Venstres leder gjorde sig
til statsminister i nat

Socialdemokratiet sat skakmat af sine egne og står kun til at redde ved at udskifte Nyrup Rasmussen
Det er ikke opsigtvækkende, at der kan laves bredt forlig om finansloven det første år efter et valg. Nu skal der indtjenes de stemmer, partier får ved at vise vilje til samarbejde. Hen mod næste valgdag trykker man på pedalen til den indre brovten igen. Alligevel er den vanlige kogebog ikke fulgt i år.

Det har været tydeligt, at Venstres førstemand, Anders Fogh Rasmussen, hele vejen har været leder af årets forhandlinger om finansloven og ikke - som sædvanen er - finansministeren, Mogens Lykketoft.

Anders Fogh Rasmussen har dermed for første gang som partileder fået oprejsning for den tort, han måtte lide ved selv at trække sig som minister, da han blev grebet i kreativ bogføring, smykning af regnskabet.

Var han ikke gået i tide fra den borgerlige regering, ville han være blevet fældet, fordi Det radikale Venstre ikke ville støtte ham. Ved selv at gå banede han vejen for at kunne komme tilbage. Det skete for alvor i nat - i samarbejde med Det radikale Venstre.

Det har dog på Christiansborg ligget klart længe, at Fogh Rasmussens tvungne frivillige afgang som minister ikke skulle hindre ham vejen tilbage til en minister-post, og Fogh Rasmussens mesterstykke i årets forlig om finansloven sikrer ham endog, at det bliver en statsminister-post.

Så vidt jeg husker, var det sociologen Erik Høeg, der allerede tidligt i 1970erne læste ud af tal og kaffegrums, at Venstre ville blive Danmarks største parti ved årtusindskiftet. Vi, der mente os selv noget så kloge dengang, nærmest skreg af grin. Om samfundsforskerens spådom for tre årtier siden skyldtes held eller håb kan være lige meget, men man har altid selv godt af at blive sat på plads af virkeligheden.

Loven for folkelivet, som for alt liv, er uophørlig bevægelse, mente allerede Grundtvig. Og virkeligheden trænger sig lige nu på med overraskelser, der godt kan indses i bakspejlet, men som alligevel peger på en politisk udvikling, der gør Anders Fogh Rasmussen til øjeblikkets mestermand og sandsynligvis til landets kommende statsminister.

De åbenbare stramninger i finansloven kunne Venstre have taget til sig som egen-indsats; dog Fogh Rasmussen sigtede ikke først og fremmest på finansloven, men på statsminister-stolen. Han sørgede for den bredde, der giver seks partiers opslutning om finansloven.

Fogh Rasmussen ville mere end Venstres øjeblikkelige sejr. Han ville vise, at Venstre havde vingefang nok til at samle småfuglene blandt partierne under sig - i en så lidet brovtende form, at der også blev korn til blinde høns. Og han har skabt sig selv en foderskål, han kan nippe fra den dag, Venstre skal til dronningen for at blive statsminister-parti.

Fogh Rasmussens vælger-tække har selvsagt også sammenhæng med, at de konservative har taget fast bopæl på en skadestue.Og ingen havde regnet med, at Uffe Ellemann Jensen ligefrem spærrede for tilgang til partiet Venstre. Hans form kunne indbyde til øretæver, men almindeligt var han set som magnet. Det skal dog i dommen huskes, at alene udskiftningen af leder har vælger-tække, da folketingets knæfald for EU gør hele det politiske liv mindre meningsfyldt og mere træls. Det forstærkes yderligere i dyrkelsen af få enkelt-politikere, der så at sige slides op på skærm og i højttaler.

Den samme gentagelses-træthed lider Poul Nyrup Rasmussen stærkt under i dette halvår, forstærket af hans mange brud på valgløfter, senest i den ny finanslovs vidtgående sociale stramninger. Han har da også på det seneste valgt at holde sig mest muligt væk for senere at prøve på at dukke op som en fornyelse. Det er en form, der i Danmark tidligst blev opdaget og rendyrket af centrumdemokraternes Erhard Jakobsen.

Ikke bare Venstres tal i meningsmålingerne og Anders Fogh Rasmussens fremad-sigtende midter-søgen i forliget om finansloven, men også det vedvarende oprør blandt socialdemokraterne og i fagbevægelsen har sat Poul Nyrup Rasmussen skakmat.

Han har aldrig genvundet den stilling, han havde i det danske folk, før han valgte at kuppe Svend Auken væk fra lederposten i partiet. Tabet af mere end hver fjerde vælger i de fleste meningsmålinger skyldes Poul Nyrup Rasmussen og hans umulige omgang med folkestyret. Nyligt blev det understreget tydeligt i den filmiske skildring af valgkampen bag sætstykkerne. Han var aldeles uden interesse for nærværende vælgere, hvis der ikke var en fjernsyns-optager i nærheden.

På en sær måde gentager han Jens Otto Krags skæbne, den ensomme flokfører, den forladte førstemand. Selvsagt vil socialdemokraternes meningsmålinger ikke vedvarende ligge så lavt som lige nu, men alle klokker ringer i partiet, fordi socialdemokraterne i forvejen har haft tilbagegang ved begge de valg, der har været under Poul Nyrup Rasmussens ledelse. Den tid er kommet, da Poul Nyrup Rasmussen vil gøre bedst nytte for sit parti ved at bede om at blive skiftet ud.

© Poul Erik Søe 25. november 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside