Den store moster kommer
Marianne Jelved ser danskerne som adfærdsvanskelige børn

Økonomiens minister, Marianne Jelved, har det seneste år ikke kunnet åbnet munden uden at tale om adfærd og psykologi.

Hun har ikke politiske, økonomiske eller sociale grunde til sine handlinger, men har som hoved-hensigt at ændre danskernes adfærd ved hjælp af psykologi.

Marianne Jelved er blevet den politiske Desmond Morris - sociologen, som kan tyde menneskelivet ud fra adfærd, vi har medbragt fra aberne. Når vi klør os i håret, mens vi snakker fartbøde med en politibetjent, så skyldes det, at vi har overtaget abens signal om ydmyghed over for overaben.

Senest er Marianne Jelveds bidrag til tolkningen af forliget om finansloven et udsagn om, at hun ved hjælp af psykologi vil ændre vor adfærd.

Hun ser folket som adfærdsvanskelige børn, der ved hjælp af lovgivning skal ledes på den rette vej. Men dermed ophøjer hun sig selv til gudinde, der retleder kyllingerne, som skjuler sig under hendes skyggende vinger.

Hun er som Zenobia i Ebbe Kløvedal Reichs nye bog, en kraftfuld kvindes indgreb ind i det nutidige liv på grund af ord, der ganske vist er blevet væk, men som giver folk kræfter blot i længslen efter den guddommelige moder. Den store moster kommer, som een vrænger i romanen.

Marianne Jelved sidder ved smeltediglen, rede med sine støbeforme, som vi alle skal passes ind i, når hun ved hjælp af psykologi og lovgivning får rettet vor utilbørlige adfærd.

Frem står et psykologisk samfund, hvor helved staves med J. Vi er tilbage i det ord, der både forfra og bagfra sagde os en sandhed i barnedagene - russerdressur. Menneskesynet i en politik, der med psykologi som våben alene har til hensigt at ændre adfærd, er den golde tro på, at mennesket egentlig er en abe, der kan dresseres til en opførsel efter herskerindens lyst.

Politik er ikke længere holdning. Politik er ikke en sag, man kæmper for. Politik er ikke den gode strid for at gøre de svage stærkere.

Politik er i stedet at tilpasse mennesket til de økonomiske rammer, som er vedtaget bag lukkede døre. Man sænker ikke aldersgrænsen for folkepension med to år, fordi det er en sag, man selv eller ens parti vil kæmpe for.

Hensigten er ikke at hjælpe folk til bedre år i alderdommen. Nej, aldersgrænsen sættes ned for psykologisk at ændre adfærden. Vi får folkepension, fra vi er 65 i stedet for 67, ikke af menneskelige grunde eller ud fra en social holdning, men for at hindre folk i at gå på efterløn og for at skaffe penge til lavere selskabsskat for udenlandske virksomheder. Skolelæreren Marianne opfører et spil dressur med danskerne som dansende aber.

Efterlønnen var ikke en mærkesag, politikerne satte liv og sjæl ind på for at give bedre vilkår til nedslidte. Efterlønnen blev lavet for at ændre vores adfærd, så der var færre 60årige i kampen om arbejdspladserne. Nu falder ledigheden. Der er brug for flere hænder. Så svinger Marianne Jelved pisken, og danskeren danser som en snurretop for snerten.

Vi fik ikke uddannelses-orlov for at give danskerne bedre undervisning. Uddannelses-orloven havde ikke uddannelse som mål. Meningen var at ændre adfærden, så arbejdsløsheden så pænere ud med færre ledige og flere på uddannelse. Før mente politikerne, at vi var så dumme, at efteruddannelse var vigtigere end arbejde. Nu er vi pludselig kloge nok, fordi der er kamp om de virksomme hænder.

Vi fik ikke forældre-orlov og længere ferie, fordi børn og voksne skulle være mere sammen. Vor adfærd skulle blot ændres ved hjælp af psykologi, der spillede på den faste dårlige samvittighed over adskillelsen mellem børn og voksne. Nu er politikerne ligeglade med voksnes samvær med børn. Adfærden må ændres igen.

Ved at bruge ordene adfærd og psykologi, som Marianne Jelved gør det, får hun sagt til os, at demokratiet har fået svindsot. Som politiker er Marianne Jelved ikke talerør for et folk eller for en del af det folk, for sit parti eller en del af det parti. Hun repræsenterer ikke vælgere, men ser i stedet sig selv som den støvleklædte dyredressør, der alene har magten som opgave, udmøntet i styring af danskernes adfærd.

Længere væk kan vi ikke komme fra det danske folkestyre. Men så langt væk er Marianne Jelved også. Jeg er ikke i tvivl om, hvor hun henter sine cirkus-tanker om danskerne som dresserede aber. Da EU lavede fælles rødbede-pas, gav kommissionen alene den grund, at passet skulle få os til at føle os som unions-borgere. De vil styre vor adfærd og vore følelser.

Og har i hjertedybet
sit billed klart hun set,
så glædes den høje moster -
hendes gerning er alt sket.

© Poul Erik Søe 27. november 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside