Den taktiske
medlidenhed

Fredens projekt blev til dansk krigserklæring
Folketingets formiddag må vække medlidenhed. Fanget af fortidens gustne overlæg i flygtninge-politikken fremstod et stort flertal i folketinget som trælleagtige følgesvende til en vestlig krigs-erklæring uden folkeretligt grundlag i en FN-vedtagelse.

Dele af folketingets drøftelse var en skamplet på Danmarks historiske holdning til mangesidigheden i FN og verdenssamfundet. Kan man forestille sig nogen tidligere formand for folketingets finansudvalg som Peter Duetoft fra centrumdemokraterne træde frem på krigs-vedtagelsens dag og tale om verdenssamfundet, iført en trøje med et brystprangende amerikansk flag?

Der var ikke for fjernsyns-øjet pletter at se på den amerikanske trøje. Men hvordan er det muligt, at en mand på en af folkestyrets væsentligste poster så tydeligt træder tilsigtet enøjet frem i en drøftelse, der burde have som hovedmål at sikre Danmarks selvstændige stillingtagen til militært indgreb i Kosovo på verdenssamfundets grundlag?

Lige så skamfuld var ordene fra Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, der var imod den danske del af krigserklæringen. Han stod med taktisk medlidenhed i en tale om de hundredtusinder af Kosovo-flygtninge, der skulle hjælpes alle andre steder end i Danmark.

Regeringspartierne samt Venstre og de konservative gik da også Skaarup hårdt på klingen med det tvetydige menneskesyn i hans og partiets holdning, men i virkeligheden har flertals-partierne nøjagtig samme taktiske medlidenhed.

Det blev klart vist, da indenrigsminister Thorkild Simonsen var tvunget til at gøre rede for, hvad Danmark faktisk har gjort for at hjælpe og modtage flygtninge fra Kosovo i den tid, da den serbiske vold har drevet dem på flugt.

I forvejen vidste vi fra dagbladet Aktuelt, at der ikke er rørt en finger for at modtage de flygtninge, som man nu vil hjælpe med bombefly. Indenrigsministerens tal - i et sprog, der ikke var dansk og havde sløringens mål - viste, at modtagelsen af flygtninge fra Kosovo har været "stillet i bero" fra marts i år til august.

Der blev i formiddagens løb gjort en del grin med et SF-forslag om at lave en korridor for flygtninge ud af Kosovo. Dansk Folkeparti tilsluttede sig korridor-forslaget. Især udenrigsminister Niels Helveg Petersen var i det muntre hjørne. Han ville vide, hvordan man lavede sådan en korridor.

Men korridor-forslaget er ikke mere ubehjælpsomt end den danske regerings og folketings-flertallets fastholdelse af visum-pligten for Kosovo-flygtninge. På flugt fra serbernes blodige vold skal flygtninge opsøge den danske ambassade for at få visum. Det er endnu mere umuligt at nå ambassaden end at få aftalt en korridor, og flertals-holdningen er lige så kynisk, lige så ualvorlig.

Kort før afstemningen om den ny EU-grundlov, Amsterdam-traktaten, fik vi at vide, at EU og dens traktat var et fredens projekt. Statsministeren brugte ordet som slagord. Virkeligheden er en anden. Slagord er blevet slagorden. Fredens projekt er blevet en krigserklæring uden om FN, uden om verdenssamfundet.

Mens folketinget helt bogstaveligt bryster sig af at være endt som hittegods i amerikansk politik - som mavebælte på den amerikanske præsidents cigar - sælger man den verdensorden, der har Forenede Nationer som nøgle.

De øjeblikkelige militære styrke-forhold gør en vedtagelse som folketingets i dag mulig. Militær-magten og økonomisk overlegenhed har kynisk tilsidesat ihærdigheden i forhandlingerne med dem, der er imod bombningerne på Balkan.   Sådan undergraves FN. Verdenssamfundet indsnævres til at være de lande, man er enig med. Danmarks selvstændige stemme er blevet til et reklamebrøl på en trøje, der bæres af finansudvalgets formand.

© Poul Erik Søe 8. oktober 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside