Bladdød som en gigtsmerte
på en tidlig efterårsdag

I morgen, 1. oktober, bliver Randers Amtsavis del af Aarhuus Stiftstidende - eller omvendt. Der bliver lavet særskilte udgaver til områderne, men en sammensmeltning er det.

For et par årtier siden ville det have været en stor sag. Nu er det bare som en gigtsmerte på en tidlig efterårsdag. Man gnider lidt hen over stedet, og lidt efter er det hele lige meget.

De aviser, der mister den sidste del af deres selvstændighed, vil formentlig endnu engang fremstille det som en mægtig udvikling, hvor læserne får nyt fra endnu større områder, og hvor der spares penge til læsernes fordel.

Og andre aviser vil luske i udkanten af Amtsavisens læserkreds og nogle gange som i den seneste uge helt inde i dens midte for at få læserne til at indse, at i virkeligheden bør de ikke nøjes med at at læse om Århus og Randers, men at de lige så godt tage hele Jylland og Øerne med.

For fire årtier siden var Randers Amtsavis byens fine avis, og dens redaktører og medarbejdere vidste det. Jeg arbejdede selv på Rye-familiens Randers Dagblad, der mest var bøndernes avis, men som førte en mægtig kamp for ved hjælp af sporten at få overtaget i Randers by.

Men allerede dengang gjaldt reglen, at den avis, der ved anden verdenskrigs slutning var blevet størst i egnens største bysamfund, ville overleve, de andre dø. Det anede vi intet om dengang og levede trygt som Amtsavisens lillebror og med byens socialdemokratiske avis som lillesøster.

For holdningernes skyld kan det være inderligt ligegyldigt, at Randers Amtsavis ophører som selvstændig avis. Avisen har så sjældent ment noget som helst, at kun få vil kunne huske noget opsigtvækkende endsige tankefuldt i dens ledende artikler, og flere vil indse, at det såmænd kan være ret ligegyldigt med dens tab af selvstændighed.

Før var det så ligetil med holdninger. Avisen var knyttet til et parti og kunne med større eller mindre dygtighed rumle inden for partiets rundkreds. Siden hen blev aviserne fri, fri fra partierne, så de rigtig kunne tage fat på at have standpunkter, hvad der stort set førte til, at de holdt op med at have nogen. Mange lokalaviser har ikke engang det vigtigste særpræg ved en avis, nemlig at læseren kan være uenig med den.

Men en stedlig avis er andet og mere end holdninger. Den er det daglige brystbillede af en egn. Den er et ord-maleri af egnens døgn, i hvert fald var det af og til sådan.

Det er denne gamle egenskab, aviserne nu vil overleve på. Hvis deres lokalstof da ikke er selvdødt, inden mødet mellem sværte og papir. Mange journalister opdager ikke engang selv, at de kører i tomgang. Og de vil undre sig mest den dag, ingen spørger til deres avis mere.

Jeg griber som eksempel til en avis, der har valgt samme vej som Amtsavisen i Randers og Stiftstidende i Århus, nemlig JydskeVestkysten, sammenlagt af Jydske Tidende og dagbladet Vestkysten, men stadig - som det også er planen i Vestjylland - splittet op i lokal-udgaver.

Jeg vælger avisen fra i søndags, 27. september, forsiden på nord-udgaven af JydskeVestkystens lokalstof for Grindsted-Varde. Den syvspaltede overskrift handler om, at en nedslidt bro over Omme Å skal skiftes ud. Og det skal ske inden for Grindsted kommunes budget. Historien er rimelig nok, men næppe egnet til at bære en syvspaltet overskrift, som vel endda ville have været for stor, hvis kommunen nægtede at udskifte den udslidte bro.

Dernæst følger en meget vigtig nyhed, som da også er tospaltet: "Revisor har solgt sit firma". Grunden til denne enestående begivenhed i Grindsted er, siger revisoren, at "det har længe været min beslutning, at jeg ikke ville gå ind i næste årtusind som selvstændig revisor. Så tiden nærmer sig, hvor noget skulle ske."

Således ser man et godt eksempel på, at det frygtede år 2000-skifte ikke kommer bag på virksomheder i Grindsted, og iøvrigt fortsætter revisoren som medarbejder i sit tidligere firma, der er overtaget af en revisor-virksomhed, som også findes i Vejle, Kolding og Billund. Så det er nok her, historien ligger.

Lige så opsigtvækkende er næste nyhed om Foreningen Musik & Ungdom i Billund. Artiklen bærer da også en lokkende overskrift "Musikforening har holdt årsmøde". Da det handler om et årsmøde, er det altså en nyhed, der kan bringes under samme overskrift mindst en gang om året.

Nyheden findes dog nede i teksten, men tilsyneladende skjult for journalist og redaktionssekretær: "Der mødte ingen medlemmer op på generalforsamlingen, men det har foreningen taget højde for i deres vedtægter. - Der plejer ikke at komme nogen, konstaterer Musik & Ungdoms presseansvarlige, Lisa Matthiesen."

Hele midten af udgave-forsiden er fyldt med et navngivet referat fra en pløje-konkurrence. Med iver pløjer læserens øjne gennem teksten, men uden at finde blot eet ord, der kan være nyt. År efter år er der blevet pløjet. I år var der fire fra Grindsted og tre fra Ølgod. Måske det vigtigste findes i teksten under et trespaltet billede, der sært nok viser en traktor med en plov og en ung plovmand: "At få pløjningen gennemført så perfekt som muligt er lidt af en præcisionsopgave," skriver journalisten. Og hun har ret. Måske er det ligefrem selve ideen med at holde pløje-konkurrencer?

I bunden møder vi en femspaltet overskrift, der virkelig viser nyheds-jagtens højdepunkt på JydskeVestkysten og sansen for at male læseren det usædvanlige for øje: "Planteavlsleder gennem syv år er gået på pension". Man tænker, at enten plejer planteavlsledere at virke otte eller ligefrem ni år, før de går på pension, eller måske holder planteavlsledere på Skjern-Tarm egnen kun i fire eller fem år?

Trods den femspaltede overskrift, der godt kunne forlede læseren til at tro på en virkelig alvorlig situation for planteavlen, så er der håb at hente nede i teksten: "Der er naturligvis mange, som er kede af, at Olaf Juel nu trækker sig tilbage. Men landmændene kender hans afløser som leder af planteavlsafdelingen, Hans Peter Larsen. Han har nemlig været ansat i foreningen i 15 år og har en stor viden. Den eneste forskel er sådan set, at han nu også skal være med til den politiske del af arbejdet."

En tospalter fortæller om en generalforsamling i Hejnsvig varmeværk. JydskeVestkysten ser med James Bond-agtig klarhed igennem det hele og kan fortælle, at formanden aflagde sin sidste beretning. Han er nemlig trådt ud af bestyrelsen! Tingene synes at hænge sammen - selv i Hejnsvig.

Der er blevet stjålet en bil ved Legoland, og der har været falsk brand-alarm på Hotel Legoland. Men JydskeVestkystens redaktion kan meddele, at der hverken var "ild i køkkenet eller andre steder". Hvordan kan bladet nu vide det? Jo, skrives der, "alarmen skyldtes alene, at en ansat ved at trykke på en forkert knap var kommet til at udløse alarmen".

Læseren sidder undrende tilbage og tænker på, om redaktionen er så dybdegående i sine undersøgelser, at en medarbejder, skønt man havde fået at vide, at der bare var trykket på en forkert knap, alligevel tog ud for at se, om der var ild i køkkenet eller andre steder. Eller er det hele blot et ordspilsramt selvmål, fordi der var tænkt på "røg i køkkenet"?

Midt i det hele er sat en syd-nyhed i nord-udgaven, hvad der aldrig var sket, hvis der havde været blot to brand-alarmer i Legoland. Nu kan de undrende læsere i Grindsted-Varde læse som lokalt stof, at Ribe amt vil støtte Ungdommens olympiske lege i Esbjerg med 50.000 kr., der skal bruges til en reception for de officielle gæster. (Er de mon fra Ribe amt, de gæster?). Og for en ordens skyld giver man så andre 50.000 kr. til "kulturelle aktiviteter i forbindelse med ungdoms-OL".

Ellers synes avisen helt at have opgivet at fortælle, hvad der er sket. Derimod er der selvstændige "nyheder", som omtaler møder og tiltag, som skal finde sted, foredrag om spejdere i Sierra Leone, tema-aften i missionshusets kælder i Vorbasse, hvor der også er fyraftensmøde for socialdemokrater, dog ikke i missionshusets kælder. Der er også motion i Vorbasse, og avisen skriver, at alle er "mere end velkommen"...

Gad nu vide, om alle disse forhånds-omtaler får folk til at komme? Eller om det er som i musikforeningen i Billund: "Der plejer ikke at komme nogen".

De har fundet løsningen i Filskov, kan man se i JydskeVestkysten. Her holder Filskov Centerråd generalforsamling. Og der er bankospil bagefter.

Men tænk, hvis nu JydskeVestkystens medarbejdere selv kom til de møder, de skriver foromtaler om. Tænk, hvis journalisterne skrev selv - i stedet for at skrive af efter formændenes og "den presseansvarlige"s tekster. Tænk, hvis avisen ikke var foromtaler, men i stedet levende skildringer af, hvad der foregik på en egn.

Denne ene side i avisen er en skamplet på nutidig journalistik. Den er et rystende eksempel på, hvordan journalistisk indlevelse er blevet byttet ud med ligegyldig omredigering af tilsendt og indtelefoneret stof. Det er galt nok med blad-døden, men en avis er dog ikke tvunget til at lukke øjnene, før den dør.

© Poul Erik Søe 30. september 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside