Mens Danmark
venter på brøker

Danske politikere drives fra standpunkt til standpunkt i Kosova-krigen, fordi man aldrig forberedte sig på det, man hævdede at føre krig imod

Som i børns mareridt blev computer-spillet pludselig levende. Ordet koldkrig havde, først i Iran, så i rest-Jugoslavien, fået ny mening. Krig kunne føres cool fra computeren, fra luften og uberørt af menneskehånd.

Indtil tre amerikanske soldater blev taget til fange af serberne. Og indtil et amerikansk fly faldt ned eller styrtede ned. Amerikanske fly bliver ikke skudt ned. De falder ned eller styrter ned. Alt andet er ærekrænkende.

Fra det øjeblik blev krigen levende. Til alles overraskelse viste det sig, at der var rigtigt levende mennesker i flyene, og hvor bomberne faldt. Og til alles overraskelse gjorde den serbiske regering, hvad man beskyldte den for - jagede Kosova-albanerne ud.

Det, som krigen skulle hindre, skete som aldrig før siden nazismens tid. Levende mennesker flygtede i tusindtal med døden i hælene. Virkeligheden fik Politikens tidligere chefredaktør, Herbert Pundik, til at sige, at krigen var tabt.

Det, som NATO var gået i krig for at hindre, blev malet alle for øje, undtagen de russiske fjernsyns-kiggere, som længe ikke måtte se noget til flygtninge. Sådan gør ortodokse serbere ikke, mente russerne, og når serberne alligevel gjorde det, skulle det skjules, indtil virkeligheden blev for virkelig.

Også FN, der med omhu af NATO og EU er holdt ude af Kosova-krigen, siger, at flygtninge-strømmen er etnisk udrensning. En pressemand kaldte flygtningene for Jugoslaviens "levende bombe", et modtræk mod computer-spillets kolde bomber, uberørte af menneskehånd.

Rædslen var, at det, som NATO hævdede at have forudset, var NATO og landene bag ikke forberedt på. Den levende virkelighed var i vejen for den kolde magtbrug. Troen på bomberne var stærkere end troen på indholdet i ens egne ord.

Hurtigt var den væsentligste politiske indsats at omsætte følelser til forholdstal. Vi ville skam hjælpe flygtningene, sagde vore politikere, men i forhold til vores størrelse i EU. Medfølelsens regnestok kendte kun til brøker. Venstres Birthe Rønn Hornbeck mener, vi skal tage Kosova-flygtninge i et par måneder. Venstres flygtninge-politik er endt som charterrejse-selskab.

En sært uhyggelig aften på DR2 satte man sig - i den ellers fremragende udsendelse Før deadline - til at drøfte, om statsminister Poul Nyrup Rasmussen og hans parti kunne have stemmemæssig fordel af Kosova-krigen. Grunden var ligetil. Poul Nyrup Rasmussen havde forud sagt, at han håbede at have befolkningen bag sig. Befolkningen er os. Vi er en geografisk størrelse, der tilfældigt bor her. Engang var vi folket. Dengang socialdemokraterne turde synge Danmark for folket. Statsministeren var dog rede til også at tage "upopulære" standpunkter, sagde han.

Og nu drøftede man så på DR2, om statsministeren kunne rette op på partiets lave vælger-tilslutning ved hjælp af mandig handling. Følgen var, at statsministeren blev meget mandig. Han stod stærkt på sit synspunkt og skiftede ikke styrken ud, kun synspunktet. Den ene dag mente han, at ingen Kosova-flygtninge skulle til Danmark, den næste dag det stik modsatte. Det stod klart, at Danmark som andre NATO-lande var aldeles uforberedt på krigens følger.

Indenrigsminister Thorkild Simonsen sagde tidligt under bombningerne, at Kosova-flygtninge ville blive behandlet som alle andre flygtninge i Danmark. Nu vil han lave særlov, der netop har det indhold, at de ikke skal behandles som alle andre flygtninge.

Dansk flygtninge-politik lå ikke mandigt i statsministerens og indenrigsministerens hånd. Flygtningene var et spørgsmål om at tækkes vælgerne, især Pia Kjærsgaards. Der skal bygges danske flygtninge-lejre i Makedonien, så Kosova-krigen stadig for danskerne kan være uberørt af menneskehånd. Vanskeligheden viser sig i dag at være, at Makedonien ikke vil have de danske flygtninge-lejre. Makedonien frygter indbyrdes-krig i landet på grund af flygtningene, men den danske regering havde kun lyttet til Pia Kjærsgaard, ikke til Makedonien. Skammen gør ikke socialdemokraterne røde, ikke engang i hovederne.

Danmarks medfølelse udtrykte sig i førstningen gennem en storslået bevilling, der gav 6 kroner og 25 øre til hver flygtning, om NATOs flygtninge-tal holder stik. End ikke stillet over for den dybeste nød handler Danmark som et selvstændigt land. Norge uden for EU kunne straks omsætte medfølelse til handling og åbne dørene for levende mennesker, forfulgt af døden. Danmark sad og ventede på sine brøker. Danmarks selvstændighed var pantsat til det EU, hvis kommission netop er fældet for ansvarsløshed i svindelen med hjælp til nødlidende på Balkan.

I Kosova-krigens første dage udstillede EU sin egen skam. Regerings-lederne sad og drøftede landbrugs-støtte og lavede så få ændringer, at det skader mulighederne for optagelsen af de tidligere østlande. Men regerings-lederne kunne om Kosova ikke sige andet end Bill Clinton. Og EU var uden anelse og forberedelse, når det handlede om flygtninge.

Undervejs har det vist sig, at heller ikke i EU er det klogt at tale om befolkninger. Indbyggerne i landene viser sig at være levende mennesker med følelser og hjælpevilje. Så nu må EU hovedkuls til at lave de hjælpe-planer, som helt var fraværende, da krigen gik i gang på grundlag af håbløs uvidenhed om Balkans historie og nutid. 1,8 milliarder skal EU hjælpe med. Og hvem skal så forvalte de penge? Den selvsamme EU-kommission, som er fældet for manglende ansvarlighed i omgangen med blandt andet hjælpe-penge til flygtninge!

Det er blevet et slagord, at sandheden er krigens første offer. Men det er også løgn. Det er svært at se, at sandheden har været til stede før krigen.

© Poul Erik Søe 8. april 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside