Internationaliseringens og
globaliseringens krise

Verdensøkonomien kender ikke historien om Varde Bank, selvom den findes i alle lande

Pludselig er verdens økonomi påny i krise. Først i Thailand, nu på danske svineslagterier. Japan, Indonesien, Rusland, USA og EU er alvorligt ramte, når krisen som en globaliseret orkan går hen over verden.

Der er intet nyt i, at nedgang det ene sted mærkes det andet. Historien har samme udsagn århundrede efter århundrede. Forskellen er, at nu ved vi ved det fra døgn til døgn - og følgerne hos pengefolk og politikere med samme oversmarte verdenssyn er de samme over alt, langt hurtigere end nogen sinde før.

De største industri-lande holder møde og ved ikke, hvad de skal stille op. Kyndige penge-folk siger det enkle, som enhver burde kunne sige sig selv. Krisen skyldes uvidenhed.

Men man kan gå videre og sige, at de fleste steder i verden er det en højt uddannet uvidenhed, der styrer os ind i krisen og får den til at slå stadig voldsommere igennem.

Det er en særlig form for uvidenhed. I internationaliseringens og globaliseringens hellige navne, religiøse størrelser hos politikere og pengefolk, har man blindt troet på, at markedsøkonomien i sig selv var nok, og at sagkundskab i pengevæsen ville være tilstrækkeligt til evigt at sikre fremtidens fremadskridende fremskridt.

Nu står flovmændene og mangler plovmændene - både pengesedlerne og den bondske omtanke, der ved mere end just om pengevæsen.

Nu lyder fra verdens vismænd det utroligt enkle råd, at man for at sætte sine penge i noget også skal vide noget om det folk og det land, man handler med. Der mangler en viden, som har med andet end penge at gøre.

Almindelige mennesker har lært det for længe siden. I Danmark så vi, hvordan Varde Bank, egnens største, pludselige ville være international og i hvert fald den største provinsbank i København. Andre bankfolk var mere optaget af at bygge på Gibraltar end at se øgede forretnings-muligheder på strøg, de kendte noget til.

Pludselig blev man træt af sparekassebøger og små erhvervskunder. En god pengehandel var kun god, hvis den skete en lang flyverejse væk. Det var stort at gå i internationaliseringens nålestribede, indtil bukserne revnede.

Verdenshandel er ikke nyopfundet. Faktisk har danskerne i århundreder været ret gode til det også. Både virksomheder som Mærsk, banker og industrier, men også landbrugets eksportorganisationer, ledet af landmænd selv, der aldrig var blege for at omgive sig med et landskab af viden.

Men dygtighedens indhold var hos de folk ikke, at de spekulerede sig til en hurtig gevinst ved hjælp af prognoser, computere og smarte projekter med guldskrift og i farver.

De danskere, der har klaret verdenshandel i stort omfang og stadig klarer det, har udviklet deres virksomheder, ikke bare i takt med pengemængden, men først og fremmest i takt med virksomhedens egen viden og erfaring.

De gjorde ikke kæmpespring i religiøs tro på internationalisering, men sørgede for slidsomt dag efter dag at vide bedre, hvad de vidste. Sagt på dansk var der en uldkræmmer i hver af dem.

Hvor mennesker fra forskellige lande og folk handler sammen, banes der vej for fred. Men nu viser det sig, at den største trussel mod verdenshandelen er internationaliseringen og globaliseringen. De lover os fred, men pengevæsenets ny heksemestre også blandt politikere avler krise og krig.

Verdenshandelen bygger på tillid, men så snart internationaliseringen og globaliseringen kommer til som selvstændige mode-ord, så bliver grundlaget folkelig uvidenhed, manglende interesse og omsorg for kunden i det andet land. Vi så, hvordan grove former for udnyttelse var det første, der mødte de tidligere østlande. Man ville kun se sine egne muligheder, ikke de fælles muligheder for sælgerland og køberland.

Når det er endt sådan, skyldes det fraværet af handelsmæssig kunnen og alt for stor tiltro til, at pengevæsenet i sig selv er indrettet på at give alle gevinst.

Den pludselige økonomiske krise skyldes først og fremmest en udbredt mistillid. Der er kun een form for tillid tilbage, tilliden til egne beregninger, prognoser og lysbilled-beretninger til virksomhedens aktionærer.

Vi ser det i vor hjemlige andedam. Da undervisningsminister Bertel Haarder var undervisningsminister, nedlagde politikerne seks lærerskoler. Nu mangler der lærere. Prognoserne var blevet guddommelige.

Og vi har set det med regeringens pinsepakke. På skrømt sagde man, at indgrebene havde som mål at dæmpe for hurtig vækst i dansk økonomi. Men pinsepakken var ikke gjort til hjemmemarkedet. Pinsepakken havde som vigtigste mål at tilpasse dansk økonomi endnu mer til den afgudsdyrkelse, der i EU finder sted af falsk internationalisering og globalisering som møntunionens alter.

På verdensplan blev det mode blandt pengefolk og deres højt uddannede rådgivere at misligholde baglandet. Det hjemlige blev set som en hæmsko for raske forretninger i ukendte områder. Det hjemlige blev foragtet.

Men da det samme skete i andre lande, så rykkede disse landes pengefolk ind til afløsning for dem, der havde viden om et handelsområde, de så at sige var udlært i. Og da de ny også var på ukendt grund, så er de også med i krisen og har givet den mere styrke.

Sådan er da det selvfølgeligste og fineste ved verdenshandelen, tilliden mellem vidt forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund, afløst af det smarte mode-trælleri. Sådan er sundheden i vekselvirkningen mellem jordens folk blevet afløst af af den snu beregning, uvidenhedens lottospil samt internationaliseringens og globaliseringens lykkejægere.

Det hører ingen steder hjemme. Og det er det gale ved det.

© Poul Erik Søe  5. oktober 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside