Gratis ferie-rejser er
bedre end lav skat
Venstres Peter Brixtoftes har overtaget kommunismens fritids-styring og vil umyndiggøre gamle for skatte-penge

Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
ak, men det er ikke de!
bedre, tror jeg vidst, hun kvæder,
men – tilgiver, at jeg græder!
                       Oehlenschläger

Det er ikke længere nødvendigt at søge selvmord ved at skære begge håndpulsårer over for at komme på rejse med det offentlige. I Farum kommune vil den, der er gammel nok, blive sendt sydpå to uger om året for at blive gladere og mindre syg. Rejsen er gratis, sådan da. Rejsen sker på kommunens regning. Kommunen har kun een slags kroner, skattekroner. Og skattekroner kommer fra skatteyderne. Skatteyderne er dem, der ikke er gamle nok til at blive sendt på gratis rejse.

Da det er 1. august og ikke 1. april, må man tro ordene, som bringes af Berlingske Tidende. Bladet skriver, at Farum byråd tirsdag skal drøfte ferie-forslaget, som vil koste 7-8 millioner kroner om året, omkring 4500 for hver pensionist. Ordene er her gengivet fra Danmarks Radios tekst-tv.

Bladet har talt med Farums borgmester, Venstres pjankehoved Peter Brixtofte, der siger, at de gratis gamle-rejser vil presse skatteprocenten op. Men i forvejen bliver det svært at undgå højere skat, mener Brixtofte. Desuden siger han, at tilbuddet er en meget synlig ting, som er nemmere at forholde sig til end en lav skat.

De folkevalgte i kommunerne har jo altid gjort noget smukt for de gamle, i hvert fald een gang om året. Dengang hed det De gamles udflugt. Egnens rige, som dengang var dem, der havde biler, kørte uden vederlag for de gamle, som i et stort optog blev bragt et sted hen, mindst femten kilometer fra bopælen, for at få fremmed mad og en tale af borgmesteren.

Borgmester-talen var det vigtigste. For i talen fik borgmesteren nævnt, at han og hans parti gjorde meget for de gamle, og han glemte ikke at takke dem, der havde biler, så de også kunne føle sig gode. Og mens konen bagefter støvsugede bilen efter de gamles brug af den, så så stod manden og fortalte om alle de pudsige gamle, der ind imellem kunne sige noget helt fornuftigt. Og i flere dage følte bilejerne sig gode, indtil først bilens lugt af gammeltøj, siden den gode samvittighed gik væk.

Gammel--udflugterne findes endnu mange steder, og i nogle sogne har indholdet ændret sig. Så man kan sige, at der intet sært er ved Peter Brixtoftes og Farum kommunes indfald med gratis-rejser. De er blot en nutidig udgave af de gammeltids udflugter.

Man kan selvsagt mumle, at adskillige gamle med hjerte-syge ville have bedre af at komme nordpå end sydpå, men nord findes ikke på Brixtoftes kompas. Sært vil det også være for nogle gamle, at de ikke har råd til at rejse til slægtninge i andre dele af Danmark eller at gæste deres barndomsegn, men at de på Farum kommunes regning kan blive sendt til Spanien.

Og andre vil have øje for, at det er et særtilbud for Farums omkring 1500 gamle. Men tanken vil brede sig til andre kommuner, og hvorfor være så tvær? Meningen er selvsagt, at kommunen vil gøre hovedrent hos de gamle, mens de er på fjorten dages gratis ferie.

For det er selvsagt en pudsig velfærdsstat, der ikke har penge og folk til at fjerne støvlaget på bord og gulv selv hos alvorligt syge, men som har råd til at sende enhver over den offentlige gammel-grænse på gratis ferie i udlandet. Mange gamle mangler de nødvendigste hjælpemidler, som deres sygdom kræver. De vil ikke kunne rejse uden at have hjælper med, og så er prisen en ganske anden end de 4500 kr. Men meningen er nok, at kun de raske skal af sted, så de raske kan blive raskere - og de glade gladere. Resten kan så et sted nede under støvlaget glæde sig over, at de har sådan en flink borgmester. Og syge gamle er jo ikke synlige. De viser sig slet ikke. Så dem er der ingen parti-reklame i.

Ifølge Brixtofte selv i ordene til Berlingske Tidende vil skatterne stige som følge af de gratis rejser. Brixtofte trøster sig med, at skatterne nok ville stige alligevel. Pengene ligger bedst i borgernes lommer, som Brixtoftes parti var med til at hævde i en årrække. Men den liberale trend, som det hedder på farumsk, er borger-tøj uden lommer, for borgere bør slet ikke gå med penge. Kommunen, det offentlige, er langt bedre til at forvalte folks penge, end folk selv er. Folk bruger jo bare pengene. Sådan er folk. Og det byder Venstre voldsomt imod.

Helt vidunderlige er Venstre-borgmesterens ord om, at "så er tilbuddet er en synlig ting, som er nemmere at forholde sig til end en lav skat". Hvad er det, manden siger? Jo, at lav skat er svær at forholde sig til. Lav skat gør altså ikke indtryk på folk. Vælgerne husker ikke, hvilken dygtig borgmester, kommunen har, bare fordi skatten er lav. Den lave skat er usynlig. Den får man hverken ros, ære eller stemmer for.

Brixtoftes tankegang er ikke den, at skat kræves ind, for at det nødvendige fælles i samfundet kan blive gjort. Nej, skat er det middel, hvorved politikeren gør sig synlig, bemærket og større. Skat er efter Brixtoftes syn et magtmiddel, som politikeren har til fri rådighed, når han ønsker at gøre sig selv synlig ved at udstille sin egen godhed, omsorg og næstekærlighed.

Taget følgestrengt er Brixtofte standset alt for tidligt op. Han skal indkræve endnu mer skat i Farum, så han kan tildele hver eneste borger fra barneværelse til gamlehjem en gratis udlands-ferie hvert år. Det vil være synligt. Alle vil kunne se, hvilken fremragende politisk tænker og borgmester Brixtofte er.

Man har altid - med rette - hørt fra partiet Venstre, at det er dyrt at gå omvejen ad det offentlige. Når det ikke er borgeren, men det offentlige, der sætter i værk, så hedder misvæksten forvaltning, som sluger en stor del af pengene. Men det kan nok tjenes ind på masse-indkøb af rejserne. Især hvis alle gamle sikres samme rejse-mål, så de kan møde andre gamle danske på ferie samme sted. Brixtofte står ikke med de tomme hænder, for den fremgangsmåde er gennemprøvet i det gamle Sovjetunionen. Kommunismens rejse-tilrettelæggere var virkelig fagfolk, når det gjaldt om at sikre, at folk altid var hjemme, også når de var ude.

Det vil hurtigt vise sig, at udgifterne til gammel-ferierne bliver langt større end de 7-8 millioner, der nu tales om. Inden længe vil Farum Kommune "føle sig tvunget" til i udlandet købe eller bygge ferie-steder, som helt sikkert får et eller center-navn med en borgmester-tale oven i handelen. Hvis Peter Brixtofte er hurtig, og det er han, kan han uden vanskelighed overtage flere hundrede af kommunismens gamle ferie-steder, som ingen længere vil komme på, og som ingen har råd til at gæste mer. Sådan mødes da smukt kommunismens system-styrede fritids-politik med liberalismens alt for lavt skattede nutids-borgmester - i hvert fald på ferie.

Brixtoftes forslag er hverken omsorg er eller næstekærlighed, men snu taktisk ballon-opsendelse for at få stemmer, sikkert i håb om, at han bliver standset af folk længere oppe. Så vil han helt gratis kunne gå rundt og bryste sig af et omdømme, der bliver hængende fra sommer-varmen, og som også denne artikel bidrager til. Grundlæggende er der tale om en umyndiggørelse, dels af de borgere, der er skatteydere, dels af de gamle, der lige som alle andre har krav på at blive taget så alvorligt, at de kan vælge også ferien i frihed og under ansvar. Brixtofte er alt det, han skylder socialdemokraterne for at være - og så i en aldeles krænkende form og med groft udnyttende politiker-snuhed.

© Poul Erik Søe. 1. august 1999

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside