De sjove og
de mærkelige

Sjovt nok har jeg aldrig lagt meget mærke til Christian R. Rovsing, og mærkeligt nok har jeg slet aldrig fundet ham sjov.

Men netop det, han mangler, viser sig nu at være grunden til, at han er valgt til Europa-parlamentet for Det konservative Folkeparti.

Ifølge ham selv kan man nemlig ikke have sjove og mærkelige mennesker på den konservative liste til EU-valget. Sådan sagde han på det konservative landsråd.

Og sådan gav han en god grund til, at han selv er på listen og ifølge aviserne har krævet at blive stillet allerøverst blandt de ikke sjove og ikke mærkelige.

Sjovt nok synes den samme regel om at undgå de sjove og de mærkelige i et vist omfang ikke at gælde på konservative lister til folketingsvalget. Det er værd at lægge mærke til.

Ordene imod de sjove og de mærkelige faldt i ugeskiftet, da Det konservative Folkeparti holdt landsråd, som mærkeligt nok hedder landsmøde i andre partier og sjovt nok hos de konservative er et møde for de rådvilde.

Mærkeligt nok var ordene fra Rovsing vendt mod den konservative Frank Dahlgaard, der jo ikke er så sjov, som han er mærkelig. Dahlgaard kalder sjovt nok sig selv for EU-skeptiker, skønt det mærkeligt nok lyder hårdere end EU-modstander. Men Dahlgaard havde en god sag. Han ville gerne på listen til EU-valget, dog uden at kræve at komme øverst på listen.

Der er 65.000 konservative EU-modstandere, og det lyder ikke af mange, men hos de konservative er det et mærkeligt tal. Jeg bruger denne ene gang ordet mærkeligt, som Holberg og H C Andersen brugte det - og som færingerne, som sjovt nok er bedre til dansk end danskerne, stadig gør det. Mærkelig har også tydningen værd at lægge til.

Disse 65.000 sjove og mærkelige mennesker har ingen at stemme på i deres parti, når der vælges til EU-parlamentet. Måske ville de ikke have stemt på Frank Dahlgaard alligevel, hvad der sagtens kan finde gode grunde for.

Sjovt nok deler de 65.000 skæbne med omkring halvdelen af det danske folk, der er lige så sjove og mærkelige, bare uden også at være konservative.

Partierne på højre og venstre fløj kan tilbyde EU-modstand, og Socialistisk Folkeparti har delt sig op i næsten lige mange sjove og mærkelige. Sjovt nok går SF frem, jo mere partiet deler sig. Nu er det ikke kun kærligheden, der kan blive stærkere af at blive delt, men mærkeligt nok også EU-politikken. Hvorimod de konservative går tilbage, hver gang de siger, at partiet er enigt, og det er jo en mærkedag, hvis de et enkelt døgn glemmer det.

I Venstre, Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Det konservative Folkeparti er EU-modstand tabu. En enkelt modstander hist og pist kan tåles, hvor der ikke er udsigt til, at den sjove bliver valgt, men ellers må nej-folket blive i skabet, hvor da der også er blevet bedre plads efter den kønslige frigørelse.

En homoseksuel minister kan tage sin ven med til hofbal hos dronningen, og det er et fremskridt, men hvis nogen i de gamle partier møder op hos dronningen i fuld åbenhed med en EU-modstander ved siden, så trækker garden op.

Vi har været i EU i 25 år, men det er stadig sjovt og mærkeligt, at ingen EU-modstander har været minister i al den tid. Halvdelen af det danske folk har sat den anden halvdel i skabet.

Det falder mig pludselig ind, at Christian R. Rovsing på det konservative landsråd har brugt ordet sjove i dets gammeldanske tydning, hvad der da også altid klæder en pæn konservativ.

At sjove havde engang tydningen at tage tilfældigt, løst arbejde, siden var indholdet i ordet at tage det hårde arbejde, at slide og slæbe. Dansk politiks løsarbejdere, der må sjove, slide og slæbe, mens de andre tildeler hinanden høje poster og render med statens partistøtte - sådan er EU-modstanderes vilkår i Danmark. Den slags kan man ikke være på liste med. Er det mærkeligt?

© Poul Erik Søe 10. november 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside