Viljen, vreden og volden
Det røber i sig selv ukendskab til demokratiet, hvis nogen mener at kunne gavne en sag med vold. Nattens og torsdagens vold mod demokratisk valgte medlemmer af Ribe amtsråd fører ingen andre steder hen end et tilbageslag for demokratiet selv.

I hvert fald et af tilfældene må jo, som det ser ud nu, skildres rent ud som et forsøg på mordbrand. Der synes af være en afsmitning fra brugen af brandstiftelser som politisk middel syd for den tidligere grænse. En af de voldsramte mener, at nedlæggelsen af Ribe Sygehus kan være grunden til, at der er brugt vold.  Men det er ødelæggende for selve samfundspagten, at det er muligt blot at få den tanke, at et indlysende politisk emne, der har modstandere og tilhængere, skulle påvirkes, endsige afgøres ved trusler eller vold.

Gruen i det skete har mange sider. Umiddelbart og knugende for de ramte og deres familier, er skændigt er frataget tryghed og frihed. Men også for det samfundsliv, vi har sammen, og hvor modstanderen er lige så vigtig som den, man er enig med, oftest vigtigere.

Modstanderen er den, der med sin alvor i uenigheden tager noget fra det, man selv står for, men samtidig føjer modstanderen noget til ens synspunkt. Den vekselvirkning, man selv og fællesskabet gror af, forudsætter modstand og modstandere.

Den vold, der er blevet brugt mod politikere i Ribe amtsråd, er en politisag og en domstolssag, og nok så megen politisk uro kan ikke bruges som undskyldning i retten.

Forbrydelserne har et særligt præg, fordi de også rammer selve samfundets grundlag, demokratiet. Det hele er ikke klaret med politiets undersøgelser og domstolens straf. Hver gang vi står angste og undrende over for voldens fjæs, må vi spørge til, hvorfor det kommer til syne som en ytring i et demokratisk samfund.

Statsminister Poul Nyrups Rasmussens første udsagn om forbrydelserne i Ribe amt er, at "det er udansk". Det kan have have ret, i hvert var det sådan tidligere. Vi kan vanskeligt blive ved at hævde det efter lignende brug af vold som politisk middel i det syd- og sønderjyske og da især brostens-natten på Nørrebro i København.

Selv i den tilstand, hvor danske bønder de seneste årtier af 1800-tallet var på randen til revolution, brugte de ikke vold, men der lå selvsagt i riffelforeningerne en trussel om vold. Estrup lavede et særligt gendarmkorps, de blå, som blev sendt ud mod bønderne.

Vold i politik var så sjælden, at vor barndoms Danmarks-historiebog havde et billede af manden, der skød på konseilspræsident Estrup, men kun ødelagde en frakkeknap. Tredivernes socialminister, K K Steincke, var to gange udsat for skudforsøg. Anden gang var det på folketingets talerstol, hvor han brummede: - Jeg er vant til at stå for skud.

Men selvom det var vittigt sagt, så skal ingen demokratisk valgt i Danmark være vant til eller gøres vant til at stå for skud eller mordbrand eller anden brug af vold. Hver gang vi stilles over for det, rykker vi helt selvfølgeligt tættere sammen med vore politiske modstandere.

Skønt statsministeren griber til et udtryk, som kunne bruges før, at vold i politik er udansk, så er der næppe grund til at tro, at danskerne som folk er mindre voldelige end andre. Det er i hvert fald ikke eneste grund til, at volden aldrig er blevet godtaget som politisk middel. En anden grund er helt indlysende, at vi har haft politikere, der - mere end i de fleste lande - har været villige til magtafkald, før nogen så meget som tænkte på vold. Nøjagtig sådan fik vi jo grundlov - ikke som følge af vold, men på grund af kongens og regerings magtafkald, da Københavns borgere gik krævegang.

Spørgsmålet er, at om den politiske vilje i samme grad som før har mulighed for magtafkald. Viljen er jo mere og mere ikke politikerens egen vilje, men store dele af den er forpagtet ud til kræfter, danskerne ikke har demokratisk indflydelse på.

Forbrydelserne i Ribe amt kommer på et tidspunkt, da der tydeligt er politisk uro i det danske folk. Det skyldes de tydelige modsætninger mellem to lige store dele af danskerne ved EU-folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i sammenhæng med 1988-folketingsvalget, der ifølge ord  af Venstres tidligere leder, Uffe Ellemann Jensen, sagt på DR-TV1 få timer før forbrydelserne i Ribe, fra statsministerens og det ledende regeringspartis side blev ført på et løgnagtigt grundlag. Og dertil skal så føjes de mange løftebrud, mange lønmodtagere så i pinsepakken og ser i dagpenge-reformen.

Uroen har ulmet i årevis. Det er ikke overraskende, at politisk uro dukker op til overfladen, når der er økonomisk opgang. Det var tressernes velstand, der muliggjorde ungdomsoprøret, som var fredeligt i tresserne, men i halvfjerdserne endte i volden ved Verdensbank-demonstrationen.

Derimod er det overraskende, at der i de politiske modsætninger er gemt et had, som forbrydelserne i går og i nat i Ribe amt tyder på. Politiet og domstolene skal selvsagt tage sig af forbryderne. Men politikerne skal tage sig af vreden, frugtbargøre den, før den bliver til mere vold.

© Poul Erik Søe 9. oktober 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside