EU tvinger danskerne til at være
fødevareindustriens skraldespand

Danmarks vandring fra velfærdssamfund til skidtfærdsstat med voksende dødelighed, øget sygelighed og dårligere sygepleje hænger tidsmæssigt sammen med landets deltagelse i EU.

Grunden er den enkle, at markedsøkonomien i EU altid vinder over menneskelige hensyn. Det kunne ikke fremgå tydeligere end af Danmarks Radios Journalen, der mandag (23.11.1998) viste, hvordan EU tvinger danskerne til at være fødevare-industriens skraldespand.

Det handlede om fisk - dårlige, opløste, gamle og i nogle tilfælde rådne fisk, der af EU godkendes til salg. Det er EUs regler, der gør, at auktionslederne i landets fiskerihavne er tvungne til at godtage uspiselige fisk til salg som spisefisk.

Udsendelsen viste, at fisk som følge af EUs regler blev godtaget og solgt til danske fiskehandlere og til fødevare-industrien, selvom Levnedsmiddel-kontrollens undersøgelse af de samme fisk endte med, at fisken blev kaldt uegnet til menneskeføde.

Sædvanligvis ville et samfund som det danske have handlet omgående. Politikere ville have grebet ind og standset brugen af danskeres maver som skraldespand for uspiselig fisk.

Men i europæiseringens og markedsøkonomiens hellige navne gøres der ikke andet end at sende lidt flove ord i retning af affalds-danskerne. Alle de fiske-sagkyndige i udsendelsen var enige om, at de ikke selv ville lægge mund og mave til de fisk, som man frejdigt og med EUs velsignelse laver til fiskefars og fileter for at sælge dem på det danske hjemmemarked.

Den gode fisk sendes til udlandet, først og fremmest forsyninger til de katolske fastedage. Som altid fik vi at vide, at danskerne slet ikke vil betale de høje priser, som ordentlige fødevarer koster.

Det er svært længere at tro på den grund. Selvom der også kan fås sund fisk i Danmark, så ser det mere ud, som om man med hensigt vænner danskerne fra at betale den rigtige pris for de rigtige fødevarer.

Det er i hvert fald piblende pjat, at folk i Spanien har råd til at betale for den sunde fisk, mens danskerne, der i snit er langt rigere end spanske forbrugere, fremstilles som så fattige, at de er nødt til at købe tonsvis opløste, vanddøde og halvrådne fisk, uegnet til menneskeføde.

Det er snarere i fødevare-industriens omgang med danske maver sådan, at priserne til stadighed indeholder fristende tilpasning, så det danske hjemmemarked vænnes til så lave priser, at der fastholdes et marked for ellers uspiselige eller ligefrem skadelige fødevarer.

Udsendelsen viste, at skønt der selvsagt findes i hobetal af fagkyndige og redelige folk i handelen og forarbejdningen af fisk, så er der også en stor gruppe, der følger EUs griskheds-moral. Udtrykket dødens købmænd fik med udsendelsen et nyt indhold. EU tillader, at der sælges sygdom og sundheds-ødelæggelse til danskerne. Det har vi levnedsmiddel-kontrollens ord for.

Men levnedsmiddel-kontrollen kommer slet ikke på fiskeri-auktionerne. Den opløste og halvrådne fisk skal i stedet tilses af fiskeri-kontrollen, som i forvejen har mere end nok at se til, og som er tvunget til at følge EUs regler, hvor helbred altid er underordnet penge.

Udsendelsen rækker videre end til fisk. Den rejser skjult det spørgsmål, om et fødevare-land som Danmark skader sig selv. I al fødevare-fremstilling skabes først og fremmest værdifuld mad, men også restvarer, som ikke kan sælges i udlandet.

Vi lever af handelen med de gode varer, vi frembringer. Men vi dør, hvis vi godtager samtidig at være affalds-spand for fremstillingen af sunde fødevarer til alle andre end os selv. I forvejen lægger danskerne liv til brugen af en række sundheds-skadelige stoffer for at opretholde en fødevare-industri, som forsyner udlandet med sunde varer. Der føjes spot til skade, når danskerne også skal være skraldespand for det, ingen andre vil sætte tænder i.

I udsendelsen prøvede fiskeri-industrien og fiske-handelen at klare sig med at tale om, at der er brodne kar i alle lejre. Det skulle forstås sådan, at det kun er nogle få pengegridske, der udnytter muligheden for indtjening ved at sælge uspiselige fisk til danskerne.

Forklaringen kan ikke godtages. De pengegridske har kun mulighed for at tjene penge på uspiselige fisk, fordi EU tillader det, og fordi danske politikere og myndigheder søger at gøre det moralløse EU spiselig ved at bukke og skrabe, blot råddenskaben er stemplet i Brüssel.

Selvom folketingets værtshus, Snapstinget, hver torsdag kun burde have vanddøde og halvrådne fisk på spisekortet, så ville det ikke hjælpe. Endelig har vi fundet grunden til, at politikere hele tiden rejser rundt i EU. De skal ikke nyde noget hjemme.

© Poul Erik Søe 24. november 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside