkomst, men de store industri-landes stævnemøder i G7 med Rusland, som standsede bombningerne, men ikke borgerkrigen. Rusland har taget sig godt betalt for at spille med. Pludselig triller kreditterne til det nødramte land ud af ærmerne. Noget for noget, når venskab skal holdes.

Tilstanden i området er ikke bedret. Serbere jager nu albanere ud af selve Rest-Jugoslavien, efter meldingerne forfølges albanerne efter den samme grusomme opskrift, der blev brugt i selve Kosova. Og albanerne i Kosova bruger serbernes fremgangsmåder mod serberne selv.

FN, der især af USA var sat ud af spillet såvel i drøftelserne forud for krigen som under krigen, kan nu bruges igen - til den nærmest umulige opgave at standse den fortsatte indbyrdeskrig eller i hvert fald dens værste følger. Lige som det er forståeligt, at drab og forfølgelse ikke standser øjeblikkeligt, fordi verdens rigeste lande handler i porten med det fattige Rusland, er det forståeligt, at de soldater, der fra mange lande er sat på opgaven, ikke straks kan standse had og vold.

Enhver vidste, at det folkelige puslespil på Balkan havde flere brikker, end der kan kunne være i æsken. Og i hvert fald flere end generaler kunne overskue. Kosova-krigen har derfor helt vilkårlige følger, ikke kun for albanere og serbere, men også for et folkeligt mindretal som sigøjnerne, der er endt som den brik, der ikke passer i spillet.

Det er indlysende, at krigen ført til voldsom forstørrelse af modsætningerne i området, og deraf følger, at de lande, der valgte krigens form uden om FN, har et helt særligt ansvar. Det gælder også Danmark. Med dansk FN-politik som historisk baggrund har vi - sammen med de andre nordiske lande - en pligt til at fastholde et særligt værn for truede folkelige mindretal. Kosova-krigen har bragt områdets sigøjnere i livsfarlig klemme. Og det ser ikke ud til, at de finder nåde hos de øvrige indbyggere i området.

Det opløste gamle Jugoslavien havde over 600.000 sigøjnere, det største antal af dette folkelige mindretal. Man regner med, at der er knap en halv million sigøjnere i hvert af landene Rumænien, Spanien og Ungarn. I det gamle Sovjetunionen var der omkring 400.000. Der er også mange i det nordlige Afrika, og USA tog imod omkring 100.000 sigøjnere efter Tysklands forfølgelse af og folkemord på sigøjnerne under nazismen. I hele verden er der lige så mange sigøjnere, som der er danskere.

Sigøjnerne er et folk, der udvandrede fra det nordlige Indien på Knud den Stores tid herhjemme, i tiden efter år 1000. De var fordrevet af hjemlige krige og nåede det sydlige Europa i den sidste fjerdedel af 1200-tallet. Især slog de sig ned på Balkan. De har i førstningen være frie folk. Mange tjente til dagen og vejen som tømrere og metal-arbejdere. Under korstogene var dele af Balkan pludselig afhængig af sigøjnernes kunnen, fordi de stedlige folk, mest bønder, var teknisk bagud i forhold til de nærliggende dele af Europa.

Også sigøjnerne selv blev afhængige af områdets økonomi, og de stedlige folks modtræk mod sigøjnerne var at gøre dem til godsejernes ejendom, hvad der langsomt førte til, at sigøjnerne blev Balkans slaver. De stedlige folk var så afhængige af sigøjnernes arbejde, at der blev indført strenge love for at holde på dem. De blev gjort til personlig ejendom for godsejere, men også for kirken og de styrende krigsherrer.

Basil af Moldavien lavede i 1654 en lov, der medførte dødsstraf for den sigøjner-slave, der voldtog en hvid kvinde, hvad der ifølge samme lov var straffrit for andre. Sigøjnerne blev brugt som slave på landbrugsjorden og i husene. Nogle var statsslaver med tre hoved-opgaver, guld-udvaskning, ske-mageri og træning af bjørne til underholdning. Nogle slaver blev kaldt laiesi og havde ret til at rejse landet rundt som som smede, kobbersmede, beslag-smede, kalkere, musikere og fremstillere af korn-sigter.

Med jordbrugs-slaverne havde ejerne ikke meget at gøre. Der var overseere til at gøre det grusomme, helt i den opskrift, som kendes fra afrikanernes slaveri i Amerika. Husslaverne blev forbudt at tale deres eget sprog, romani. De var til rådighed også kønsligt for herskabet, og en lov bestemte, at hvis en sigøjner blev taget som elskerinde, så var hun fri efter husherrens død, og det samme var børn, som var en følge af forholdet. I en lov så sent som 1818 siges det, at et barn, født af en slave, selv er slave. Og loven siger også, at "sigøjnere er født slaver". I 1883 kom der er lov, der forbød giftermål mellem slaverne uden ejerens tilladelse. Slave-frigørelsen kom, påvirket af den amerikanske, først langsomt efter midten af 1800-tallet.

Europa kan som helhed ikke sige sig bedre end Balkan, når det handler om at gøre sigøjnerne til trælle. Renæssancens England under kong Edvard den Fjerde gennemførte en lov om, at sigøjnerne skulle brændemærkes med et V på brystet og gøres til slaver for to år. Flygtede de, fik de tilføjet brændemærket S og gjort til slaver for livstid. Fra 1538 gjorde Spanien sigøjnerne til slaver som personlig ejendom, og Spanien udskibede sigøjnere til slaver i Amerika. Columbus havde tre med ombord på sin tredie rejse. I 1700-tallet kom en spansk lov, der tillod overførsel af sigøjnere til den spanske koloni Louisiana som slaver. Et blandings-samfund af folk, der nedstammer fra afrikanske trælle og sigøjner-slaver, lever den dag i dag i Louisiana. Portugiserne sendte sigøjnerne til det, der nu hedder Brasilien, som slaver. Under Katharina den Store var sigøjnernes statens slaver i Rusland. I Skotland levede de under slave-vilkår som arbejdere i kulminerne. I 1600- og 1700-tallet sendte England og Skotland sigøjnere til Virginia og Jamaica som slaver.

Sigøjnerne ser med rette i deres egen historie sig selv som det hvide Europas slaver og mener ikke, at europæerne har noget at lade amerikanerne høre. Dertil kommer den byrde, som det lille folk måtte bære i anden verdenskrig. Straks efter Hitlers magt-overtagelse blev de første sigøjnere sendt i lukkede arbejdslejre. Omkring en halv million sigøjnere blev udryddet under Tysklands nazisme.

Tysklands nazisme var dog særligt optaget af to sigøjner-slægter, der ifølge den nazistiske galskab var "oprindelige". Kommandanten i Auschwitz, Rudolf Höss, har i sine erindringer, skrevet i fængslet, fortalt: "Allerede længe før krigen var mange sigøjnere blevet sat ind i kz-lejre som et led i kampagnen mod asociale. Inden for rigskriminalpolitiet var der et kontor, der udelukkende beskæftigede sig med at overvåge sigøjnerne. I sigøjnerlejrene gjorde man vedvarende jagt på tilvandrede, som ikke var sigøjnere, og indsatte dem i kz-lejre som arbejdssky eller asociale. Desuden undersøgte man gang på gang sigøjnerlejrene af biologiske grunde. Rigsfører for SS, Heinrich Himmler, ville være sikker på, at de to store hovedstammer af sigøjnere blev bevaret. Efter Himmlers mening var de direkte efterkommere af de indogermanske urfolk og havde bevaret deres levemåde og sæder temmelig ren. De skulle nu alle samles i forskningsøjemed, nøjagtig registreres og fredes som mindesmærker. Senere skulle de samles fra hele Europa og tildeles reservater, hvor de kunne bo."

Sigøjnerne som folkeligt mindretal, trælbundet gennem århundreder og forfulgt også i efterkrigens Europa, er nu på ny i livsfarlig klemme efter Kosova-krigen. Det vil være i pagt med de nordiske landes FN-politiske historie, om de straks sætter sig sammen og sikrer en indsats, der i helt særlig grad værner sigøjnerne, sikrer dem i området eller tager dem ud af helvedet.

© Poul Erik Søe 4. august 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside