Bendt Bendtsen ligner
en ny Poul Sørensen

Den ny konservative leder kan blive mere end den mindst ringe løsning

Det konservative Folkepartis nye leder, Bendt Bendtsen, ser umiddelbart ud til at være mere end det, Berlingske Tidende i dag kalder "den mindst ringe løsning". Det er nemt nok at se, hvad han ikke er. Og førstedagen tydede ikke på opsparet politisk fornyelse, som nu skulle udklækkes på årets varmeste dag. Men det er også overraskende let at se, hvorfor netop han blev udset til at løse den krise, partiet er i.

Den smule politik, der kunne vrides ud af ham i dagens løb, var hverken af ånd eller eller lyst. Selv den argeste modstander af de konservative ville ikke kunne hidse sig op over dagens budskab, og selv den ivrigste konservative ville ikke kunne føle sig nyfødt af fremstormende tanker.

Det er der gode grunde til. Manden er kommet til på slump, udløst af hændelser, der ikke kunne spås for få dage siden. Han har ikke haft tid til eller mulighed for at gennemtænke en nødvendig, ny konservativ dagskrå. Derfor kan der jo sagtens være mere guf end dagens eneste ret på madplanen, mere udbytte til borgerne for de samme skattekroner. Men en ny mand i en ny stol skal da have tid til at tale fremtidssynet igennem med de øvrige i ledelsen, og da de konservative vælgere har ventet så længe på skiftende partiledelser, så må der også kunne blive et par uger mindst til Bendt Bendtsen med følge.

I Danmarks Radios udsendelse "Profilen" i aften var det tyndt med politik, selvom slagordene hos de konservative er, at nu skal der tales politik og ikke personer. Det var ikke udspørgerens skyld, at der manglede politik. Da Bendt Bendtsen, som han måtte vente det, blev spurgt om udsmidningen af den konservative EU-modsiger Frank Dahlgaard, så sagde han kun selvfølgeligheder om, at Dahlgaard var gået over grænsen ved at stemme på et andet parti. Han havde ikke sans for at bruge til spørgsmålet til at få sagt noget om den vitterlige vanskelighed, at mange konservative er enige i EU-modsigelsen. Det er selvsagt en politisk kunst, han må lære sig.

Men lyttede man bag om ordene i udsendelsen, så var det vigtigste - i hvert fald for de konservative, at man havde mulighed for at få indblik i hans valgte - eller af krisen fremkaldte - ledelses-form. Jeg så det som en genopstandelse for den styre-form, som Poul Sørensen i sin tid brugte i Det konservative Folkeparti. I det hele taget er der meget i Bendt Bendtsens fremtræden, som lever op til Poul Sørensen, og han er ikke det ringeste forbillede - for en konservativ.

Jeg ved selvsagt udmærket, at Poul Sørensen blev fremstillet som diktator og kaldt "partiejeren". Jeg har endda selv været med til at sætte det stempel på ham i min første tid som politisk journalist. Men når man gennem år fulgte Poul Sørensen som partileder, så måtte synet på ham ændres. Jeg skal ikke hævde, at Poul Sørensen ikke havde selvhævdende fremdrift, men han havde sans for, at han som politisk personlighed ikke havde omdømme og vælgertække til at få magt ad den vej.

Poul Sørensen valgte i stedet at være formidleren mellem partiets fløje, som også var til dengang, og som findes i ethvert parti. Det var Poul Sørensen, der sørgede for deling mellem fløjene af vigtige opgaver og ordførerskaber. Det var ham, der klogt udpegede partiets ministre til 1968-regeringen af Det radikale Venstre, Det konservative Folkeparti og Venstre, så alle konservative retninger måtte føle sig tilfreds.

Historisk må dommen over Poul Sørensen være en anden end samtidens. Når han nåede politisk magt, så var det i kraft af personligt magtafkald, ikke manglende vilje eller styre-lyst, men en indsigt i de muligheder, hans personlighed rummede, og især grænserne for dem. Når Bendt Bendtsen på sin førstedag siger, at man vil få ham meget mere at se i folketingssalen, så dækker ordene over den indsigt, der også var Poul Sørensens. Netop Sørensen styrede partiet fra folketingssalen, holdt sig på den vis i tråd med de enkelte medlemmer, vidste noget om deres løsninger på arbejdsopgaver og ordførerskaber.

Hvis Bendtsen holder sig til den erfaring, og sådan lød det, så kan det godt lykkes for Det konservative Folkeparti at genvinde pladsen som det konservatismens talerør, ethvert land må have. Person-modsætninger, der skyldes holdninger, er grundlæggende ikke af det onde, men forskelligheden kan netop nyttes frugtbart.

Umiddelbart kunne Bendt Bendtsen lige så godt være socialdemokrat eller Venstre-mand. På sin vis har han som offentligt ansat og med sin værnende hånd om 36 tønder land slægtsgård frit valg på alle hylder. Og de politiske ytringer, der slap over læberne om skatter, udliciteringer og venstrefløjen, var heller ikke i vejen for et andet politisk tilhørsforhold. Men en konservativ partileder, der kunne høre hjemme hos socialdemokraterne eller i Venstre, er jo ikke svag af den grund. Tværtimod kan det blive en styrke, fordi vælgere i dag så nemt som ingen ting vandrer fra socialdemokratiet til de konservative - dog for tiden mest til Venstre.

Derimod kunne Bendtsen tydeligt ikke forveksles med et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti. Og ganske vist har det danske og det konservative folkeparti fælles vælger-flok, men de konservative har selvsagt ingen som helst fremtid i blot at efterligne. Næsten uanset ståsted må man kunne se, at det er til samfundets fælles glæde, om konservatismen i Danmark forvaltes, så den virkelig er konservatisme og ikke render efter alt, som internationaliseringens modetrælleri finder på, og at konservatismen ikke ender som et ligegyldigt hylekor ude i yderlighederne.

Nå, det skal også handle om politik. Borgerne skal have mere ud af det offentlige for færre skattekroner, siger Bendtsen. Han vil gå til kamp mod tilskuds-Danmark, siger han. Man skal altid indlede hos sig selv, Bendtsen! Netop Det konservative Folkeparti har i et lukket finanslovs-forlig med socialdemokraterne uden nogen form for åben drøftelse i folket firedoblet partiernes tilskud. Det bliver da ændret nu - eller?

© Poul Erik Søe. 5. august 1999

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside