Dydsmønstrenes
dukse-dronning
Dagens løsen: Hellere fjumre som ung end som statsminister
EU har intet at fatte med dansk undervisning. Men danske politikeres folke-skadelige virksomhed fortsætter for at skabe EU om til en enhed, også på undervisningens område.

Derfor kunne man i går læse, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen siger til Berlingske Tidende (17.9.98), at regeringen vil stramme for at komme "spildtid og fjumreår" til livs.

Umiddelbart får man det indfald, at det må være bedre at fjumre som ung end som statsminister. Men skønt enhver tæt eller langt fra Nyrups parti kan se, at den nuværende statsminister er det største fjumrehoved, der nogen sinde har siddet på statsminister-posten, Madsen-Mygdal medregnet, så tør ingen sige det.

Grunden til tavsheden kom også frem i går. JydskeVestkysten og de tre Stiftstidender kunne meddele, at Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken ikke har talt sammen i et halvt år. Grunden er, at i deres seneste samtale om en ny politisk ordfører i socialdemokratiet, følte Svend Auken, at statsministeren lagde op til slagsmål. Eller som der står i JydskeVestkysten,. at Auken var bange for, at Nyrup ville pande ham een.

Det er ikke til at vide, hvad der egentlig ligger bag, ud over Nyrups gamle kup mod Svend Auken. Men i hvert fald er det rigtigt, at Nyrup har valgt sig en brunst-tone, der skal lyde som en stærk mand, der slagter-agtigt skærer igennem, hvad nogen jo tror, er en statsministers vigtigste opgave. Jo mere snerrende statsministerens ord bliver, des mindre bliver han troet. Des mere ved vi, at nu har han fjumret igen.

For at forene EUs uddannelse og undervisning, skønt det slet ikke er EUs opgave, så skal de unge nu efter statsministerens og undervisningsministerens brunst-ord tvinges til at gennemføre deres uddannelse hurtigere, om nødvendigt med lov.

Det er stik imod enhver dansk erfaring. Det er tilmed imod selve livets lov. Det er ens fjumren, ens fejl , man lærer af. Men skønt vi i mere end et århundrede er set som et menneskeligt foregangsland på undervisningens område, så skal vi nu plages med gennemsnittet af det dårligste i EU.

Pludselig skal børn indlæres fra pludre-alderen, ikke af hensyn til børnene, men fordi uddannelsen skal være det, man kalder effektiv. Det er en ren overtro på skolegang. Et barns største tilegnelse af nyt stof sker uden for skolen. Jo mere man holder børnene hjemme, des visere, klogere og mere alsidige vil de blive. Jo mere man lader de unge være i fred i ungdommens drømme-tid, des bedre vil de klare livet og selv finde nødvendig kundskab.

Et menneske når ikke længere i livet, end det har drømt som ung. Når unges vigtige drømme-tid med længslens igangsættende kraft bliver nedhånet til at være fjumre-tid, så er det livet selv, der ødelægges. Så er den gennemsnitlige uddannelses-tid blevet herre over visdommen.

På samme måde vil politiske fjumre-hoveder, der ikke selv tog sig tid til at drømme om samfundets fremtid, før de gjorde sig kloge på samfundet, med deres påstand om EU-effektivitet ødelægge barndommens legende selv-indlæring og sætte glæden i skolekassens skammekrog.

I selvsamme uge som statsministerens fjumre-ord om effektiviteten viser en undersøgelse, at børn hverken bliver bedre eller dårligere til at læse, hvis de går i børnehaveklasse. Skønt de politikere, der har effektivitet som slagord, vil gøre børnehaveklasser til skoleklasser.

På samme måde nåede den ny undervisningsminister Margrethe Vestager fjumrende at gøre andres ord til sine egne gennem højtlæsning om, at folkeskolens tiende klasse er for populær. Derfor mener hun, at tiende klasse skal gøres mere målrettet. Den skjulte hensigt er igen at tilpasse dansk uddannelse og undervisning til EU. Ministeren blev helt til grin, da det hurtigt viste sig, at de elever, der har taget tiende klasse, gennemfører deres senere uddannelse langt mere sikkert og med bedre resultater. Det var såmænd hendes eget ministerium, der havde fundet ud af tiende-klassernes gavnlige virkning.

Men sådan undgik undervisningsminister Margrethe Vestager i hvert fald at blive pandet ned af statsministeren, fordi hun allerede med sin talepapir havde kaldt den skabende længsel og den igangsættende drøm for fjumre-tid.

Nu skal meget tilgives hende, for enhver har ret til at være ny, især i politik. Det er god, gammel skik på Christiansborg, at det ny får en mulighed, om det er en regering imod ens egen partifarve eller et menneske, der drejer sig ind ad svingdøren udefra og pludselig havner i grebningen eller på ministerbænkene.

Christiansborg er en bedre arbejdsplads,end de fleste tror. Der er megen god hjælp at få for nye folk. Tilmed kan nogle af mest hjælpsomme findes blandt mennesker, man måske lidt for fordomsfuld tror om, at de er mere modstandere end mennesker.

Der er dog een undtagelse fra hjælpsomhedens gode skik. Den, der optræder, som om vedkommende kan det hele og ved det hele, og som træder frem med krav om, at andre yder det perfekte, vil også blive mødt med forventning om selv at kunne leve op til kravet.

Det er dog ikke Christiansborg, som er farligst for den ny politiker. Det er mødet med pressen, ikke de politiske redaktører, der færdes på Christiansborg ofte mer hjemmevant end de fleste politikere, men pressen i den journalist-skikkelse, der er så fjern fra det politiske liv, at journalisten sprogligt falder på halen blot ved mødet med en politiker, men som endnu værre river politikeren med i en falden-på-halen-komik.

Den ny undervisningsminister, Margrethe Vestager, har gået på Varde gymnasium, hendes forældre bor i Ølgod, og hun har en politisk veninde i Esbjerg. Det har dagbladet JydskeVestkysten ikke kunnet stå for - eller også er det modsat.

Man kan læse (6.9.1998): "Margrethe Vestager er gravid og skal føde til november. Maven er stor og flot, men ellers forsøger ministeren tydeligvis at holde den tynde linje i løbet af dagens besøg". Ordene er næppe ment politisk, men henviser til, at ministeren skraber smørret af et rundstykke.

Lidt senere bringer JydskeVestkysten dette øjebliksbillede fra Grindsted gymnasium: "- Hun ser da hammergodt uj - lyder et højt tilråb fra et trygt, gemt hjørne bagest i salen. Hun smiler, men tager ordet og demonstrerer, at hun ikke er kommet for at hente billig popularitet."

Man kan se samme udsagn under en billedtekst, hvor ministeren står på en klap-sammen-talerstol: "Margrethe Vestager kom ikke på Grindsted gymnasium efter billig popularitet. Ministeren havde hverken SU-penge eller andre løfter med til eleverne. Men hun fik nu begejstrede klapsalver alligevel".

Det er her, Jydske-Vestkysten tager fejl. Margrethe Vestager har netop været ude på billig popularitet. Man får nemlig klapsalver som minister, når man siger til folk, at man ikke har penge med til dem. Det ved Margrethe Vestager. Eller den, der skriver hendes taler, ved det. Den ny undervisningsminister rejser rundt med den kliché, at hun ingen penge har med. Hun har lige sagt det samme på årsmødet i Foreningen for Folkehøjskoler.

Man må gå ud fra, at det er fast indslag i de taler, hun læser op, men ikke selv skriver. Hendes forgænger brugte også vendingen. Det lyder magtfuldt at sige, at man ikke har penge med - især at man tør sige det til en stor forsamling. Det er politisk brunst. Det er et forsøg på ord-vold, at pande undersåtterne ned.

Nu er der ikke noget mer selvfølgeligt, end at en minister ingen penge har med ud til tilfældige foredrag på årsmøder blandt højskolefolk eller på gymnasier i Grindsted eller Varde. Det ville jo være helt fjollet, hvis man kunne skaffe sig statspenge ved at indbyde en minister til at snakke en times tid. Kun selvglæde og overvurdering af egen magt kan få minister til at bruge den vending, at hun ingen penge har med. Ministre bevilger ikke penge - det gør folketingets finansudvalg.

Ganske vist er Margrethe Vestager efter egen opfattelse tilsyneladende en undtagelse. Man er jo sin egen tilgivelse nærmest. Statsrevisorerne har netop givet hende een over næsen, fordi undervisningsministeriet ulovligt har brugt millioner til computer-undervisning i handelsskolerne. Der var ikke bevilling til det. I fjernsynet kunne man høre Margrethe Vestager sige, at hun håbede, at de, der havde fået pc-undervisningen, havde glæde af det.

Det drejer sig om ulovlige midler i en størrelse, der er omkring syv gange det beløb, Tvind-skolerne efter undervisningsministeriets mening havde snydt for. Nu viste det sig i Tvind-sagerne, at det var undervisningsministeriet, der havde regnet fejl. Netop det undervisningsministerium, der hele tiden taler om at være effektiv.

Man lukker 26 frie skoler på grund af en påstand, som senere viste sig at være forkert. Politiet ville end ikke sigte Tvind-skolerne. Politikerne lukkede Tvind-skolerne, fordi Tvind ikke hørte til Det radikale Venstres politiske landskab. Det var ren og skær politisk forfølgelse. Men når handelsskoler bruger syv gange så meget som Tvind-skolernes påståede snyd, så håber den eu-effektive minister bare, at de ulovligt brugte penge har bragt glæde. Der er ikke rejst een eneste sigtelse mod Tvind, fordi regnefejlene lå i undervisningsministeriet. Men statsrevisorerne har udtalt alvorligt kritik af undervisningsministeren, fordi der overhovedet ikke var styr på computer-pengene. Ministeren håber bare, at de ulovlige penge har bragt glæde.

Undervisningsminister Margrethe Vestager har fået en effektiv uddannelse. Hun mener nu, at enhver borger skal gentage hendes ungdom. På sin vis har hun ret. Det er i hvert fald på den vis, vi frembringer ja-sigere, der uden vanskelighed kan udnævnes til ministre, fordi de altid er parat til - uden nogen form for selvstændig tænkning som hindring - at plapre ud, hvad der i øjeblikket er højeste mode i et ministerium.

Det fremgår desværre alt for tydeligt af hendes hel-side i JydskeVestkysten. Den lange artikel slutter med ordene:

"Ministeren skal tilbage til København i aften, og med et træt blik konstaterer Margrethe Vestager, at dagen langt fra er slut: - Jeg har nemlig tre taler i morgen, som jeg slet ikke har fået læst på."

Tre steder i Danmark venter de landets undervisningsminister. Tre steder har de bedt hende holde tale. Endnu dagen før aner hun ikke, hvad hun vil sige. Men heldigvis skal hun ikke selv skrive talerne. Hun har bare ikke fået læst på dem.

Vi ved da godt, at der bliver lavet tale-papirer til ministre. Men gør vi os egentlig forestilling om, hvor effektivt det er. Endnu dagen før ved ministeren ikke, hvad hun skal sige på tre forskellige møder. Men det kan også være lige meget, for det er ikke hendes egne ord. De er bare blevet udleveret til højtlæsning.

Hun siger til JydskeVestkysten, at hun slet ikke har fået læst på de tre taler. Hvem kan finde på at vælge sådan et udtryk? En skolepige, der er forblevet i skolens og lektiernes verden. Hun skal have lært udenad til næste dag, så hun kan få ros af ministeriets embedsmænd og undgå at blive pandet ned af landets statsminister.

Nogle dage forud indeholdt Jydske Vestkysten et referat af, hvad undervisningsministeren læste højt på Varde Gymnasium. Artiklen slutter sådan:

"Hun gik også i rette med nogle uddannelsesinstitutioner, da hun sagde: - Man kan godt blive træt af at høre, at man skal tage på højskole eller rejse Jorden rundt for at blive et helt menneske."

Det har ministeren sandelig ret i. Men man kan også blive træt af at høre dydsmønstrenes dukse-dronning på et halvt år overtage hele ministeriets mode-ordforråd.

© Poul Erik Søe 18. september 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside