Statsministeren ude
med viagra-fingeren
Poul Nyrup Rasmussen som fange af sine egne ord
Det skal godskrives statsministeren, at åbningstalen til folketinget første tirsdag i oktober aldrig har været til at holde. Grundloven kræver en redegørelse for rigets almindelige tilstand, men med den manglende opdeling mellem lovgivende og udøvende magt så bliver det for alle statsministre til et partsindlæg, et partipolitisk skønmaleri.

Det har hjulpet, efter at talen har fået fjernet den lovtekniske del, som nu lægges skriftligt frem. Det giver ganske vist endnu mere plads for skønmaleriet, men det bliver dog en tale, der kan præges af personlig medleven hos den talende. Men stadig er det fagminister for fagminister, der har foreslået indholdet, og enhver statsminister ender nemt i rollen som studievært, der skal lave bløde overgange fra det ene emne til det andet.

Det er svært for mig at se, at talen i år på nogen måde var ringere end de mange foregående åbningstaler. Formmæssigt løste Nyrup Rasmussen en opgave, der fra første færd er umulig, på en lille times tid at skildre rigets tilstand.

De politiske modstandere mente, at talen var dårlig. De kan dårligt sige andet - og har aldrig gjort det. Men samtidig skal det godskrives dem, at de over for en tale af denne grundlovs-fæstede art er lige så vanskeligt stillede som tale-holderen. I form kan talen nok ikke blive meget bedre end den, Poul Nyrup Rasmussen holdt. Han genprøvede ikke sine digteriske evner, som kom i brug ved årets gymnastikstævne, så der er også grund til at være ham taknemmelig.

Formen, der kan synes ligegyldig, er alligevel er forløber for den usikkerhed og opgivenhed, der er gemt i indholdet. Statsministeren fortsætter i den påtagede statsmandsrolle, der klæder ham så dårlig. Uvidenhed på særområder fører altid hos ham til en belærende form med løftet pegefinger, der ifølge natur-kundskaben er en potens-erstatning. Statsministerens viagra-finger dirrer på skærmen og så lidt som den ny pille siger fingeren noget om lysten og evnen.

Sammenfører man talens form med den kunstige rejsning og indholdet, der hænger nedad, så fremstår statsministeren som et ulykkeligt menneske, der er fanget i sine egne ord. Han virker, som om han selv er et kludetæppe, han har fejet sin egen politiske fortid ind under. Han kan vanskeligt med sine ord røre et emne, uden at det giver bagslag, så viagra-fingeren farer til skjortehalsen for at skaffe luft.

En del af usikkerheden ville gælde enhver i hans stilling. Det siger sig selv, at en statsminister, hvis regering er i mindretal og må kæmpe sig fra flise til flise, ikke kan fremtræde med den myndighed, der springer af flertals-magt. Men det er påfaldende, at statsministeren ikke har sine værste modstandere blandt de andre politiske partier, men i sit eget vælgerfolk og i sit eget parti.

Mistilliden fra de, der skulle være statsministeren nærmest, er selvsagt endnu tydeligere i år, hvor oprøret ulmer over alt i fagbevægelsen som svar på regeringens indgreb i arbejdskampen i våren. Men de fleste socialdemokratiske statsministre har prøvet den slags indgreb, så når Nyrup Rasmussen er hårdere ramt, så skyldes det hans kup, bestilt af den radikale Niels Helveg Petersen, mod Svend Auken - de to, der nu sidder side om side på ministerbænkene.

Der røbes i form og ordvalg en tilstand, hvor statsministeren ikke hører til dér, hvor han har hjemme. Han har det egentlig bedst ude. Han tror på internationaliseringens magi. En time før åbningstalen talte han med den østrigske kansler for at bestille plads til at tale arbejdsløshed på det såkaldte topmøde i EU i Østrig sidst i oktober.

I virkeligheden er det bare et uformelt møde, så det virker kunstigt, at der skal bestilles plads til et emne. En time før statsministeren skal tale til folketinget, snakker han i telefon med den østrigske kansler for at aftale noget selvfølgeligt. Det er en globaliseret, religiøs besværgelse og intet andet. Vi har hørt det igen og igen. Det var samme løfte om kamp mod arbejdsløsheden, der blev sunget forud for Amsterdam-afstemningen. Statsministeren er lammet på dansk jord. For mange af hans egne vil ikke tale med ham. Men så er der jo den østrigske kansler.

Den pinsepakke, som blev brugt til at bryde statsministerens valgløfter, forsvarer han nu som en "rettidig justering". Men Nyrup Rasmussen kan ikke, da pinsepakken kun virker på meget få områder endnu, vide noget som helst om, hvorvidt regeringens indgreb var rettidige. Pinsepakken kan på baggrund af markedsøkonomiens øjeblikkelige sammenbrud ende med lige så alvorlige følger som Poul Schlüter-regeringens kartoffelkur.

Ord som "rettidig justering" har som mål at sløre det egentlige indhold, nemlig pinsepakkens tilpasning til møntunionen, som Poul Nyrup Rasmussen og hans EU-fæller selv foreslog, at vi ikke skulle være med i. Ingen andre danskere end politikerne selv har valgt, hvad der skulle være de danske forbehold.

Knap har statsministeren i sin tale brugt ordene som slør, før det frejdigt lyder: "Vi kan lige så godt sige det, som det er, til den danske befolkning: Vi kan ikke nå alting på samme tid eller fra det ene halvår til det andet.

Ja, hvorfor skulle man ikke i en grundlovs-krævet redegørelse om rigets almindelige stilling sige tingene til det danske folk, som de er. Selvsagt skal folket kende sandheden, men statsministeren vælger jo med omhu de tidspunkter, hvor sandheden skal siges. Det var ikke forud for Amsterdam-afstemningen eller i dette års valgkamp, at statsministeren sagde ordene: - Vi kan ikke nå alting på samme tid eller fra det ene halvår til det andet.

Viagra-fingeren dirrede op over folketingets talerstol, da statsministeren nåede ændringerne på arbejdsmarkedet. Her var et nyt religiøst øjeblik, da undervisning og uddannelse blev fremstillet som frelsen. Han sagde, at "kvaliteten i hele indsatsen bliver bedre end før", og at "uddannelsesindsatsen bliver mere målrettet end før".

Det er grebet ud af den blå luft. Det er fagbevægelsen, der står for det meste af uddannelsen og undervisningen, og intet tyder blot i retning af, at der er rimelig kvalitet til stede. Hvor skulle en ny og himmelsk kvalitet skulle dale ned fra? Fagbevægelsen er en helt uegnet ramme for undervisning og uddannelse, der har det enkelte menneske som mål.

Undervisningen og uddannelsen må slippes fri fra hele det gammeldags formynderi, der hviler over fagbevægelsen. Der må område for område oprettes frie uddannelses-steder, så det enkelte menneske har et valg. Frihed er ikke kun, at man kan vælge sygehus, når man bliver syg. Også de raske har brug for frie valgmuligheder.

Endelig siger den meste erfaring os, at uddannelse og undervisning i de gældende rammer oftest er et vældigt spild af det enkeltes menneskes tid og af samfundets penge. Fordi der mangler den drivkraft, der er forudsætningen for at udvikle sig i uddannelse, en drivkraft, som et værdsat virke kan fremkalde, men som mangler i en udsigtsløs arbejdsløshed.

Statsministerens tale om målrettethed er endnu engang en tilpasning af uddannelse og undervisning til helt øjeblikkelige behov på arbejdsmarkedet, og det målrettede kan blot efter et år eller to vise sig at være endnu en computer-fejl. Og endelig bruges uddannelse og undervisning mest som et uværdigt tryk på de ledige, en straf for en tilstand, som markedsøkonomien og religiøs internationalisering har skabt mere end noget andet.

Men statsministeren er også her fange af sine egne ord. Løfterne og garantierne svirper viagra-fingeren, så den må finde op til skjortens halslukning. Tydeligst røber statsministeren sig i ordvalget om forholdet mellem Færøerne og Danmark.

Han siger: "Med aftale af 10. juni har vi fået løst de sidste udeståender mellem Færøernes landsstyre og regeringen i forbindelse med den økonomiske krise på Færøerne - herunder den færøske banksag. Aftalen betød også, at vi mellem Fæørerne og Danmark nu igen kan begynde at se fremad. Der er skabt plads til andre vigtige emner på dagsordenen."

Men det er jo ikke statsministeren, der kan vedtage, om færingerne og danskerne vil holde op med at se bagud, selvom han inderligt må ønske det. Den færøsk banksag var jo slet ikke færøsk, men dansk. Der er ikke gravet dybt nok i den sag. Og da statsministeren for tiden godt kan lide ordet kvalitet, så er det da netop kvalitet, der mangler i undersøgelsen af den danske regerings og især Poul Nyrup Rasmussens ansvar for banksagen.

Statsministeren fortsætter: "Færøernes landsstyre har overfor regeringen tilkendegivet, at det vil drøfte et nyt grundlag for de bilaterale relationer mellem Danmark og Færøerne. Regeringen er indstillet på, at der kan indledes sådanne drøftelser, når landsstyret er parat hertil."

Igen slører statsministeren indholdet. "Bilaterale relationer" vil på dansk sige "tosidige forhold". Det er ikke ukendte størrelser, som kræver fremmedord i en tale til folketinget. Hvorfor skal vi ikke også her "sige det rent ud til den danske befolkning", statsminister? Det handler om rigsfællesskabet,  om øget selvstyre til Færøerne eller det færøske folks løsrivelse fra Danmark. Og det er statsministeren selv, der i endnu et fjumre-år har banet vej for en mere end forståelig færøsk lyst til nu at virkeliggøre en gammel drøm.

Så siger statsministeren - og nu er viagra-fingeren skjult: "Det er regeringens holdning, at udspillet til disse drøftelser må komme fra landsstyret. Og at debatten om Færøernes fremtidige relation til Danmark i første omgang må finde sted på Færøerne: I landsstyret, i Lagtinget og mellem færinger. Landsstyret deler den opfattelse."

Nej, det er ikke landsstyret, der deler statsministerens opfattelse. Det er statsministeren, der nødtvungent må indrømme, at sådan er det. Og hvordan skulle det ellers være? Det er det færøske folk, der som alle selvstændige folk selv må finde frihedens form.

Et sådant andet selvstændigt folk, der kæmper for frihed, nævnes sidst i statsministerens tale. Han siger: "At tale om en ny verdensorden baseret på respekt for de grundlæggende menneskerettigheder må forstumme, hvis vi ikke griber ind i den tragiske konflikt i Kosovo."

Om indgrebet har han ret, men ikke i at talen om en ny verdensorden må forstumme. Regeringen og folketingets flertal er med til at indføre en ny verdensorden, hvis NATO uden en vedtagelse i FN bomber i Kosovo. Den ny verdensorden er den, som USAs tidligere præsident George Bush forudså ved Sovjetunionens fald. Det er en ny verdensorden med kun een stormagt, USA, indtil videre udmøntet i NATO. USA betaler ikke engang, hvad det koster at være med i FN.

Den ene regerings-deltager, Det radikale Venstre, som statsministerens åbningstale også dækker, har altid haft den grundlæggende tænkning, at mellemfolkelige indgreb af den slags, der er på tale i Kosovo, må ske på FN's grund.

Nu vil man sætte NATO i FN's sted med menneskerettigheder som grundlag i stedet for FN's grundlov. Sikkerhedsrådet sættes ud af kraft. Et vestligt skøn frem for en enighed i Sikkerhedsrådet er den nye verdensorden. Det lader sig gøre, fordi Rusland lige nu er svag. Det lader sig gøre, fordi Sikkerhedsrådet, skabt i anden verdenskrigs billede, vitterligt ikke er viseligt sammensat.

Det burde være utænkeligt, at en statsminister i en åbningstale til folketinget kan slippe om ved en tilslutning til en sådan ny verdensorden uden at gøre rede for følgerne for verden, for FN og for NATO. Statsministeren med Niels Helveg Petersen i hælene vader over Rubicon med træskoene i hænderne.

© Poul Erik Søe 7. oktober 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside