Snydere snydt for snyd
EU aflyser ansættelses-prøve på grund af snyderi, men hvordan skulle de unge dog tro andet, end at de skulle snyde for at blive ansat i EU?

EU vil ikke sit eget vel. De mest velegnede som nye embedsmænd i EU får måske slet ikke de 475 EU-stillinger, som lige nu er ledige. Det skyldes en vedtagelse i EU-kommissionen i dag.

Der var 30.000 unge, som i de forskellige lande søgte de 475 stillinger. Derfor lavede EU-kommissionen en prøve i alle EU-landene.

Det er jo nemt at indse, at unge er helt vilde med at få embeds-stillinger i EU. Enhver ved, at selv de laveste embeder i EU udløser skyhøje lønninger og skattefryns - helt uden sammenligning med, hvad smådemokratier som Danmark kan give i løn.

Prøverne i de forskellige lande blev holdt på samme dag, 14. september i år. Men i dag har EU vedtaget, at prøverne slet ikke gælder - og at de skal gøres om.

Det er en helt fjollet grund, EU giver for at slette de prøver, der er gennemført. Når prøverne skal gøres om, skyldes det, at der mange steder er blevet snydt.

De unge, der kappedes om stillinger, myldrede under prøverne til toiletterne i samlet flok for at udveksle svar, og der blev gjort flittigt brug af mobiltelefoner for at hente oplysninger, man ikke selv havde.

Og så har det tilmed vist sig sig, at nogle af de unge havde fået spørgsmålene forud, så de havde kunnet forberede sig. Det skete både i Rom og Brüssel.

Med andre ord er der blevet snydt på groveste vis. Men det er jo da slet ingen grund til at lave prøverne om. De første prøver har kostet EU 9 millioner.  Nu vil man bruge lige så mange penge een gang til.

Enhver må da kunne se, at det er helt uden kløgt at lave de prøver om. Man skal selvsagt give de 475 stillinger til de unge, der har snydt mest og snydt på den groveste måde.

De, der har snydt allerede ved prøven, viser jo, at de er de bedst egnede til at blive ansat i EU. De, der har sans for snyderi og svindel, bør selvsagt have en fortrinsstilling.

Der svindles for omkring 70 milliarder årligt i EU. Det sker i EU-landene, og det sker i EU-kommissionen, som netop i dag også drøfter de 18 millioner, der skulle have været givet som hjælp til nødlidende, men som er forsvundet.

Man hører oven på snyderiet ved ansættelses-prøven og de forsvundne nødhjælps-millioner, at EU-kommissionen måske skal tvinges til at gå af. Det herlige er, at det er EU-parlamentet, der skal vedtage, om snyderiet skal koste kommissionens medlemmer stillingerne.

Nu er der ikke et øje på jordkloden, der tror at få ansvar for snyderi i EU at se. Og det kan kun opfattes stormuntert, at EU-parlamentet skulle fælde EU-kommissionen på grund af snyderi.

EU-parlamentet er jo netop de mennesker, der snyder lovligt, har gjort deres eget snyderi lovligt - får penge for møder, de ikke deltager i som den danske hr. Iversen, og som længe har tjent penge på at tage på rejser, fordi de længe, længe, længe fastholdt, at de ville have mere for rejsen, end den kostede.

Snyderi har længe haft bedst vilkår i EU, så hvorfor i alverden skulle man ikke ved ansættelser sørge for, at alle snyderne også samles i Brüssel? Harmoniseret, effektiviseret og globaliseret snyderi - det er hvad alle europæiske folkeslag længes mest efter. Og især da den ungdom, der er vokset op under det blå flag med de tolv stjerner.

På alle EU-folks vegne må jeg udtrykke min dybeste forargelse over, at nogen kan finde på at snyde de unge snydere, fordi de har snydt. De har jo netop i en ung alder vist, at de har fattet den dybeste, inderste kerne i EU.

© Poul Erik Søe 23. september 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside