Den forsinkede
forudsætning

Dansk Balkan-politik som byggeklods i amerikansk valgkamp undlod at vente på den FN-vedtagelse, der nu synes en kendsgerning

Den nødvendige forudsætning var ikke på plads, da Danmark sendte bombefly til Italien for at true serberne, overvåge Kosovo og bombe, hvis serberne ikke følger FNs krav.

FN stod ganske enkelt ikke bag NATOs forsøg på indgriben. Der kunne ikke nås enighed i FNs sikkerhedsråd, som tydeligt ikke havde samme tidsmæssige pres som det, der har styret først USA, siden NATO i tiden op til det amerikanske valg.

For Danmark var følgen, at efterkrigens mellemfolkelige grundlag blev brudt. Regeringen var stemmepolitisk bange for, at især Venstre skulle komme til at stå stærkt med et krav om NATO-indgriben uden om FN.

Regeringen kendte dette pres især fra det valg, der som udenrigspolitisk hoved-indhold havde drøftelsen af atom-bevæbning på amerikanske skibe som gæster i dansk havn. Uffe Ellemann Jensen trak som udenrigsminister det længste strå, uagtet at han hånede folketingets flertal ved at tale om "udenrigspolitiske fodnoter", skønt han siden selv forud for 1993-afstemningen om EU-grundloven fra Maastricht aftalte de største fodnoter i dansk udenrigspolitik nogen sinde.

Ikke mindst for regeringspartiet Det radikale Venstre var de danske bombe-fly i en krig med serberne et skred for hele partiets mellemfolkelige grundlag. Skreddet er ikke så overraskende, som nogen vil gøre det til. Det er en følgestreng fortsættelse af den politik, der blev støbt af den afdøde radikale statsminister Hilmar Baunsgaard og undervisningsminister Helge Larsen, der i fællig lagde planer om at udskifte Det radikale Venstres vælger-baggrund med et mere borgerligt. Det var Baunsgaard og Larsen, der nedlagde Bertel Dahlgaards og Jørgen Jørgensens FN-politik for at afløse den med en NATO-politik.

Når Det radikale Venstre i tiden fra 1964 oplevede et oprør, Hilmar Baunsgaard mod Karl Skytte, og hvori et ja til NATO var kernen, så havde det ikke udenrigspolitisk baggrund, men var en magtkamp i partiet, hvori NATO-holdningen kun indgik som et middel. Kortene blev spillet af FN-forkæmperen, den senere undervisningsminister Kr. Helveg Petersen, som på trods af radikale sædvane-tro holdninger valgte Baunsgaards side i magtkampen.

Den radikale magtkamp i midten af tresserne med NATO-spørgsmålet som et vigtigt middel kan ikke måles ud fra dagens NATO, efter Sovjetunionens fald. Der er i dag tale om et helt andet NATO, der som redskab også for FN har spillet en vigtig rolle, men som ser ud til at være misbrugt i Kosovo-spørgsmålet indtil FNs seneste sikkerhedsråds-vedtagelse.

NATO i tressernes midte, før Danmark meldte sig ind i det, der blev EU, kan heller ikke ses med det mildere blik, man må have på forsvars-pagten i dette øjeblik, ikke mindst fordi den har vist sig at være modvægt til den euro-nationalisme, der vil omdanne EU til militær stormagt, og som nu i ly af Kosovo-krigen stikker sit fjæs frem igen.

Frankrigs og Lillebritanniens sygelige drømme om at gengøre gammel storhedstid i EUs navn dæmpes først og fremmest af et forsvars-samspil med USA, hvad der i kampen mod euro-nationalismen er en fordel. Det er ganske vist en dyr fordel, fordi man gennem NATO må sluge USAs vitterlige enøjethed i udenrigspolitik og den utålelige tilstand, at USA ved at snyde sig fra at betale medlemskortet til FN på samme tid svækker FN og gør brug af FN, når det passer i hjemligt amerikansk kram.

På hjemlig jord har Det radikale Venstres udenrigspolitik ændret sig mere end så mange andre partiers. Hilmar Baunsgaards byggeklods-charme, lært hos reklamefolkene, omtrent tredoblede partiets stemmetal for en meget kort tid. Han havde til sit selviske formål og oprør brug for at frigøre Det radikale Venstre fra partiets samspil med tyskerne under besættelsen, og mere end NATO-kærligheden var frigørelsen fra det, der under besættelsen hed "samarbejds-politikken" drivkraften for hans greb om udenrigspolitikken.

Baunsgaards fremmeste lærlinge i dansk nu-politik er Niels Helveg Petersen og Marianne Jelved. Niels Helveg Petersen har videreført reklame-brugen af udenrigspolitikken stik imod partiets mellemfolkelige sædvaner og især i dyrkelsen af EU, hvor Niels Helveg Petersen i den forløbne uge tilmed - modsat statsministeren - fandt ud af, at ikke et af de områder, hvor EU har blandet sig, skal føres tilbage til dansk selvstændigt styre.

De seneste to EU-traktaters salgs-fremmende løfter om nærhed i vedtagelser skal ganske enkelt overhøres, står det til Niels Helveg Petersen. Hans grund til at sige det er, at vil Danmark på områder, hvor vi vitterligt har ret til selv at tage stilling, gøre brug af vores ret, som Niels Helveg Petersen fremhævede så stærkt for at få ja-stemmer nok til EU, så vil andre lande også gøre det. Helt mekanisk siger han, at så går det ud over miljøet. Bare man siger miljø, så skal ingen løfter holdes. Det er ganske enkelt forurening af sprogbrugen. Vælgerne er da heller ikke gået i miljø-fælden. Dagens meningsmåling (Vilstrup i Politiken) viser for første gang i lang tid tilbagegang for Det radikale Venstre, et svar på partiets knægtelse af dets mellemfolkelige grundlag og hidtidige FN-politik.

Niels Helveg Petersen er opdraget af EU. Han valgte en politisk pause for at blive embedsmand i det daværende EF, og i dag udgør det en vigtigere baggrund for hans handlinger end Det radikale Venstres historie og politiske grundlag.

Derfor kom det så vidt også for de radikale, at FN blev vraget som grundlag for dansk krigs-deltagelse med bombefly. Vejen skulle banes for senere at kunne sige, at der er hævd for den slags vedtagelser også i det radikale Venstre. Med vedtagelsen om bombe-fly til Kosovo uden om FN har Niels Helveg Petersen banet vej for, at Danmark uden om FN kan deltage i krige, der føres af EU som militær stormagt. Og der er ikke langt til, at tankegangen kan overføres på forholdet mellem EU og NATO, sådan at EU går ind i krige, der ikke kan nås enighed om inden for NATO.

NATO var lang tid om at nå til enighed om bombe-truslen mod serberne, som NATO så til gengæld gav fire dages frist til troppe-tilbagetrækning.  Vinteren var nemlig forestående i Kosovo, og man ville øjeblikkelig lindre Kosova-albanernes lidelser. Uagtet disse ord, der indgik salgs-fremmende i den danske hastværks-vedtagelse, fik serberne hurtigt længere snor, yderligere ti dage, som om NATO også er herre over vinterens komme. Og nu tales der om yderligere forhandling og forlængelse.

Danmark levede ikke op til de udenrigspolitiske sædvaner, som Norden og Danmark blev agtet for af folkeslag jorden over, mens vi var fri af EUs stormagtsdrømme, nemlig at kræve det mellemfolkelige retsgrundlag i orden, før man lod bombe-flyene lette.

Et dansk krav, som før ville have været selvfølgeligt, nemlig at det diplomatiske håndværk skulle fuldføres før vedtagelsen, ville have givet værnet af Kosova-albanerne en ganske andet mellemfolkeligt og folkeretligt baggrund. Det ses tydeligt af vedtagelsen i FNs sikkerhedsråd søndag (26. oktober 1998).

Sikkerhedsrådet har nemlig nu vedtaget en resolution, der kan være baggrund for indgrebet mod serberne. Observatørerne i Kosovo og de ventende NATO-styrker har nu sikkerhedsrådet bag sig i en stræben efter at standse borgerkrigen.

Der er modstridende tolkninger af FNs vedtagelse, men Rusland og Kina har undladt at stemme for resolutionen, altså ikke stemt imod. Dermed er en forudsætning, som burde have været et krav i dansk udenrigspolitik, gjort, men med en skæbnesvanger forsinkelse.

USA og England tolker FN-ordene sådan, at der er fuldmagt fra sikkerhedsrådet til at bruge militærmagt. Det er også det sandsynlige indhold i sikkerhedsrådets aftale, hvis da ikke Rusland og Kina de næste dage vælger et ordvalg, der entydigt modsiger amerikanerne og englænderne.

Det er den seneste uges politiske spil, der har udløst den nye resolution fra sikkerhedsrådet. Nogen vil med gode grunde anke over verdens tilstand ved at iagttage, hvordan enigheden opnås mellem magterne - eller en så vidt strakt enighed, at Rusland og Kina i hvert fald ikke stemmer imod. Men vil vi ikke miste FN som mellemfolkeligt redskab, må vi - trods de mange historiske særheder i arbejdsformen - godtage, at FN i den nuværende sammenskruning er at foretrække for en verdensorden, hvor militærpagter handler på egen hånd.

Vejen til den ny FN-vedtagelse går først og fremmest over den israelsk-palæstinensiske såkaldte nye aftale om, at de nogenlunde skal holde det, de allerede har aftalt. Løftet på amerikansk grund om at virkeliggøre Oslo-aftalen mellem de to folk har utvivlsomt været et ufravigeligt krav fra russerne for at gå med til de ny FN-ord, og de har også taget sig betalt med mere klingende mønt. Sådan som amerikanerne må gribe til pungen for at få Israel på plads og EU for at få palæstinenserne med.

Det diplomatiske snedker-arbejde, der burde have været en ufravigelig forudsætning, er først blevet finpudset og nået frem til afleverings-færdig stand længe efter virkeliggørelsen af resolutionens indhold. USA, især Clinton og hans parti, har ensidigt sat tidsrammen for forløbet, mest for at give Clinton gode undskyldninger for ikke at møde alt for mange amerikanske vælgere i valgkampen. Men på dansk jord er der tømmermænd, fordi regering og folketingets flertal så åbenbart blev brugt som byggeklodser i en amerikansk valgkamp.

Samtidig kan pressefolk fortælle fra EU-regeringsledernes komsammen i Østrig, at især England ved den socialdemokratiske førsteminister Blair, hvis troværdighed blegner dag for dag, nærmer sig et synspunkt, hvor EU skal spille en militær stormagts-rolle.

Det er den slags ord, der søsættes, når krigstruslerne holder motorerne gående på startbanerne. I ly af påstået medlidenhed vil EU-klubben ruste sig til selvstændig magt. Og straks hedder det i store dele af den EU-ydmyge danske presse, at de danske EU-politikeres selvvalgte forbehold mod deltagelse i et EU-militær er under pres. Det er os, der skal hjælpe England i den næste Falklands-krig, siden hjælperen fra den seneste krig, diktatoren Pinochet, er færdig i Chile og må nøjes med at gå til te hos Lillebritanniens tidligere førsteminister, Margaret Thatcher, når han da ikke skal stå for sin dommer.

© Poul Erik Søe 26. oktober 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside