Et lærestykke i
selvstændighed

Friheden til forskellighed er værn mod folkefjern magtmisbrug
Der breder sig, også hos folk med omtanke, en følelse af, at EUs fælles styring er til fordel, også selvom EU-magten går folkenes selvstændighed for nær. I denne uge hørte man i Danmarks Radio den slags ord fra Steen Gade, en af Socialistisk Folkepartis EU-tilhængere.

Det skal ikke fremstilles sådan, at Steen Gade kun har uret. Den fælles styring, der lå i de oprindelige europæiske fællesskaber, havde som mål at samordne landenes politik for at fremme fri samhandel. Men hurtigt efter den danske folkeafstemning i 1972 viste det sig jo, at politikerne blot havde brugt dette selvfølgelige og gode mål som salgsvare for i virkeligheden bag folkenes rygge at skabe en stormagt i Europa.

Hvad der engang havde den fri samhandel som mål, har nu som hensigt at skabe den stadigt voksende union. Og tilbedelsen af fælles styring bærer ved til det bål, der vil blusse, når Europas folk igen vil deres selvstændighed.

Midt i denne drøftelse forlyder det fra de tyske regerings-forhandlinger, at tyskerne langsomt vil holde op med at bruge atomkraft. Det ny regerings-samarbejde mellem socialdemokraterne og de Grønne skal indeholde en vedtagelse om, at de tyske atomkraftværker på lang sigt skal lukkes.

Fra første færd var atom-affaldet den største vanskelighed. Videnskaben og magthaverne havde ingen løsning. Og Tyskland har i år oplevet, hvor groft folket snydes af magten. Atom-affald blev ført gennem store dele af landet i beholdere. Titusinder og atter titusinder af politifolk har i årenes løb måttet ud på vejene og langs jernbanesporene for at kæmpe mod tyskere, der var imod den farlige flytning af atom-affaldet. I år kom det så frem, at det tyske folks modstand havde ret. Beholderne med atom-affaldet lækkede. Det havde magthaverne vidst længe. Alligevel brugte de magt til at nedkæmpe den modstand, som viste sig at have aldeles ret.

Da atomkraftværkerne blev bygget, lød videnskabens og magthavernes ord om, at de var ufarlige. Atomkraften var også den mindst forurenende, hed det. I dag ved vi, at svenskerne og tyskerne har fortrudt, men samtidig har svært ved at slippe ud af den gale vedtagelse.

England har haft mange atom-udslip, og den engelske regering kom mere og mere i modsætning til det engelske folk, fordi udslippene blev holdt skjult. Magten havde fået sit eget mål, at styre uden mulighed for folkelig indsigelse. Det samme er sket i USA, og enhver ved, hvor galt det står til i de tidligere kommunistiske lande.

Tænker vi os, at atomkraftværkerne først skulle bygges i dag, ville det have været en EU-sag. EU ville uden tvivl med eller uden grundlag i EU-traktaten have ødslet tilskud til kraftværkerne, fordi EU er et redskab, der kan bruges til at gennemtrumfe vedtagelser hen over hovedet på folkene. Vi ser, hvordan EU på område efter område - også ud over EU-traktaten - blander sig imod folkeviljen. Tydeligst gælder det lige nu fødevarernes, forureningen og miljøet. Det enkelte lands selvstændighed tilsidesættes for EU-vedtagelser.

Når vi ikke har atom-kraft i Danmark, så skyldes det folkelig indsigelse tidligt i tresserne. Men grunden er også, at vi havde politikere, der havde et tillidsforhold til deres eget folk, og som var rede til magt-kald over for det folkelige pres.

Ingen partier i Danmark nåede at få atomkraft på partiprogrammet. Partiet Venstre var tættest på. Det Sjællandsk-bornholmske Venstre nåede at få kravet om atomkraft med i en udtalelse i tresserne. Men derefter bøjede politikerne sig, fordi de indså rigtigheden i det danske folks syn, nemlig at netop spørgsmålet om atom-affald ikke kunne løses. Emsige politikere og embedsmænd havde udset sig en salthorst på Mors som lager-plads for atom-affald. Men det kom ikke videre.

Ingen har længere en følelse af, at vore politikere kan handle så selvstændigt og fremsynet som dengang. De skal hele tiden slå op i EU-aftaler for at vide, hvad de må mene. Folkeligt indsigt og indsigelse bliver trådt under fode.

Det er et lærestykke i selvstændighed og demokrati, at Danmark få år før den danske tilslutning til de europæiske fællesskaber var i stand til at føre en atom-politik helt modsat de omgivende lande, Sverige, Tyskland og England. Den folkelige indsigelse mod atomkraftværkerne havde mulighed for at sejre, fordi det danske demokrati i en frugtbar vekselvirkning mellem modstående synspunkter havde mulighed for at finde samstemmighed mellem folk og folkevalgte. I dag ville man have skreget på europæisk fællesskab og tudet os ørene fulde af, at den slags skal løses hen over landegrænserne.

Friheden til forskellighed er det egentlige værn mod folkefjern magtmisbrug. Det er friheden til forskellighed, vi har mistet. Vi har i stedet fået den sydeuropæiske tolerance, der stik mod de fleste opfattelse intet har med frisind at gøre, men er friheden inden for en grænse, som flertallet fastsætter. Den egentlige frihed, først og fremmest for mindretallene, muliggør ikke kun, at mindretal kommer til orde. Mindretallene får indflydelse, og er deres ord og synspunkter vægtige, sejrer de. Men kun når demokratiet har det folkelige fællesskab som grundlag.

© Poul Erik Søe 16. oktober 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside