Startskud til EU-hær
fra Hitlers fødeland

Taktløs indbydelse fra Østrig til EU-forsvarsministre
Straks da USA er svækket på grund af kongressens selvmål mod præsident Clinton, udnytter de mest krigsliderlige kræfter i Europa muligheden for at svække NATO-samarbejdet med USA og at genskabe en europæisk hær af den slags, der gjorde det tyvende århundrede til et orgie i magt-brunst og lyst-mord på anderledes tænkende.

Få dage efter en uhyggelig nazi-demonstration i det nordøstlige Tyskland og tre dage før det tyske forbundsdags-valg har af alle lande det ny EU-land Østrig, Hitlers hjemland, ment, at det skulle give startskuddet til en EU-hær.

Der har i Tyskland selv været en langt større vilje til at gøre op med den udemokratiske fortid end i Østrig. Der har i Østrig været utilgiveligt stille omkring nazi-fortiden. Østrigerne har været langt mindre villige end andre til at huske, at langt over 90 procent af østrigerne ved folkeafstemningen i 1938 stemte for Østrigs optagelse i Hitlers tredie rige, det såkaldte Anschluss. Hitler, selv østriger, blev tiljublet som en helt, da han i 1938 drog ind i den østrigske hovedstad Wien.

I Østrig har socialdemokrater og konservative samarbejdet i regering i en årrække, og der findes vigtige demokratiske kræfter i landet, men den samlede demokratiske styrke i folket kan næppe måle med sig med den demokratiske vilje, der findes fra Bayern til Sydslesvig i Tyskland.

I hvert fald var det et chok for verden, da et fremmedfjendtligt parti, kaldet Frihedspartiet, med Jörg Haider forrest, ved valget i oktober 1995 fik en million stemmer i Østrig og dermed en fjerdedel af de afgivne stemmer.

Det skal ikke fremstilles som yderste højre altsammen, for i det store højre-stemmetal var også indbygget et oprør med det mangeårige fællesstyre mellem socialdemokrater og konservative. Men siden det og de følgende valg har Østrig ikke optrådt med troværdighed, og landet leger også som nuværende formandsskab i EU gårdmusikant for det hjemlige borgerskab for at få vælgerne til at danse efter en pibe, der burde været stukket ind senest i maj 1945.

Også i Østrig trives den syge EU-nationalisme, der i disse år fødes af Unionen og af dem, der gør internationalisering til religion. Vi ser, hvordan unge i Europa tænker nynazistisk eller vrang-nationalistisk, fordi EU søges skabt på at ydmyge, nedværdige og langsomt afskaffe fædrelandene.

Også danske politikere medvirker til den EU-nationalisme, hvis endemål vil være at fjerne folkeligt fællesskab. Når centrum-demokraten Erhard Jakobsen i sin tid gik 500 procent ind for EU, som han sagde, så var det udtryk for en sådan opblæst EU-nationalisme.

Man kunne for et par måneder siden høre datteren, Mimi Jakobsen, tale om, at partiet gik 300 procent ind for EU. Enten har hun glemt partiets oprindelige 500 procent i forbifarten, eller også indser hun omsider, at EU-nationalismen er farlig, fordi den mistænkeliggør ganske almindelig menneskelig kærlighed til det land, der er ens eget.

Østrig er et af de tydelige eksempler på, hvordan EU-nationalisme afløser fædrelands-kærlighed. Da det fremmedfjendtlige Frihedspartiet dukkede op og tiltog sig en fjerdedel af den politiske magt i Østrig, så var frygten også i Østrig størst, fordi partiet var tysk-nationalt, ikke østrigsk-nationalt. Det vil sige, at mange kræfter i partiet ønskede at genskabe politik, som fandtes, da Østrig under Hitler var del af Tyskland, eller da hele Tyskland under habsburgerne blev styret fra og sammen med Østrig.

Det farligste ved EU er måske, at de kræfter, der lige nu har medvind for deres EU-skabte nationalisme, og som i ly af EU fører sig som de nynazistiske kræfter for dage siden i det nordøstlige Tyskland, udmærket ved, at en vågen verden vil byde en genskabelse af de tysk-østrigske drømme i trediverne og fyrrerne trods, og at den slags drømme derfor kun kan virkeliggøres i en ny ramme, en europæisk ramme - EU.

Det er umuligt at se andet end netop et sådant forsøg i det, der nu indkaldes til første-møde om. Man vil skabe et forsvarspolitisk samarbejde, så et militært forenet Europa, en Euro-hær, inden for rammerne af EU i Amsterdam-aftalen, som så knebent blev vedtaget i Danmark. Amsterdam-aftalen taler om, at EUs forsvarsministre sammen med EUs udenrigsministre kan samarbejde om krisestyring.

Som enhver ved, er det altid en politisk afgørelse, hvornår der er krise eller ej. Har man brug for en krise forud for et valg, en afstemning eller en vedtagelse, så skaber politikere en krise, eller de vedtager, at den nuværende tilstand er en krise.

EU har altså fået det værktøj, der muliggør forsvarspolitisk samarbejde og siden forsvars-union og euro-hær, når EUs magt-lande ser en fordel ved det. Det er ikke noget tilfælde, at magt-brunstens lande er ivrigst for at få gang i forsvars-unionen. Østrig skal have fået et puf fra Frankrig til at fremsætte sit taktløse forslag om et forsvarspolitisk møde.

Vi kan læse på TV2s tekst-tv, at indbydelsen fra Østrig piner den danske regering. Det hører jo med til de fire danske forbehold for Danmarks medlemsskab af EU, at vi står uden for forsvarspolitisk samarbejde i EU.

Det er ikke det danske folk, de danske vælgere, der har sagt nej til forsvars-politisk samarbejde i EU. Det er opfundet af de danske EU-partier selv under regeringen Poul Schlüter-Uffe Ellemann Jensen og fortsat under den nuværende regering. Der har aldrig været folkeafstemning om, hvorvidt vi skulle sige ja eller nej til EU-forsvar. Det er politikerne ene og alene, der har fundet på og givet det som løfte til danskerne.

Berlingske Tidende skriver alligevel, at hverken statsministeren, udenrigsministeren eller forsvarsministeren ved, hvad de skal svare på den taktløse østrigske indbydelse.

Det skulle ellers ikke være svært. Forbeholdet siger jo, at vi står udenfor. Altså går vi ikke ind ad døren, men står udenfor. Altså siger vi nej.

Og så er der jo den med statsministeren, som sagde, at EU var fredens projekt. Det var de ord, han solgte Amsterdam-traktaten på. Og solgte Danmark på.

© Poul Erik Søe 24. september 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside