Er demokratiet
værgeløst?
Overvågning og sovepuder i kampen for at sætte anderledes tænkende skakmat. Foredrag på Lønne Højskole 31.10.1998

Vi indleder med efterretningstjenestens slagsang: I alle de riger og lande.

I midten af 1960’erne lavede jeg en times samtale til Danmarks Radio med en norsk politiker.

Han fortalte sit livs historie. Han havde som ung været ivrig kommunist. Og sammen med andre ungkommunister dyrkede han foruden politik også vintersport, som alle nordmænd gør.

De unge kommunister løb på skøjter på en sø i fjeldet oppe over Oslo by. På et tidspunkt spurgte den unge de andre om søen. Han ville gerne vide, hvilken del af Oslo by, der fik sin vandforsyning fra søen. De fortalte ham, at det var et villakvarter. Nåh, sagde han, det er jo kapitalisterne. Så huggede han hul på søen og pissede i vandet for at sende en hilsen til kapitalisterne.

Den unge kommunist blev senere Norges elskede socialdemokratiske statsminister, Einar Gerhardsen, den holdningsfaste, dybt menneskelige skikkelse i ledelsen af norsk politik gennem mange år, berømmet også for sin gennemførte hjælpsomhed mod andre, da tyskerne satte ham i konzentrationslejr. Han var med god grund norsk helt.

I min fortælling vender Einar Gerhardsen tilbage, men først sangen om Holger Danske. Sangen om helten er af Ingemann, så den er dansk.

Men det er Holger Danske ikke.

I slutningen af 1400-tallet slog en hollandsk bogtrykker Gotfred af Ghemen sig ned i København. Han var Danmarks første bogtrykker. Han trykte en dansk rimkrønike og siden Den danske Lov.

I rimkrøniken får Danmark sig en ny helt, Holger Danske, som oprindelig ikke skyldte Danmark andet end sit tilnavn.

I franske sagn findes en sammensmeltning af to gamle franske helte-skikkelser, som er blevet til een, nemlig Ogerus af Danmark.

Det er denne tvetulling, der bliver til Holger Danske, som med oprejst pande rider gennem alle prøvelserne.

Folkets egen fortælling siger, at Holger Danske sidder tre steder i Danmark, så elsket har han været. Han er i Møgeltønder, han er i Nonnebakken ved Odense og på Kronborg ved Helsingør.

I forvejen havde vi en langt ældre myte med samme indhold som kæmpevisen om Holger Danske. Kong Dan - den ene af Danmarks første to konger, om end ordet konge ikke blev brugt endnu, hviler i sin høj ved Kovirke, en fremskudt vold ved Dannevirke. Sagnet siger, at når Danmark er i nød, stiger Kong Dan ud af højen. Man ventede på ham både 1848-51 og 1864 for slet ikke at tale om 1940-45, da tilmed de fly, der truende fløj over Danmark 9. april 1940, startede fra en flyveplads 100 meter fra kong Dans grav. Flystøjen burde have vækket ham.

Ingemann tillægger ridderen og kampmanden Holger Danske særlige egenskaber:

Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg véd, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.

Det er en opskrift, mange drenge har fået sunget ind, mens de marcherede i gymnastiksalen lige efter anden verdenskrig. I hvert fald var det sådan i Nykøbing Mors, hvor jeg skulle lære at stå ret og bøje ryggen.

Forbilledet for alle raske drenge var, at vi skulle kæmpe med åben pande. Vi gemte os ikke bag ridderhjelmen.

Det var lige efter den danske modstandskamp, hvor frihedskæmperne havde været ikke så lidt klogere end Holger Danske og Ingemann. De havde kæmpet så skjult som muligt for ikke at blive taget af tyskerne.

Og så var der jo dem, der med åben pande havde samarbejdet med tyskerne, blandt dem størstedelen af de danske politikere. Ordet samarbejde var af den grundlagt for had. Samarbejds-politiker var ikke en ros, men et skældsord.

Det er her, den historie indledes, som vil komme til at fylde meget de næste tre-fire år. Historien om de danske demokrater, der ville værne demokratiet mod kommunistisk diktatur, og som derfor indførte diktaturets fremgangsmåder. De gjorde sig selv til forbrydere og brød loven.

Da jeg som tyve-årig i 1957 kom til Christiansborg som ung journalist var det emne et af de brændende. Det er ikke så sært. Sovjetunionen havde året før overfaldet Ungarn. De havde lokket Imre Nagys regering i baghold og myrdet Nagy og ministrene. Nagy, der selv var kommunist, men elsket blandt ungarerne, først og fremmest fordi han tidligt fordelte jord til småbønderne, blev Ungarernes helt og de vestlige landes helt på grund af sit oprør mod den kommunistiske union og kravet om Ungarns selvstændighed.

I de år drøftede vi på Christiansborg, hvordan demokratiet kunne værge sig selv. Drøftelsen mellem de, der havde deres gang på Christiansborg, blev i årenes løb påvirket fra mange kendsgerninger.

Ingen var i tvivl om, at det danske kommunist-parti havde tråd til Sovjetunionen. Flere af dem var direkte skolet i Moskva. Der var mere end mistanke om, at folk i kommunistpartiets ledelse forsynede russerne med oplysninger om Danmark, hvad der jo også siden er blevet klarlagt. Det var en klar vanskelighed for demokratiet, at en partiledelse havde sin trofasthed bundet i et andet land mere end til Danmark. Også åbningen af de kommunistiske arkiver i Moskva efter Sovjetunionens fald viser, at der var mere end en rød tråd mellem den danske kommunist-ledelse og Moskva.

Det fremgik jo også af kommunist-partiets politik. Kommunisterne i folketinget fulgte slavisk stemnings-skiftene i Moskva. Når Stalin lavede ikke-angrebspagt med Hitler, så dæmpede de danske kommunister det had, de havde til nazismen. Og da Hitler angreb Sovjetunionen, så blev danske kommunister modstandsfolk. De blev endda fremragende modstandsfolk, og danske demokratiske politikere, som samarbejdede med den tyske besættelses-magt, bidrog til forfølgelsen af kommunister, så danske kommunistiske modstandsfolk blev udleveret til tyskerne.

Da Montgomery fra Lyneborg Hede kunne meddele, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig, så blev kommunisterne taget med i Vilhelm Buhls befrielses-regering, og ved det senere valg fik kommunisterne 17 medlemmer af folketinget, det højeste nogen sinde. Det skete ikke kun på grund af, at kommunisterne havde været modstandsfolk i kampen mod nazismen, men også fordi der lå en anelse om et skifte, et krav om forandring hos vælgerne. Det var den samme anelse, der fik socialdemokraterne til at skrive det socialistisk mere yderligtgående partiprogram "Fremtidens Danmark" med den unge Jens Otto Krag som en af forfatterne.

Når vi i slutningen af tresserne mand og mand imellem drøftede demokratiets vilkår over for diktaturet, så spillede andre kendsgerninger ind.

På den ene side stod den fanatiske forfølgelse af kommunister i USA under mccarthyismen, hvor Amerikas ledende personligheder blev slæbt til forhør.

Forfølgelsen af folk med sociale holdninger med påstand om deres skjulte kommunisme skete i USA med en fanatisme, som vi nutidigt bedst kender fra amerikanernes drøftelse af præsident Clintons lave cigarføring.

Hvor mange lidelser og hårde skæbner, der end fulgte i USA af den vildt overdrevne kommunist-forskrækkelse, så skete undersøgelserne dog for åbne døre, da USA så rødt allevegne. Og da skammen senere bredte sig efter forfølgelserne, så var amerikanerne mere røde end før, i hvert fald var der få politikere, der ikke gik rundt med røde øren.

Modsat skulle det vise sig, at demokratierne vitterligt stod over for farer. Tydeligst stod det klart senere, da tyskernes forbundskansler Willy Brandt måtte gå af, fordi det blev afdækket, at hans nærmeste medarbejder var kommunistisk spion, styret fra DDR, det kommunistiske Østtyskland.

Der var på Christiansborg ingen tvivl om, at demokratiet måtte værge sig. Enigheden var ikke så stor dengang som nu, hvor alle partier også på højre og venstre fløj tilslutter sig, at der må være en efterretningstjeneste. Netop den enighed skulle siden vise at blive en sovepude for demokratiet.

Danmark valgte imidlertid ikke at gå den åbne vej, heller ikke den lovlige vej. Uden om loven overvågede politiets og forsvarets efterretningstjeneste lovlig politisk virksomhed, registrerede folk alene på grund af deres holdninger.

Det er ulovlighederne, der nu svier til os, og som det vil tage års formentlig bitter drøftelse at komme igennem. Man kan i dag undre sig over, at det danske demokrati ikke sørgede for, at overvågningen af kommunisterne skete åbent, altså med en lov som grundlag. Sådan som folketinget her i 1990’erne lavede lov imod rocker-bandernes indbyrdes krig.

I første omgang hører vi som forklaring, at det var en helt anden tid, og at det må vi huske. Især statsminister Nyrup Rasmussen har brugt de ord nu, sådan som de blev brugt i halvtredserne og tresserne. Sovjetunionen brugte voldsmagt i Ungarn i 1956, og de knægtede Tjekkoslovakiet i 1968.

Men selv frygten fra dengang er ikke så entydig, så også her må der mere historie til.

På Yalta-konferencen ved 2. Verdenskrigs slutning havde Roosevelt, Stalin og Churchill delt Europa i to halvdele. Yalta-konferencens aftale udløb først i 1995, og det er den formelle grund til, at der kan føres forhandlinger om at optage Ungarn, Estland, Polen og Tjekkiet og flere endnu i NATO.

Det er ikke muligt at forstå forholdet mellem NATO og Warszawa-pagten uden at kende til hændelserne i Budapest og det øvrige Ungarn 1956. Det er ikke muligt at forklare Sovjets og USA’s skridt dag for dag i vor egen tid uden at kende til forløbet af den ungarske opstand i 1956 med dens over 20.000 døde.

For os selv som danskere er hændelserne i Ungarn også en opvågnen, et udsagn om at vores tilknytning til NATO i slutningen af fyrrerne ikke ensidigt var en vækst i styrke, som følge af at vi havde slået os sammen med den vestlige sejrherre i anden verdenskrig, USA, men at der med den øgede styrke fulgte den svaghed, at vi selv var blevet mindre i forhold til USA. Dengang blev det ikke sagt åbent.

Vi skal helt frem til skiftet mellem præsidenterne Ford og Carter, før supermagternes sprog blev til at forstå. I amerikansk udgave slap ordene om Europas nuværende stilling ud i London. Her talte den daværende amerikanske rådgiver, Schlessinger, kaldet Kissingers Kissinger efter udenrigsminister Kissinger.

Og de ord, han skruede sammen ved den lejlighed, er blevet kaldt for Schlessinger-doktrinen. Den går i al enkelhed ud på, at de østeuropæiske randstater op mod Sovjetunionen måtte indstille sig på, at de hørte under Sovjetunionens interesseområde, at de ikke skal forvente nogen form for hjælp til en frigørelse fra dette afhængighedsforhold, og at disse lande, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland måtte indrette hverdagens virkelighed på, at sådan forholdt det sig, mens omvendt landene i den øvrige del af verden hørte til USA’s interesseområde, og Sclessinger blev omgående tolket sådan, at det måtte vi andre affinde os med.

Oversat til dansk betød Schlessingers udlægning af amerikansk udenrigspolitik, at landene op til Sovjetunionen fra de baltiske stater i nord til Ungarn i syd måtte sørge for deres egne oprør mod Sovjet, hvis de ville lave oprør. Vesten ville ikke og kunne ikke hjælpe dem. Og enhver ved nu, at nøjagtig sådan kom det til at gå. Land for land var det borgerne selv, der gjorde oprør mod den kommunistiske magt. Omvendt måtte de vestlige europæiske lande indstille sig på en politisk hverdag, hvor der var grænser for deres frihed.

Det fulgte af den holdning ikke bare, at et vesteuropæisk land ikke kunne tilslutte sig østblokken. Det var nok til at bære, for det har ingen af dem nogen sinde ytret ønske om. Men det følger af standpunktet, at der også var grænser for, hvor langt et vesteuropæisk land kunne gå ad demokratisk vej. Amerikansk tolkning af Yalta-konferencen indebar, at kommunister som regerings-medlemmer ikke ville blive tålt, og især i forhold til Italien skabte det mange vanskeligheder.

Alligevel kan Yalta-konferencen og for eksempel dem sovjetiske vold i Tjekkoslovakiet i 1968 ikke bruges så entydigt, som det sker, når man skal forklare ulovligheder i efterretningstjenesten og overvågningen. Det var jo egentlig stik modsat, for netop i 1968, året for det sovjetiske overfald på Tjekkoslovakiet, blev de ulovlige fremgangsmåder i efterretningstjenesten jo standset under den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard. Da var der kommet så mange afsløringer af politiets ulovligheder, at den borgerlige regering af Venstre, Konservative og Det radikale Venstre måtte sige stop.

I virkeligheden havde en af de første justitsministre efter besættelsen, Aage Elmqvist, allerede i 1947 udsendt et cirkulære, der sagde, at det var ulovligt at lave politi-registre med og overvåge folk alene på grund af deres politiske holdning og lovlige politiske virksomhed. Den slags minister-ord er bindende også for efterretningstjenesten, og de er i øvrigt en af grundene til, at Nyrup-regeringens forsøg på kun at få undersøgt efterretningens virke efter 1968 ikke er lykkedes. I hvert fald er det netop det cirkulære, der fredag får justitsminister Frank Jensen til at sige, at han nu har opgivet kun at lade undersøgelsen gå fra 1968, men at han foreslår sagerne undersøgt helt tilbage til krigens ophør i 1945. Det er nok rigtigt, som Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech, siger, at det næppe er set før, at en minister uden om folketinget laver om på sit lovforslag tre dage efter fremsættelsen. Der er tydeligt panik i den socialdemokratiske lejr og hos de radikale regerings-partnere.

Når der er panik, skyldes det, at overvågningen ikke alene har handlet om kommunister, som var mistænkt for have deres trofasthed bundet til Moskva. Registreringen og overvågningen bredte sig til, at enhver, der havde synspunkter til venstre for Socialdemokrater, kom under mistanke.

Tyve år før ungdomsoprøret var Danmark i fuld gang med at registrere og overvåge folk alene på grund af deres politiske holdning, og det gjaldt også folk, som ikke ville røre kommunismen med en lillefinger. Og overvågningen havde alvorlige følger for mange mennesker. De blev holdt ude fra stillinger i det offentlige. Og det samme gjaldt stillinger i mange private virksomheder

Og stod de på listerne, kunne de slet ikke få ansættelse på Grønland, fordi amerikanerne i Thule ulovligt havde atomkraft på dansk jord. Den socialdemokratiske statsminister H C Hansen havde ulovligt og mod sit eget partis politik tilladt amerikanerne at have atomvåben i Grønland, og i dag kan man se, hvilke lidelser H C Hansen påførte den grønlandske Thule-befolkning, men også sig selv med den beslutning. H C Hansen talte ikke med nogen i folketinget eller sin egen regering om sagen. Han traf beslutningen aldeles alene, og ingen er i dag i tvivl om, at den handling uden om demokratiets regler tog kræfterne fra den ellers muntre mand.

Jeg gør ikke noget forsøg på at finde en undskyldning for H C Hansens beslutning uden om folketinget og regeringen, men enhver kan se, at blandt så mange andre lignende beslutninger er det måske det tydeligste eksempel på, hvordan folk i demokratiets danske top ikke havde tillid til den demokratiske vej. De søgte ikke lovgrundlag eller blot den mindste form for demokratisk opbakning til så vigtige beslutninger.

Jeg tror, forklaringen først og fremmest er forløbet af den tyske besættelse i Danmark – modsat Norges vej under krigen. I Danmark blev en dansk regering siddende, først under socialdemokraten Stauning, siden under den radikale Scavenius. Fra 1943 var der ingen dansk regering, men vi havde det det, vi kalder departementschef-styret. De ledende mænd i hvert ministerium kørte Danmark videre under skærpet tysk overvågning, men departementscheferne søgte så vidt muligt at få en form for demokratisk opbakning for deres handlinger gennem samtaler med politikere fra de større partier.

Der blev efter mit skøn her skabt en politisk samarbejds-form og beslutnings-form, som kom til at præge dansk demokrati i årene efter anden verdenskrig. Et slægtled af unge politikere blev præget af, at de var tvunget til at træffe beslutninger, der ikke på sædvanligvis vis fulgte demokratiets regler. De havde ikke anden mulighed under tyskernes besættelse, og de medbragte en del af de politiske vaner til den tid, der siden blev kaldt den kolde krig. De var under pres, dels ude fra i kampen mellem de blokke, vi siden kaldte for supermagterne, dels inde fra på grund af de danske kommunisters fremgang ved valget efter besættelsen.

Når Norge ikke kom ud i så alvorlige vanskeligheder som Danmark, er hoved-grunden nok, at forløbet af den tyske besættelse i Norge var helt anderledes. Norge fik en nazistisk regering, og de demokratiske partiers ledere blev af nordmændene opfattet entydigt som det norske folks talsmænd. Demokratiet i Norge var sat ud af kraft af tyskerne og Quisling-regeringen - opkaldt efter Norges nazistiske regerings Vidkun Quisling. Derfor blev norsk demokrati heller ikke belastet af et påtvunget samarbejde med besættelsesmagten, sådan som det var tilfældet i Danmark.

Dernæst spiller de to landes demokratiske historie en helt afgørende rolle for forskellen i holdningen til kommunisterne og derfor også til opgøret med den ulovlige overvågning, der har fundet sted både i Norge og i Danmark.

Sædvanligvis tænker vi ikke over, at vi i Danmark, især det danske Socialdemokrati, har haft en hel anden holdning til kommunismen end for eksempel socialdemokraterne i Norge, det norske Arbeiderparti, som det stadig hedder.

Det sker jo for unge mennesker, at de har eet synspunkt, som de siden tager helt afstand fra. Pølsemanden Poulsgaard, der blev en af Glistrups folketingsmedlemmer i Fremskridtspartiet, var oprindelig kommunist, men tilbage blev kun det røde i pølserne.

I det danske socialdemokrati var det langt sværere for tidligere kommunister at nå nogen ledende stilling. Så vidt jeg ved, har vi kun haft en minister, der oprindelig havde været kommunist, nemlig Ernst Christiansen, som da også kun var viceudenrigsminister. Han fik ikke lov at køre løbet selv.

Sådan var det i politik, og mange gange var det også sådan, når offentlige embeder skulle besættes. Men undtagelser findes der. Finansministeriets departementschef Erik Ib Schmidt og hans kone, Danmarks første kvindelige programredaktør Inga Dahlsgaard, mødes i en trotskistisk studiekreds som unge. De gik i studiekreds for at lære om den anarkistiske udgave af kommunismen. De blev begge det, man kalder "gode socialdemokrater" og nåede langt. Man var ikke i tvivl om, hvor deres trofasthed var hægtet fast. Og det er muntert at tænke sig, at Erik Ib Schmidt var så forankret i demokratisk tænkning, at han som en klog departementschef var klar, da de borgerlige fra 1968 overtog regeringen. Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Poul Sørensen havde i valgkampen op til 1968 sagt, at der ville komme en økonomisk hestekur. Folk skulle vide, at nu skulle ærmerne smøges op, og det virker altid mandigt og statsmandsagtigt at love hårde tider først og siden guld og grønne skove. Men de tre partier, der dannede regering, Radikale, Konservative og Venstre, havde ikke egentlige planer om, hvordan hestekuren skulle virkeliggøres. Men da de efter valget mødte op på minister-kontorerne, så lå der en færdig plan for det økonomiske indgreb. Planen var lavet af Erik Ib Schmidt. Det var næppe i den trotskistiske studiekreds, han havde lært at lave borgerlige økonomiske stramninger.

Vi har i dansk fagbevægelse eksempler på, at tidligere kommunister er nået et stykke vej. Dansk Metal har haft en formand, der oprindelig var kommunist og siden folkesocialist. Men ellers har landets største parti, Socialdemokratiet, i en menneskealder holdt anderledes tænkende ude. Vi ved nu, hvordan det er lykkedes for dem.

Med to ledende socialdemokrater i spidsen, Københavns overborgmester Urban Hansen og kulturminister Niels Mathiassen, havde den socialdemokratiske del af fagbevægelsen 6000 meddelere ud over landet. De stak almindelige mennesker til ulovlige registre på grund af deres lovlige politiske og faglige virke. Tilmed blev disse ulovlige oplysninger givet videre til Politiets Efterretningsvæsen og til den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Københavns overborgmester gav politiets efterretningstjeneste en konvolut af og til, og CIA havde en særlig mand, der hentede oplysningerne hos socialdemokraterne. Partiets eget overvågnings-kontor hed AIC, og man indså tidligt, at det ikke var så heldigt, at AIC bagfra læses som CIA, den amerikanske efterretningstjeneste. Socialdemokraterne drøftede det, men fik det aldrig lavet om.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen var først tavs, da det kom frem, at 6000 havde indsamlet oplysninger om anderledes tænkende. Men efter to dages tavshed sagde statsministeren, at han ville åbne arkiverne, så alt kunne blive undersøgt. Det lød jo flot, og han opfordrede andre partier til at gøre det samme. Kendsgerningen er bare, at det arkiv, Nyrup åbner, har været åbent længe. Studerende, historikere og journalister haft længe kunnet kigge i dem. Alt belastende materiale er bare fjernet.

Socialdemokratiet var ikke ene om den private fremgangsmåde over for anderledes tænkende. Store virksomheder lavede en lignende overvågning. Med penge fra Industrirådet lavede atten virksomheder, blandt dem Carlsberg og F. L. Schmidt, en privat efterretnings-tjeneste, der kaldte sig Firmaet. Det skete allerede i 1948. Ifølge borgerlige aviser de seneste dage var det foretagende godkendt af demokratiske politikere som socialdemokraten H C Hansen, de konservative Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller samt Venstres Erik Eriksen. Der var selvsagt ikke lovgrundlag for sådan en godkendelse.

Når regeringen af socialdemokrater og radikale netop nu har prøvet at undgå en undersøgelse af mere end en lille del af Politiets Efterretningstjeneste, så var det for at sløre, at de ulovlige tilstande var sammenhængende og går op til vor egen tid. Man havde ikke lært af det demokratiske Norge, hvor viljen til at fastholde demokratiet sejrede over først og fremmest socialdemokratisk modstand mod en bred undersøgelse.

På Danmarks Radios andet fjernsyns-program kunne man i den forløbne uge høre Hardy Hansen, tidligere forbundsformand for SID, specialarbejderne, og tidligere socialdemokratisk folketingsmand.

Hardy Hansen turde næsten ikke tænke til ende, hvad der har været følgerne af den ulovlige virksomhed, der er foregået i arbejderbevægelsen. Han vidste, at folk var blevet fyret, og man måtte forstå på ham, at der kan have været politiske baggrunde for fyringerne med udgangspunkt i de ulovlige registre.

Vi andre kan tænke tanken til ende og indse, hvilke skæbner, der er påført almindelige mennesker, alene fordi de havde en anden politisk opfattelse, vurderet af 6000 socialdemokrater, der jo ikke alle kan have været skolet i efterretnings-virksomhed, og som kan have taget frygteligt fejl med deres oplysninger, så de hemmeligt har optrådt som folkedomstol, netop kommunismens og Sovjetunionens metoder.

Og det hele fortsatte bare, skønt det danske folks afstandtagen til kommunisterne ikke kunne være tydeligere end ved valget så tidligt som 1960, da vælgerne smed kommunisterne ud af folketinget, og de kom aldrig tilbage.

Hardy Hansen har siden oplyst, at virksomheden fortsatte op til vore egne dage. Han kunne når som helst ringe til Arbejderbevægelsens politisk-faglige sekretariat, sådan hed socialdemokraternes overvågnings-kontor efter 1972, og få at vide, hvilket parti en kandidat til en faglig post på en arbejdsplads havde.

I Norge gik man næsten fra første færd anderledes barsk til værks mod ulovlighederne. Undersøgelses-kommissionen bed ikke på falske undskyldninger. Man undersøgte, om der var et lovligt, retligt grundlag for registreringerne og overvågningen. Er der ikke et sådant grundlag, så er de ulovlige.

Norge har i høj grad gjort op med den tankegang, at demokratiets regler kan overtrædes på grund af en eller anden undskyldning ud fra tidens politiske forhold. Hvis tidens politiske vilkår tilsiger registrering af folk, så må der skaffes lovgrundlag for at gøre det. Ellers er selve demokratiet i skred, så bliver efterretningsvæsenerne - politiets, forsvarets og socialdemokraternes - hurtigt den politiske magts redskab mod anderledes tænkende.

Men jeg tror også, der er en anden grund til, at nordmændene i større enighed har kunnet komme igennem deres opgør med fortiden.

Grunden er forskellen på det danske og det norske socialdemokratis oprindelse. Det danske socialdemokrati er blevet til i modsætning til den kommunistiske udgave af socialismen og i kamp fra første færd imod kommunisterne.

Det norske Socialdemokrati derimod har udviklet sig fra først at være et kommunist-parti til at blive et socialdemokratisk parti. Det er derfor, det norske socialdemokrati den dag i dag hedder Arbeiderpartiet.

Vi har altså at gøre med en norsk holdning, der stammer tilbage fra den historie, jeg indledte med – ung-kommunisten, der slog hul på søen for at sende en forurenet hilsen til kapitalisternes bydel i Oslo.

Vi har da en Erhard Jakobsen, der som ung socialdemokrat ifølge eget udsagn gik rundt og hev dannebrog ned fra folks flagstænger, fordi han bedst kunne lide at se et rødt flag smælde.

Men det har været utænkeligt i de danske partier, at tidligere kommunister endte som ministre, bortset fra sammenrendet i befrielses-regeringen. Socialdemokratiet i Danmark har ikke kunnet drømme om at udpege en tidligere kommunist som statsminister.

De norske kommunister, der gennem kommunist-organisationen Mot Dag, også kaldet motdagisterne, var tilmed i socialistisk Internationale kendt som langt mere yderligtgående folk end de danske kommunister, og russerne lyttede til nordmændene, der havde indflydelse på verdens-kommunismen.

Alligevel godtog norsk demokrati og norske vælgere disse fremstormende kommunister, da de senere forlod kommunismen. Norge har haft to socialdemokratiske statsministre, der kom fra kommunist-fløjen.

Min største overraskelse var nok, at da det socialdemokratiske norske stortingsmedlem Trygve Bull, iøvrigt også gammel kommunist, væltede sin egen regering, så kom der er en borgerlig regering i Norge, ledet af det norske Høyre. Statsministeren hed Jon Lyng. Han var også gammel kommunist, medlem af motdagisterne.

Når vi nu skal til at skrive historien om Danmarks demokratiske forhold til kommunismen, så er det svært at leve sig ind, at vor egne holdninger er præget så meget af vor egen historie, at det er svært for nogen at se klart. For nok må man sige, at de ofte skifter partileder i Det konservative Folkeparti, men ingen, ingen, ingen kan nogen sinde forestille sig, at en tidligere kommunist får posten. Og da slet ikke, at den tidligere kommunist kan blive konservativ statsminister. I Norge, der er fuldt NATO-medlem og blev det mere ivrigt end Danmark, og som tilmed har en stump grænse fælles med Rusland, førhen Sovjetunionen, har man slet ikke haft den næsten sygelige trang til at forfølge enhver, der mente noget andet end toppen.

Den kommunistiske forfatter Erik Knudsen spurgte dengang sidst i tresserne i tidens ironiske stil, hvad man skulle stille op med alle de tusinder og atter tusinder af registrerede danskere, hvis der kom krig. Han mente, at der ikke ville være pigtråd nok til at spærre dem inde. Det vakte i 1968 ikke så lidt opsigt, at to radikale ministre, fiskeriminister A. C. Normann og undervisningsminister Kr. Helveg Petersen, stod i politiets ulovlige arkiver, alene fordi de havde været medlemmer af Radikal Ungdom.

VKR-regeringen lovede, at de tusinder af navne skulle slettes. I dag ved vi, at det ikke skete. Der blev sendt en genpart til den danske ambassade i USA, som i forvejen blev brugt som fjernlager for den danske regerings hemmeligheder. Det er jo den afsløring, der er en af grundene til Nyrup-regeringens lovforslag om, at politiets ulovligheder skal undersøges.

Men inden alt dette blev kendt fra udland og indland, var et værn af demokratiet et almindeligt emne i folketinget, dels fra talerstolen, dels mellem de partier, der kaldte sig demokratiske.

Spørgsmålet dengang var det samme, som vi drøfter i dag. Kan demokratiet værne sig alene med demokratiske metoder? Gør vi demokratiet værgeløst, hvis vi ikke tillader ledende politikere at bryde loven i kampen mod udenlandske magter og indenlandske kræfter, som vil omstyrte demokratiet?

Grundlæggende er det selvsagt den værste mistillid, man kan have til demokratiet, at det kun er egnet til fredelige forhold og fastsættelse af efterlønnens omfang, men uegnet til at modstå trusler og løse store kriser. Man må tro så stærkt på den styreform, et demokratisk land har, at styreformen også kan bruges i alvorlige kriser.

Det, vi i dag kan se klart, er, at en sådan tillid til demokratiet havde den politiske ledelse i Danmark ikke. Man valgte at gå ulovlighedernes vej, at bryde loven.

Det kender vi også fra andre lande, tydeligst USA. Og amerikanerne har i Watergate-sagen mod præsident Nixon været gennem et opgør med politikernes mistillid til demokratiet, præsidentens magtmisbrug og forbrydelse mod den demokratiske lovgivning. Amerikanerne skal i hvert fald ikke have ris for, at de så faste i troen på folkestyret tidligt gjorde op med diktatoriske fremgangsmåder i den politiske ledelse. Watergate-sagen førte til, at demokratiet trak i nødbremsen.

Og vi ved helt nutidigt, at USA ved den engelske tilbageholdelse af Chiles tidligere diktator, general Augosto Pinochet, bliver pinligt påmindet om en tid, da USA som demokratisk land ikke gik demokratiets ærinde, men var med til at fælde Chiles demokratisk valgte præsident, Allende.

Amerikanerne handlede i Chile imod det chilenske folks demokratiske valg med den undskyldning, at den kommunistiske trussel gjorde det nødvendigt at støtte militær-diktaturet.

Ligesom den kommunistiske trussel gjorde det nødvendigt for den amerikanske efterretningstjeneste CIA at prøve på indsmugling af gift i den mad, som Cubas præsident, Fidel Castro, skulle spise. Giften skulle få ham til at tabe skægget, så det er næsten en samsonsk historie om troen på, at kraften sidder i hårvæksten. Der var gået James Bond i demokratiet.

Det er indlysende nok, at koldkrigernes tid smittede voldsomt af også på det danske folkestyre. Og da vi jo tit tror, vi er de eneste demokrater i verden, i hvert fald de bedste, så rammer afsløringerne nu hårdt, også fordi opgøret med ulovlighederne er blevet trukket ud hver eneste gang.

Nu ser det ud til, at opgøret sættes igennem. Det sker i første omgang uden om regeringen og dens to partier. Det kan godt ende med et forlig om den lov, der skal sætte undersøgelsen i gang – et forlig mellem de partier, der sædvanligvis står bag efterretningstjenesten, altså Socialdemokrater, Radikale, Konservative og Venstre.

Men det har været sært tydeligt, at drivkraften bag den kommende form for undersøgelse i virkeligheden har været et ikke aftalt samspil mellem Venstre, Konservative, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.

Krumtappen i det sære samrend fra Fogh Rasmussens Venstres til Enhedslistens Søren Søndergaard er af alle steder hentet i et helt nyt demokrati, nemlig Sydafrika. Selvom sydafrikanerne ikke selv er udelt vilde med den form, opgøret med Apartheid-tidens grusomheder har fået, så er Sydafrikas sandhedskommission nøgleordet for de seneste dages danske drøftelser af de hemmelige efterretningstjenester.

Sandhedskommissionen gav syndsforladelse og lovede straf-frihed til dem, der åbent gjorde rede for deres ulovligheder under apartheid-styret og som bødler forsonede sig med deres ofre.

I tankegangen indgik også den undersøgelse, som Norge lige har været igennem. Her var det ikke regeringen, der lavede lovforslag om undersøgelse af efterretningstjenesten, men Stortinget. Den norske undersøgelse var både historisk og retslig. Der sad historikere i kommissionen, men den blev ledet af en dommer.

Søren Søndergaard fra Enhedslisten var den, der først fandt på, at det vigtigste ved en dansk undersøgelse af efterretningstjenesterne ikke var at få straffet embedsmænd, der havde brudt loven. I stedet skulle den historiske sandhed om overvågningen af anderledes tænkende findes.

Tanken var den, at politifolk og andre, der har været lovbrydere, har arbejdet på systemets bud, i hvert fald med systemets godkendelse. Der er tale om en system-fejl, altså en fejl ved demokratiet eller den danske måde at forvalte demokratiet på.

Det passede især Venstre godt. Partiet ville først slet ingen undersøgelse have af efterretningstjenesterne. I hvert fald ikke et retlig undersøgelse. Men en historisk undersøgelse smager Venstre bedre, fordi så får man ikke kun en skildring af ulovlig overvågning, men også et billede af de danskere, som Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech kalder for "de nyttige idioter", hvilket måske ikke er den smukkeste skildring af anderledes tænkende i en liberal mund.

Regeringen og dens justitsminister, Frank Jensen, ville for alt i verden ikke have en bred undersøgelse og slet ikke en historisk undersøgelse. Og så sent som tirsdag, da lovforslaget kom, skulle undersøgelsen kun omfatte tiden efter 1968, da den radikale regering i folketinget tilkendegav, at politiets overvågning af folk alene på grundlag af deres lovlige politiske handlinger var forbudt.

Mens det norske forslag om en undersøgelse kun fyldte et enkelt ark papir, så var den danske justitsminister lovforslag en hel lille bog, der mest handlede om, hvad der ikke måtte undersøges.

Der var ikke eet ord om en historisk undersøgelse, men allerede to dage efter måtte statsminister Nyrup Rasmussen redde kastanjerne ud af ilden for sin justitsminister. Nyrup trådte frem på fjernsyns-skærmene og sagde, at "debatten om lovforslaget havde været hyklerisk og historieløs".

Nu var det jo regeringens lovforslag, der var historieløs, for regeringen ønskede ikke en historisk, men en retslig undersøgelse. Men det er nutidigt politiker-sprog, at man uden blusel overtager de andres synspunkter. Så når både Venstre og Enhedslisten vil have en historisk undersøgelse, så siger statsministeren, at debatten hidtil har været historieløs, skønt debatten netop kun har handlet om historie, og som om han er mere ivrig for en historisk undersøgelse end de andre, skønt der ikke stod et ord om det i hans regerings lovforslag to dage tidligere. Fredag sagde justitsministeren, at også mente, undersøgelsen skulle gå fra 1945. Hans lovforslag holdt tre dage.

Men drøftelsen kommer til at vare tre år - mindst. Nogen synes, at den slags er irriterende og ødelæggende. De vil helst hygge sig med, at det hele står fint og ordnet til. Svaret til dem kommer fra den dommer, der i Norge ledede undersøgelsen: - For at være et folk må vi have en fælles historie. Derfor må vi kende historien, også den hemmelige historie.

© Poul Erik Søe 31. oktober 1998. Foredrag på Lønne Højskole.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside