Magthavernes sange
Blomsten visner i magtens næve - Grønlands, Færøernes og Danmarks frihed solgt i frihedens eget navn

Demokratiets evne til overlevelse forfører de folkevalgte til at bruge netop de fremgangsmåder, som demokratiet kæmper imod. Demokratiet bliver et spejlbillede af det voldelige eneherskeri, som demokratiet just er til for at hindre. Blomsten visner i magtens næve

Det er ikke noget nyt. Demokratiet har det sværest netop i de kriser, som er fremkaldt af demokratiets modstandere, og just som demokratiet skal vise sin egenart, svigter demokraterne demokratiet og bliver udemokratiske.

Igen og igen, når vi tror, demokratiet har sejret, afsløres det år efter, at demokratiet kun sejrede, fordi det holdt op med at være demokratisk. Just de folk, der er valgt for at værne demokratiet, forråder det, når det virkelig gælder.

Der er mange svigt, og netop nu myldrer de frem. Østre landsrets dom i Thule-sagen kommer samtidig med, at færingerne er færdige med deres hvidbog om fremtidigt selvstyre. Der blev brugt udemokratisk tvang mod grønlænderne i Thule. Der er sket misbrug af Færøerne uden om øernes eget demokrati for at tækkes USA. Grønlænderne og færingerne vil spørges i fremtiden. Og egentlig er det jo ikke kun grønlændernes og færingernes frihed, der er krænket, men også danskernes. Krænket just af dem, der hævdede at ville værne friheden.

Det gale er ikke, at USA i NATO-fællesskabets navn ville bruge områder inden for rigsfællesskabet til at opbygge værn mod østblokken under den kolde krig. Enhver og især det amerikanske folk kan selvsagt undre sig over, hvordan det i årtier lykkedes at bilde den vestlige verden ind, at det sovjetiske militær var på højde med det vestlige, når det ved kommunist-magtens ophør viste sig, at øst-militæret var udueligt og ubrugeligt. Der har været andre kræfter på spil end just de sikkerhedsmæssige.

Men spion-meldingerne blev taget for pålydende værdi. Og der er ringe grund til at anke over, at danske politikere lod sig voldføre som de fleste andre. Det gale er, at den oppiskede stemning blev brugt til også at voldføre demokratiet. Det er der nu dom for. NATO blevet skabt for at værne demokratiet. Det er første bud i den Atlant-pagt, der ligger grund for NATO. Vi er alle på løs grund, hvis demokratiet kun kan opretholdes ved at styre uden om demokratiet.

Det var ulovligt, hvad der skete mod Thule-boerne, da de blev flyttet fra deres bygd for at skabe plads for en amerikansk luftbase. Det var løgn, når folkevalgte danske politikere sagde, at flytningen skete frivilligt. Det var tvang, siger Østre Landsrets dom.

Nu jubles der over, at Thule-boerne 46 år efter har fået ret og tildelt lidt håndører. Vi har et godt retsvæsen, hedder det samstemmigt. Og det er da rigtigt, at Østre landsret, der i politisk ømme sager havde fået for vane at frikende staten, er blevet tæsket på plads af højesteret, som på det seneste er vågnet op af frygt for at blive underdomstol i Unionen.

Mange Thule-boere, som sagen vedrører, er døde. Det er mindet, der har fået oprejsning. Men det skal heller ikke glemmes, at de danskere, der under den kolde krig turde sige det samme, som Østre landsret er nået frem til, blev forfulgt af efterretningstjenesterne og udelukket fra statens stillinger.

Der var lager af atomvåben på Thule-basen. Skønt det meget store flertal i folketinget var imod atomvåben på dansk jord. Dansk udenrigspolitik brystede sig af den holdning og deltog ivrigt i drøftelser af atomvåbenfri områder ned gennem Europa som stødpude mellem de store militær-blokke. I dag ved vi fra amerikanske stats-skrivestuer, der er langt mere åbne end de danske, at det var en dansk statsminister, der sagde ja til atomvåben i Grønland.

Statsministeren hed H C Hansen, en af de hædrede statsmænd og på mange måder med god grund - ikke mindst for holdningen under anden verdenskrig. Men hans omdømme er ødelagt, fordi han sagde ja til en fremmed magts atomvåben, mens han i sit eget folk høstede stemmer på at tale imod atomvåben på dansk jord. H C Hansen sagde ja uden om demokratiet. Han røbede ikke sin aftale med USA hverken til de nærmeste i sin egen regering eller til folketingets parti-ledere. Og ingen i Grønland blev underrettet. End ikke under krigen med Hitler gik nogen folkevalgt så vidt som H C Hansen i fredstid.

Østre landsrets dom er en fodnote til historien om den kolde krig. Men dommen presser neglen ned i demokratiets nutidige sår. Har vi demokrati på skrømt? Er demokrati som styreform kun i stand til at fordele penge mellem rig og fattig og holde asfalten på landevejen ved lige? Ophører demokratiet i samme øjeblik, det er alvor? Kan en statsminister aldeles på egen hånd ophæve demokratiet af sikkerhedspolitiske grunde - eller kan vi lære af det skete og indrette os, så demokratiet ikke opgives som styreform, just når vi i fællig med andre folk skal værne demokratiet?

Samme krænkelse er sket på Færøerne. USA opstillede 1959-61 de såkaldte LORAN-C navigations-stationer på Færøerne og i Norge. LORAN kommer af LOng RANge - lang rækkevidde. Opstillingen var ikke i sig selv hemmelig. Men det var skjult for færingerne - og formentlig også for ledende danske politikere, at den færøske stations vigtigste formål var den amerikanske atombevæbning. De folkevalgte på Færøerne spurgte, men fik ikke ærlige svar. Demokratiet blev skubbet til side, så NATO kunne komme til at værne demokratiet. 

Nylig oplyste en tidligere leder af Politiets Efterretningstjeneste, at da VKR-regeringen i folketinget havde gennemført en sletning af ulovlig registrering, så påbød den daværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen, efterretningstjenesten at fortsætte med ulovlighederne. Erik Ninn-Hansen husker intet om det, ikke engang at der har været en samtale. Påstand står mod påstand, og spørgsmålet er igen rejst, om demokratiet kun kan værne sig selv ved at være udemokratisk, og at vi derfor i selve kernen af vor samfunds-opbygning i virkeligheden slet ikke har demokrati, men skjult enevælde.

Vi skal selvsagt blive ved med at undersøge den slags sager - og at dømme, som Østre landsret nu har gjort det. Også selvom det oftest sker, når de fleste lovbrydere og ofre er døde. Men vi skal ikke dumme os og tro, at demokratiets kerne-krise kun er historie. Det vigtige er, at vi har mod til at se virkeligheden i øjnene. Ikke kun, at demokratiet altid er truet af de voldelige ideologier, deres eneherskere og håndlangere. Men at demokratiet er mest truet, når demokraterne ikke selv tror på demokratiet.

Og vi skal have mod til at se i øjnene, at demokratiets brist ikke skyldes enkelt-mennesker. Selvsagt skal de folkevalgte og embedsmænd, som har svigtet det demokratiske system, dømmes på deres handlinger. Men vi undergraver demokratiets overlevelses-evne, hvis vi tror, at det blot er enkelt-mennesker, der har svigtet.

De, der kom tæt på H C Hansen, også før han blev statsminister, ved, at han gik ind i politik, ikke som stræber eller magtmenneske, men med en ung drøm, et mål, der rakte ud over ham selv. Det er ikke for meget sagt, at han hører til de fremmeste i dansk demokrati. Derfor er netop hans svigten af demokratiet så vigtig for eftertiden. Vi må sikre os et demokrati, der er løsningen, ikke kun i dagligdagen, men i samfundets værste kriser.

Vi må kæmpe os frem til et demokrati, der ikke kun er for den unge drømmer, men holdbar, brugbar og eneste udvej, også når det brænder på. Demokrati er et stykke arbejde, der skal gøres. Af og til kan det endog være et stykke beskidt arbejde. Men selv det beskidte tillader ikke diktaturets arbejdsmåder. Også i det arbejde er der kun een grundtone, demokratiets.

H C Hansen døde, da han mistede demokratiets nytårs-håb. Men kan kendte det håb som få. I tredivernes krise skrev han et digt, der nu står i Højskolesangbogen. Det blev første gang trykt i ”Social-Demokraten”. netop på en nytårsdag, i 1933.

Det er en sang, hvor arbejdet er kraften og en værdi. Det er en bysang om historien. Fra oldtiden, da stenøksen formede træet til plov, lyder arbejdets sang. Mennesket holder stenøksen i hånden, ikke for at dræbe, men for at skabe. Stenens kraft omsættes til skabende værdi. Det er også historiens sang om arbejdets værdi, der lyder fra minegangene, fra værkstederne, fra skibene og togene, fra brobyggeriet. Arbejdet er ingen forbandelse for arbejdernes politiske leder, som skrev digtet. Det stykke arbejde, som hedder demokrati, er heller ingen forbandelse, når demokratiet er både ung drøm og moden virkelighed. Når demokraten kan være sit arbejde bekendt.

Fra seklernes morgen der stiger en sang
i vældige rytmer, i dybrolig klang.
Den toned, da stenøksen dunked i skov,
den nynned, da træet blev formet til plov,
dens rytmer gav liv gennem dagen så lang.
Det var arbejdets sang.

Den brummed og brummer fra grubernes gem,
den steg, og den stiger fra værksteder frem.
Når stemplerne går i fabrikkernes rum,
når dampskibets skrue slår havet til skum,
da bruser dens toner i dagen så lang.
Det er arbejdets sang.

Når jernskinner gungrer af hastende tog,
og dampen er presset til rasende kog,
når brobuer spændes i vældige drag,
når dunkle tunneler blir sprængte med brag,
da bruser det bredt gennem dagen så lang.
Det er arbejdets sang.

© Poul Erik Søe 21. august 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside