Partiformanden,
der gik, før hun kom

Pia Christmas Møller valgte selv at blive den spåede "midlertidige løsning"

Det konservative Folkeparti er igen uden leder. I hvert fald ifølge Radioavisen, som siger, at Pia Christmas-Møller går med øjeblikkelig virkning, og at hun vil fortælle danskerne det i løbet af dagen.

Det vil ikke overraske danskerne. heller ikke den rest, der endnu er konservative. Det overrasker mindst af alle Pia Christmas-Møller selv. I sommerens nye strid, som bare er en opkogning af den gamle, blev Pia Christmas-Møller kaldt "en midlertidig løsning". Det blev hun med rette vred over, men har nu selv indfriet spådommen.

Pia Christmas-Møllers magtafkald er ikke af den frodige slags, for ellers er magtafkald stadig en mangelvare hos de konservative. Det er dog i det daglige, der skal være vilje til magtafkald, udskiftningerne i toppen een gang til er blot endnu en opgiven over for en en uløselig opgave.

Bortset fra Pia Christmas-Møller selv, der havde øje for krænkelsen, var der ikke andre, der kunne undre sig over ordene om, at hun var en "midlertidig løsning". Det gælder dog i endnu højere grad hendes følgesvend, næstkommanderende Helge Adam Møller. Ingen af dem har valgt sig et sprog, der taler til fællesskab blandt konservative eller blandt danskere som helhed.

Helge Adam Møller, der optræder i husar-uniform til dronninge-fester, skønt han kan vælge at komme som husar eller konservativt folketingsmedlem, sagde om Pia Christmas-Møller og sig selv, at de var "en fredsbevarende styrke". Om tilstanden i partiet brugte han udtrykket "krigstilstand". Enhver kan høre, at ordvalget er blevet til på den høje hest, som imidlertid var rendt fra slaget mellem benene på Helge Adam Møller.

Pia Christmas-Møller er der ingen grund til at fælde hård dom over. Hun havde ikke ingen mulighed for at vise, hvad hun duer til. I hvert fald duede det, hun havde mulighed for, ikke. Hun blev sat på en post, som de fleste ville være gået uden om i en stor bue. Og det kan siges om hende, om at trofastheden mod partiet var til stede. Det lå i selve godtagelsen af at blive leder i partiet. Og det lå i fastholdelsen af posten, skønt alt ramlede omkring hende.

Pia Christmas-Møller ejer ikke - eller havde ikke mulighed for at vise åbenhed og smidighed. Helt kluntet gik det, da hun smed den konservative folketingsmand Frank Dahlgaard ud. Grunden var set med Pia Christmas-Møllers briller god nok, nemlig at Frank Dahlgaard ved EU-parlamentsvalget havde stemt på et andet parti end det konservative. Det var der mange andre end Frank Dahlgaard, der gjorde, for der er mange konservative EU-modstandere, men de var ikke folketingsmedlemmer og kunne vanskeligt smides på porten.

Udsmidningen afslørede trods ordenes styrke, at der ingen fast hånd var hos de konservative. Og den alt for voldsomme stemmeføring stod i for stor modsætning til Helge Adam Møllers ord forud om Frank Dahlgaards kryds på Mogens Camre. Helge Adam Møller sagde med et udtryk fra husar-stalden, at Frank Dahlgaard skulle have "den største røffel", men talte ikke om udsmidning. Senere på dagen tog man så fyren ved kraven, men med hænder, der rystede med samme styrke som stemmen.

Men den tydelige rysten på hånden og den truende næve mod journalisterne, der spurgte til udsmidningen, ændrede sig hastigt sig til hændervriden. Også her var der mere end god grund. Det konservative Folkepartis landsformand, Poul Andreassen, nåede at få sagt noget om, at Pia Christmas-Møller ikke sad som formand for evigt.

Nu viser det sig, at udsmidnings-sagen har ført til Pia Christmas-Møllers egen afgang. Igen er det den konservative landsformand Poul Andreasen, der ikke bare står med opsmøgede ærmer i porten, men optræder som Mestermanden ved de blodige kar. Han har på et møde i sommervarmen opfordret Pia Christmas-Møller til at gå. Og den opfordring følger Pia Christmas-Møller, taktisk med et lille halesving, hun ellers ikke har vist megen evne for, ved at gå en uge, før partiet er klar til en afløser.

Mon dog ikke Poul Andreassen skulle slå følge med Pia Christmas-Møller ud gennem døren. Demokratisk set er det ikke rart at tænke på Andreassens mærkelige indblanding i folketingsgruppens forhold ude fra. Når han blev valgt som landsformand, altså formand for de konservative vælger-foreninger i fællig, var det ud fra den nu næsten gammeldaws erhvervs-sygdom, som greb alle i samfundet en overgang og førte til pengekundskabens magt over åndslivet på Det kongelige Teater, i Danmarks Radio og så mange andre steder.

Det borgerlige Danmark må undre sig over den menneskelige ukyndighed i Det konservative Folkeparti. Splittelsen, krigstilstanden og den helt særlige form for "den åbne dørs politik", hvor ingen aner, hvem der er ude eller inde, hindrer en borgerlig regering. Der kan være tre år til et valg, men egentlig er det statsministeren selv, der kan vælge datoen, troligt nok efter samtale med Marianne Jelved. Selvsagt har Nyrup Rasmussen selv længe stået i døren, efter at være gået fra nederlag til nederlag, men hans politiske modstandere på tinge kan jo køre sagerne så dårligt, at han pludselig om ikke vender i døren, så går baglæns ind.

© Poul Erik Søe 2. august 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside