Venteliste
til ventelisten

Enmandsavisens læserhjælp:
Kom på din egen venteliste
Valgkampen er dog til gavn for noget. Den fremmer salget af nitroglycerin, som dæmper hjertesmerter. Vi, der går rundt med ondt i hjertet og dog har en slags status ved at være på venteliste, får dagligt chok, der med eet slag kan fremme nedbringelsen af ventelisterne og tilmed gavne landets økonomi.

Hver gang, der dukker en politiker op på skærmen, snupper vi en ekstra nitroglycerin. Man kan ikke kræve det umulige af politikerne. De ved ikke, hvad det handler om. De er jo så heldige at være hjerteløse. Hvordan skulle de kunne vide noget om, hvor glade vi er for ventelisterne.

Men hver eneste gang, nogen i valgkampen siger ordet betalingsbalancen, så øges mulighederne for hurtigere behandling af hende, der på ventelisten står lige bag mig. Mit hjerte kan ikke holde til ordet betalingsbalancen.

For jeg ved, at har man sagt betalingsbalancen, så må man også sige ventelister. Og de gør det alle sammen - i den rækkefølge. Med store, nervøse smil siger de allesammen, at ventelisterne skal afskaffes. Det kan vi være helt sikre på efter valget.

Det virker hver gang på hjertet, som om jeg lige har opdaget, at jeg har vundet en million i lotto, men at det er så længe siden, at jeg ikke længere kan hæve gevinsten.

Endelig står jeg nu, tres år gammel, ved mit livs mål. Jeg er kommet på en venteliste. En af de fine endda, på sygehuset i Odense, hvor de ganske vist trænger til at få lidt malet hist og her, men hvor man kan få ret god kaffe i stueetagen, og hvor marcipanbrødene omsættes så hurtigt, at de altid er friske og bløde.

På sygehuset har de ikke styr på, hvornår jeg skal undersøges. De har sendt mig et brev med et tidspunkt. Men i deres arkiv har de et andet tidspunkt. De har tilmed en genpart af et brev, de har sendt til mig, med et andet tidspunkt en måned senere end det, der står på det brev, de har sendt til mig. Det, synes jeg, gør kun ventelister bedre. Brevene i deres arkiv er levende. De ændrer indhold helt af sig selv. Det er en trøst, så er der da liv i noget.

Men så dukker politikerne op fra alle partier. Og det er dødbringende. Her i valgkampen er der slet ingen ventelister. Hver eneste venteliste er forsvundet. Det er de allesammen enige om. Bare dog valgkampen dog snart var overstået, så vi kunne få de gode gamle ventelister igen.

Mit eneste håb nu foruden nitroglycerin er, at politikerne ikke holder deres løfter. Jeg mener, det er jo set før. Måske kan vi få lov at få ventelister igen. Jeg er bare i tvivl om, hvorvidt det er nødvendigt at søge om at komme ind på den venteliste, jeg hidtil har stået på, når valget er overstået. Jeg ville have spurgt statsministeren, men han er ikke til at komme i snak med, fordi han hele tiden taler med Venstres formand eller skrive breve til Clinton om den amerikanske præsidents hjerteproblemer.

Selvsagt kan vi alle sammen betale os fra det eller rende til en overlæge og hurtigt springe hele køen over. Men inde i - nåja - hjertet kan jeg mærke en gammel følelse af fællesskab fra dengang, vi alle var lige over for sygdomme og helbredelse. Det er da en meget gammeldags følelse. Man bliver jo lidt blødsøden, når man skranter. Man kan godt have det hyggeligt i en kø. Hos bageren eller købmanden eller ved en billetluge. Og jeg forestiller mig, at de levende breve, der af sig selv kan skifte datoer som de lyster, ovre på sygehuset i Odense, også snakker med hinanden og bytter plads eller smiler, når en eller anden længere fremme har købt sig en friplads på privathospital eller købt sig en overlæge.

Jeg har derfor fået den tanke, at andre lige som jeg vil savne ventelisterne meget. Afskaffelsen af ventelisterne fjerner det sidste, der giver os mening med folkestyret og livet. Hvor der er ventelister er der håb.

Enmandsavisen tilbyder derfor som en sidste redning nu, da valgkampen er ved at tage livet fra os, en folkelig venteliste for alle, syge og raske, højre eller venstre. Den løsning, som intet parti kan tilbyde 11. marts, er lige for hånden her: Ventelisten til ventelisten.

Det hele er såre enkelt. Send en elpost til elpost@loenne.dk og kræv at komme på ventelisten. Man kan selv bestemme, hvor længe man vil stå der. Og man kan senere skrive så tit, man lyster, og ændre på tidspunkterne helt efter behov. Selvsagt sørger Enmandsavisen også for, at datoen af og til bliver bliver ændret, uden at de tilmeldte får det at vide. Det er altså med andre ord en rigtig venteliste.

For at være helt sikker på, at registreringerne på Ventelisten til ventelisten ikke forsvinder, fordi et eller andet flertal i folketinget forbyder listen, så vil vi sende en genpart af ventelisten til Politiets efterretningstjeneste. Der holder man heldigvis ikke loven, men gemmer den slags til evig tid. På den måde er det sikret, at enhver tilmeldt bliver på ventelisten også efter døden. Bemærk: Ingen anden venteliste kan kappes med Enmandsavisens med hensyn til lang ventetid.

Skulle der opstå kødannelser på internettet i de første dage, hvor tilmeldingerne til den ny venteliste vil strømme ind, har vi en særlig venteliste for dem, der vil på Ventelisten til ventelisten. Det er samme adresse: elpost@loenne.dk

© Poul Erik Søe 5. marts 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside