5 millioner arbejdsløse
tyskere betaler euroen
Skifte i tysk politik et udsagn om stadigt stærkere tysk demokrati
Et tilsyneladende roligt magtskifte fra en borgerlig flertals-regering i Tyskland til en eller anden form for socialdemokratisk ledet regering er et sundhedstegn for det tyske demokrati. Alene fordi det er et skifte.

Søndags-valget i Tyskland spejler ganske vist store spændinger, der er helt selvfølgelige. Fem millioner arbejdsløse er den regning, Tyskland har måttet betale for deltagelse i euroen. Derfor var tidligere på året mere end 60 procent af tyskerne imod euroen.

Euroen er blevet til i modsætning til folkeviljen i Tyskland og andre EU-lande. Reglerne for optagelse i euro-klubben blev formet sådan, at det mer end nogen anden gruppe var de svageste, der skulle gribe til bukselommen. Først og fremmest derfor er den tyske regering nu faldet.

Euroen er en magt-udøvelse, der har påført millioner af mennesker lidelser. Det var derfor forudsigeligt, at især de tyskere, der havde været gennem både nazismens og DDR-kommunismens lidelser, modsat alle drømme og løfter endte i nederlag og måtte følge sig svigtet af den fælles ånd, som genforeningen burde have påkaldt.

Det er derfor heller ikke sært, at den mest yderliggående del af tysk socialisme, delvis med rod i DRR, har haft fremgang og for egen drift kunne komme ind i den ny forbundsdag. Det skræmmer lige nu i det, der for at undgå fløj-betændelse kalder sig Tysklands nye midte.

Demokratisk set er det dog værdifuldt, at en så stor del af det tyske folk, nemlig 5 procent af vælgerne, virkelig er med i demokratiets udøvelse og har mulighed for indflydelse. Var den yderste socialisme endt blot en smule under de 5 procent, som er den alt for høje tyske spærregrænse, så havde der for et nyt demokrati som Tyskland været et farligt grundlag for mulig udenomsparlamentarisk virksomhed.

En kansler-tid på seksten år er den sandsynligste grund til Helmuth Kohls nederlag. Det er dobbelt så længe, som en amerikansk præsident nogensinde får lov at regere. Men det har ved valget i år også spillet en rolle, at Kohl vanskeligt kunne flytte sig så meget ind mod midten som tidligere. Dels fordi der var dårlig plads, men også fordi han var trængt af det yderste højre. Man kan sige, at Helmuth Kohl ved ikke at rykke ind på den socialdemokratiske midte har holdt det yderste og i Tyskland altid farlige højre ude.

Men omvendt vil det yderste højres mangel på mulig indflydelse i forbundsdagen måske efter nogen tid være den egentlige fare for det unge tyske demokrati. Helmuth Kohls EU-politik har altid været jublende, omend aldrig så fjollet som de hjemlige jubleres EU-rus hos centrumdemokraterne. Men Kohl har først på det seneste opdaget, at han ved så ensidigt at køre los med EU har givet plads for den falske nationalisme, som altid er farlig på tyske faner.

EU-politikken har hverken i tysk eller dansk udgave nogen sinde undt plads for den ægte fædrelands-kærlighed. Det er i grunden, hvad Helmuth Kohl har tabt på. Det er prisværdigt og mere end forståeligt, at han har villet overtyde den øvrige verden om, at den falske nationalismes tid er forbi på tysk grund, men det har været umuligt for ham samtidig at tillade tyskerne i glæde at være et folk. Og netop sådan strander EU som en falsk konstruktion, hvor man ikke kan tillade sig den ægte glæde ved at tilhøre et folk, fordi man samtidig kommer under mistanke for at ville den selvhævdende nationalisme.

Skiftet i Tyskland er godt, fordi det er et skifte. Det er demokratiets væsen, at een form for politisk magt ikke skal gro fast. Derfor må demokraten glæde sig - selv når et valg giver en regering, der vil arbejde for det stik modsatte af det, man selv står for. Var skiftet ikke muligt, var der intet demokrati.

© Poul Erik Søe 28. september 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside