Fordomsfri og fordumsfri

Venstres tidligere indenrigsminister Thor Pedersen er slumpet til et nyt ord. Måske er det blot opfundet af en, der har skrevet rent for ham, men nyskabelsen er ikke så dum.

Venstre har udsendt en artikel, hvor man kan læse: "Det er et stort fremskridt, hvis regeringen og Socialdemokratiet nu er villige til en fordumsfri debat omkring begrebet brugerbetaling, siger Venstres finanspolitiske ordfører, Thor Pedersen."

Det er ordet fordumsfri, der er løbet i pennen som ny blæk på gammelt pergament. Ordbogen kender allerede ordet fordums, som har tydningen "fortidig" eller "historisk". Venstre ser det altså som et fremskridt, at man nu kan drøfte brugerbetaling fordumsfrit, fri fra historien - historieløst.

Jeg ved da godt, at Thor Pedersen mener fordomsfri, men nyskabelsen fordumsfri er et langt sandere udsagn om det, der sker med skatter, velfærdsstats og brugerbetaling. Det er nemlig historieløs handling, der opfordres til i regeringens sære nye skrift på væggen.

Vi får at vide, at vi bliver så mange gamle, at der ikke længere er råd til at gøre velfærden bedre, og at vi derfor skal nøjes med den velfærd, vi har, og selv betale resten. Men det tilføjes, at hvis der bliver færre ledige, så kan vi godt få mere velfærd uden brugerbetaling. Det hele er vild overdrivelse. I to slægtled med fem familie-medlemmer er der en, som er over tres. Jamen, det lyder da helt naturligt.

Men politikernes udsagn er netop en fordumsfri skildring af virkeligheden, en historieløs holdning til fremtiden. Den brugerbetaling, regeringen varsler, og som Venstre ser som et fremskridt, har intet at gøre med tallet på gamle nu eller i fremtiden. Den brugerbetaling, som vi kender i forvejen, og som skal øges i fremtiden, skyldes alene, at den danske velfærdsstat skal tilpasses EU, så ensheden fremmes.

Skatter er jo også brugerbetaling. Men skatterne i EU skal være ens, og Danmark har længe, før EU overhovedet havde noget med skatter at gøre, tilpasset sig et tænkt gennemsnit i EU. Det er den politiske holdning, der styrer skattepolitikken, og det kan man bare sige os rent ud. Men det er grumt at påføre de nuværende og kommende gamle skylden for den EU-tilpasning, der er den egentlige drivkraft.

Danmark kunne holde sig uden for den meste skatte-tilpasning, hvis vi havde politikere, der gjorde, hvad de lovede. Men der føres jo politik på trods af folkeafstemningerne og på trods af løfterne til folket. Politikerne har en hemmelig viden, der hedder den skjulte EU-dagsorden, og deres ord tilpasses så fordumsfrit, historieløst til mål, der aldrig er godkendt af det danske folk.

Samtidig med regeringens salvelsesfulde, men falske fremstilling af ny bruger-betaling render økonomiminister Marianne Jelved rundt og græder over, at de 11 lande, der er med i den europæiske møntunion, euroen, holder møder om fælles skattepolitik. Og Marianne Jelved er ikke med. Derfor hulker hun.

Men den hulken er jo også fordumsfri. Det er Marianne Jelved selv, der har ønsket at stå uden for. Det er Marianne Jelved selv, der med sin regering, sit parti og sin partifælle, udenrigsministeren, har fremsat de lovforslag i folketinget, der fastsætter, at Danmark og dermed Marianne Jelved ikke er med. Og Marianne Jelved sammen med det overvejende flertal i folketinget stemte for, at sådan skulle det være. Og det skete, længe før det danske folk fik mulighed for at stemme om det. At Danmark er uden for møntunionen er helt og aldeles alene Jelveds, regeringens og det store folketings-flertals skyld.

Hvis Marianne Jelved ikke var så fordumsfri, så historieløs, så sammenkaldte hun selvsagt de fire lande, der er medlemmer af EU, men ikke med i euroen, til omgående møde om, hvilket modtræk der skal gøres over for de 11 lande, der så skrækkeligt holder møder uden om Marianne og blandt andre England og Sverige.

Marianne Jelved ved udmærket, at Danmarks økonomi er langt, langt bedre end i samtlige de lande, der er med i euroen. Den sidste uge har på verdensplan tydeliggjort, at det er tilstanden. Det samme gælder beskæftigelsen.

Danmark har tilmed en økonomi, der fuldt ud sikrer muligheden for at føre selvstændig skattepolitik. Men muligheden vil ikke blive brugt, fordi Marianne Jelved vil af med den økonomiske selvstændighed og med vold og magt ind i eurobankens bur.

Hun vil sælge netop den selvstændighed, der har ført dansk økonomi til toppen på verdensplan, for at føre os ind under den ustabile, stærkt svækkede euro og den ledigheds-skabende politik, som i euro-landene har forgiftet møntunionens mange tilblivelses-år og med arbejdsløshed ødelagt millioners skæbne.

Måske det nyskabte politiske ord, fordumsfri, skal læses på en helt anden måde. Magthaverne vil være fri for de dumme. Og det er os - det uvidende danske folk, der stædigt ikke vil sin egen ulykke.

© Poul Erik Søe. 28. august 1999

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside