Kan pressen holde et
ulovligt politi i skak?

Eller må demokratiet skabe et modpoliti som nødværge?

Det er pressen, der værner demokratiet mod indre opløsning. Der er ikke en egentlig politisk vilje til at standse de farlige kræfter, der i samfundets top spiller uden om folkestyret.

Der er al grund til at prise de pressefolk, der vedvarende og dybdeborende holder øje med og har mod til at skildre de forbrydelser, der foregår i selve statens system.

Senest har radioens dokumentargruppe (Danmarks Radio mandag 28. september 1998, genudsendt søndag 4. oktober) påvist, hvordan det hemmelige politi krænker privatlivets fred og bryder ind i folks huse uden tilladelse fra en dommer. Almindelige politibetjente påbydes denne forbryder-virksomhed af deres foresatte. Det er også sket som led i politiets forfølgelse af lovlig politisk virksomhed. Det er vel at mærke danske politibetjente selv, der skildrer disse lovbrud til radioens dokumentargruppe. Og betjentene lyder, som de er stolte af deres ulovligheder.

Efter udsendelsen mandag har justitsministeren bedt statsadvokaten undersøge det, der er kommet frem fra de medvirkende politifolk. Vi ved fra de fleste af den slags sager, at de som et indforstået spil mellem samfundets top og forbryderne i statens system ender i syltekrukken, den røde affaldspand, og at nogle af de grove lovbrydere undervejs bliver forfremmet.

Som i 1960'erne vrimler det nu påny frem med afsløringer af det hemmelige politis ulovlige færden. Ulovlighederne i de første årtier efter besættelsen førte i slutningen af 1960'erne - under Hilmar Baunsgaards regering af radikale, venstrefolk og konservative - til et ny politisk regelsæt for det hemmelige politi. Det er det sæt af regler, der ifølge afsløringerne af det hemmelige politi gennem de seneste år ikke er blevet holdt. Dele af politiet er endt som en stat i staten og driver sin virksomhed med ulovlige midler.

Det er i dansk demokrati i sig selv utænkeligt, at andre end folketinget udøver den demokratiske selvkontrol. Det er folketingets opgave at overvåge statens system, så statsmagtens brug af  ulovlige midler afsløres og straffes.

Enhver ved, at folketinget ikke løser den opgave. Nogen slår sig til tåls med, at heldigvis har vi så pressen. Den trykte og elektroniske presse ses altså som et sidste værn, fordi den i hvert fald til nu er i stand til at bringe afsløringerne af ulovlighederne. Men pressen har allerede i dag ikke styrke nok til at sikre, at statens undersøgelser af sagerne får et reelt indhold og fører til straf mod lovbryderne.

Ingen ved, om pressens former i fremtiden vil være så fri og ytringsfrihedens virkelige grundlag så stærkt, at pressen kan være væsentligste del af samfundets sunde selvkontrol, som egentlig skulle føres af folketinget. Det er derfor nødvendigt, at folketinget ser sin demokratiske opgave som vigtigere end nedkæmpelsen af politiske modstandere ved hjælp af et hemmeligt politi, der bruger ulovlige midler.

Det er også vigtigt, fordi selve den forbryderiske ånd i dele af statens system må nedkæmpes. Der er jo hele tiden sære samspil, der røber den demokratiske ånds fravær. Vigtige politi-papirer blev fundet hos rockere, og det var formentlig en politi-læk. Våben fra forsvaret havnede hos rockerne. Opfølgningen af sager af den art må siges at være meget ringe.

Og det gælder da i endnu højere grad opfølgningen af sager højere oppe i statens system. Enhver ved, hvordan Nørrebro efter brostens-aftenen 1993 er brolagt med undersøgelser, der har været bevidst vildledende fra politiets side, og hvis egentlige mål har været - også for demokratiske politikere - at forsinke en egentlig opklaring, så sagen kan ende i den røde skraldespand, der hos efterretningstjenesten er farven på den hemmelige papirkurv.

Det, som radioens dokumentargruppe nu bringer frem, er i sig selv kun endnu en styrkelse af mistanken om det danske hemmelige politis lovbrydende virksomhed med klar politisk hensigt. Men indholdet i afsløringerne viser, hvordan der i forhold til demokratiet sker en forråelse i sindet hos dem, der udfører eller pålægges at udføre den ulovlige virksomhed i lovens navn.

Udsendelsen viste, at udover det hemmelige politis vrimmel af ansatte, så er mange kun i efterretningstjenesten en begrænset tid, indtil de bliver rykket videre i de ikke-hemmelige afdelinger. På de enkelte politistationer er der en kontakt-person til politiets hemmelige afdeling. Men de tidligere efterretnings-folk medtager det hemmelige politis ånd til andre tjenestesteder. I hvert fald fik man tydeligt det indtryk af udsendelsens dokumenterede samtaler med fire politibetjente.

Det blev dokumenteret, at en betjent har "foretaget ransagning hos mistænkte" uden dommerkendelse. Radioens folk havde udspurgt den politibetjent, der foretog indbruddet, og dokumentargruppen havde derefter i samtaler fået indbruddet bekræftet af tre andre betjente.

Uden noget som helst lovgrundlag brød betjenten ind på bostedet hos et politisk aktivt menneske, hvorefter betjenten registrerede og affotograferede lejligheden. Der var ikke skaffet dommer-kendelse for ransagningen. Retsplejeloven sætter ellers dommer-standen ind som demokratiets værner mod politifolk, der tror, de selv er loven.

Jeg ville for nogle år siden have skrevet, at mest rystende er det, at det ulovlige indbrud blev bestilt af betjentens foresatte. Den foresatte var operativ indleder, og det er selvsagt utænkeligt andet, end at han eller hun kender demokratiets spilleregler og retsplejelovens krav ved ransagninger. Jeg bruger ikke længere ordet rystende i den slags sammenhænge. Det er kun, hvad jeg venter. Selvsagt er det folk højt på strå, der bestiller forbrydelserne.

På den vis var radioens udsendelse heller ikke overraskende. Men det er dog første gang, en politibetjent fortæller, hvordan han foretager ulovligt indbrud. Han indrømmer også, at der var ingen dommer-kendelse.

Politibetjenten kunne ikke se, at det var et indbrud. Vores formål, sagde han, var at fotografere og skrive op, hvad vi så. Vi tog jo ikke noget, siger politibetjenten. Og det er her, han tager fejl i sin forfærdende dumhed. Han og den betjent, der var med ham under det ulovlige indbrud, tog det, der var af højst værdi i det hus - og i ethvert andet hus i et frit land. De to betjente stjal friheden fra dem, der boede i det hus.

Senere i udsendelsen falder så de ord, der kunne siges i ethvert diktatur, Hitlers og Stalins, men som er umulige i et demokrati. En dansk politibetjent siger: - Der er nogen mennesker, der ikke har krav på at blive beskyttet af retsplejeloven, og over for dem har jeg ingen skrupler, når vi bøjer retsplejeloven.

Det er forråelse. Det er et råt menneske, der taler fra en stat i staten, som har mistet sans for frihed og demokrati. Det er et menneske, der har gjort sig selv til sandheden. Eller lader sin overordnede om at være sandheden. En betjent siger i udsendelsen: "Hvis en leder siger god for en opgave, så skal der meget til, før man siger nej."

Politiet gør sig selv til domstol, afgør hvem der hører under retsplejeloven og hvem ikke. Lighed for loven er ukendt for disse politifolk og deres leder. Og selv står de over loven, begår ulovligheder og siger bagefter, at "hensigten helliger midlet".

Det er ikke nok at gå med håbet om, at pressen holder ud - og at de enkelte journalister får lov at holde ud. I Danmarks Radio blev det før EU-folkeafstemningen 1998 indført, at nogle ja-sigende journalister fik en særlig ytringsfrihed, ret til at kommentere selv. Ytringsfrihed er altså heller ikke i det radiohus, der har givet plads for udsendelserne om det hemmelige politis ulovligheder, en selvfølgelig sag, men er en nåde, der tildeles særligt udvalgte.

Vi ved ikke, hvor langt der er til tavsheden. Men vi ved, at der stadig er en demokratisk sten, der skal rulles op ad bjerget, hvor mange gange den end triller ned. Måske er modtrækket til politiet som stat i staten et modpoliti, opbygget af folketinget uden om regerings-apparat og justitsministerium. Et demokratisk modpoliti som nødværge. Tanken er ikke rar, bærer i sig mindelser om det dårligste i USA. Der er noget selvopgivende i tanken. Alligevel presser den sig på - som sidste nødværge, før grupper i folkestyret ser sig så truet af stats-ulovlighederne, at de danner deres eget modpoliti.

Ingen ved, om der i virkeligheden er sammenspisthed mellem politiske partier og udøverne af politiets ulovligheder. Man kan endnu mere frygte, at det hemmelige politi og dets omegn i etaten har så stor magt, også over ledende politikeres hverdag, at frygten hindrer de politiske indgreb, der selvsagt må ske fra et myndigt demokrati.

© Poul Erik Søe 4. oktober 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside