Valgaften 21,45:
Så det bliver nok Per Stig Møller
Passende straf, hvis færingerne fælder Nyrup Rasmussen
På dette tidspunkt svinger det voldsomt mellem de to fløje. Det er svært at finde en egentlig vinder. Men det er nemt at se, at den store taber er de konservative med Per Stig Møller som formand.

Det er derfor sandsynligst, at Per Stig Møller bliver ny statsminister. Det er ikke et ordvalg i vrangbilleder. Det vil passe godt til dansk skik. Det har igen og igen været sådan, at taberen ved valget er endt på regeringskontorets fornemmeste plads.

Især peger Dansk Folkepartis fremgang på Per Stig Møller, fordi Pia Kjærsgaard er vred på Uffe Ellemann Jensen og hans ord mod Dansk Folkeparti valget igennem.

Dernæst spiller det en rolle, at Uffe Elllemann Jensen ved Schlüter-regeringens fald af de radikale blev beskyldt for et forsøg på statskup. Der kan hos de radikale, hvis de frigøres fra socialdemokraterne på grund af tilbagegang, være mulighed for indflydelse på en regerings-dannelse til højre. Og de radikale vil da - på dette ene punkt - være enig med Dansk Folkeparti i, at Uffe Ellemann ikke er det mest oplagte emne til statsminister-posten.

Poul Nyrup Rasmussen kan ende senere på aftenen i den stilling, at færingernes valg fælder ham. Det er at falde på ufuldendte gerning. Og man må ærligt sige, at det har han fortjent.

Han er trods lille fremgang langt, langt fra Svend Aukens tal ved valget for to år siden. Med Auken som leder af socialdemokratiet havde valgets resultat været et ganske andet. Det kan nu blive dyrt for socialdemokraterne, at de tillod Nyrup Rasmussens snavsede kup mod Auken.
© Poul Erik Søe 11. marts 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside