Den indforståede tavshed
Afhåbningens Tyskland lukker ned for EU
Danmarks 25 år i EF og siden EU har været nedturens tid. Unionen har vist sig at være det dårligst tænkelige redskab til at klare kriser. Den smidighed, mangfoldighed og alsidighed, som sikrede Danmark gennem det omtumlede århundrede, blev sat i stå fra det øjeblik, vi lod os forvalte udefra og endte i gold ensidighed og regel-rytteri.

Først fra det øjeblik, vi sagde stop, blev der fremgang påny. Det danske nej til EU i 1992 gav nok uro omkring valutaen den første tid. Men Nationalbanken kunne til slut gøre op, at også valutarisk havde vi haft fordel af det danske nej. På samme måde som selv talsmænd for kommissionen i EU i år siger, at det danske nej var til fordel for EU.

Man kan undre sig over, hvordan et dansk nej, som politikerne ved et kup vendte til et ja, alligevel har været igangsættende for Danmark. Grunden er enkel. Det gav håb. Det udtrykte den vrede, som ikke findes i politikernes glatte ja-ord. Opsparet vrede er sand i samfundets maskineri. Det danske nej var olie på samfundets metaltrætte led.

Tyskerne har ikke oplevet det samme. Vi ved af erfaring, at der i vores nabolag ikke er noget farligere end opsparet tysk vrede. Og vreden er stor. Som herhjemme har vreden i ringe omfang fundet demokratiske talsmænd. Derfor er der skabt et tomrum, som under en pludselig udfyldning let vælter mere end en tysk regering. Vreden er holdt nede og ulmer som de bål, der igen alt for hyppigt brænder i tyske gader.

Der skal ikke være tvivl om, at de tyske partier trods arvede vanskeligheder har kæmpet for at værne folkestyrets åsyn. Men tysk demokrati er præget af den indforståede tavshed, som er den farligste igangsætter af alle politiske kræfter uden for styring.

Der er så mange emner, der ikke kan tales om i tysk politik, og værst er helliggørelsen af EU. Faren er, at borgeren ikke hører sig hjemme i politikernes ord. Borgeren er fremmedgjort i sit eget land. Den tilstand kaldes elendighed - at føle sig uden for, skønt man er hjemme. Håbet kan ikke nå sit vendepunkt.

Når hjertet i sin feber søger efter håbets vendepunkt, så er der kun ordet som mulighed. Det er en dansk digters kloge tanke fra tiden efter anden verdenskrig. Men dermed står også skrevet, at når ordene ikke er fælles, når man ikke hører sig hjemme i magthavernes ord, så er det umuligt i folkeligt fællesskab at nå håbets vendepunkt. Den indforståede tavshed i folkestyret er håbets fjende.

Vi har tidligere i Danmark oplevet, at politikere som Glistrup og Erhard Jakobsen ville gøre sig til talsmænd for "det tavse flertal". De ville tolke de politisk tavse, hvad der unægteligt giver mange muligheder, især til at få sagt, hvad man selv mener i folkets navn. Enhver kan se, at den slags rollespil er dødsensfarlige, især da hvis folkets "tavse flertal" er tavse, fordi de er imod demokratiet - eller at tavsheden udlægges sådan. Demokratiet forudsætter samtale. Og det går galt, når politikerne med indforstået tavshed om vigtige emner sætter samtalen i stå. Sådan som de største danske partier gjorde med EU-spørgsmål i marts-valgkampen. Når der ikke er åbne ord til rådighed, er afhåbningen allerede ved at vinde.

I Tyskland har det længe været afhåbningens tid. Tyskerne har aldrig fået lejlighed til at sige nej til noget som helst i EU gennem en folkeafstemning. Værre er det, at folkets stemme heller ikke høres i magthavernes røst. Derfor er håbet udeblevet. Fire millioner tyskere er arbejdsløse. Det opsving, der i Danmark blev indledt med det danske nej, har aldrig nået Tyskland, hvor de ledige hænder er vokset i tal selv det seneste år.

Det manglende håb har også sit udspring i genforeningen af de to tysklande. Forbundskansler Kohl fik sagt, at genforeningen ikke ville komme til at koste tyskerne noget. Virkeligheden var og blev en anden, hvad Kohl også vidste, da han sagde det. Folkeligt var genforeningen selvsagt eneste mulighed, men den indforståede tavshed om virkningerne har skadet Tysklands mulighed for at komme til kræfter påny.

Derfor er der i det tyske folk en ganske anden virkelighedsnær holdning til spørgsmålet om EUs udvidelse med østlandene efter Amsterdam-traktaten. Tyskerne ved, hvad den i sammenligning lille tyske genforening har kostet, og frygter store omvæltninger med trussel mod deres hverdag ved udvidelsen.

Der er - mer og mer tydeligt - i tysk demokrati en forståelse for, at det er EU selv, der spærrer for et øget samarbejde med de tidligere østblok-lande. Det ville have været nemt og kunne være sket for længe siden, hvis EU ikke var en union, men et told- og frihandelsområde som det, Danmark meldte sig ind i 1972. Men der er forskel på at udvide frihandelen med et antal lande og så at optage dem i en union, der sigter på at nedlægge de enkelte lande. Det er en forening af lande, der skal finde sted efter EUs mål, og for tyskerne ligner den forening alt for meget den genforening, de er i gang med.

Det ved tyske politikere godt. Og da Tyskland skal have valg til forbundsdagen i år, så prøver politikerne at tage højde for den tyske frygt. Det sker igen ikke ved at tale rent sprog. Den indforståede tavshed er stadig grundlaget. Man taler om noget andet - og påny hører borgeren sig ikke hjemme i politikerens ord.

Med middelalder-byen York i Nordengland som ramme havde EUs finansministre nylig et møde, hvor tysk frygt åbenbarede sig i skæve ord. Den tyske finansminister Theo Waigel truede med at undergrave udvidelsen af EU mod øst. Det vil Tyskland gøre, hvis ikke Tyskland får lov til at yde færre mark til EU. Nu tør selv tyskere sige, at EU er for dyrt for dem.

Redskabet er ændringer af EUs tilskuds-politik. Enhver ved, at EU-støtten er vanvittig både i form og udførelse. Tyskerne betaler en stor del af regningen. Det vil de ikke mer. Og ændres reglerne ikke, så lukker Tyskland for udvidelserne mod øst og ændringerne i EUs opbygning i den sammenhæng.

Det, Tyskland truer med, fordi regeringen har brug for at brøle et frygtskrig i den tyske valgkamp, er i virkeligheden nedlukning af EU i den fra 1993 kendte form. Men det, der røber sig i den tyske folkelige og politiske nød, duer også til daglig på dansk jord. EU er den alvorligste hindring for selvfølgeligt samarbejde med de frie og selvstændige folk og lande, der har frigjort sig fra den gamle sovjetmagt. EU spærrer for østlandene, fordi vi vil tvinge dem til at være i union som modydelse for, at vi giver dem fri handel.

Et nej til Amsterdam-traktaten 28. maj er derfor den bedste måde at hjælpe østlandene på. Et dansk nej, der efter alle EUs regler spærrer for traktatens gennemførelse, vil tvinge EU til at åbne sig for østlandene gennem en fjernelse af unions-drømmene og en virkelighedsnær aftale om frihandel i stedet for.

Der er ikke et øjeblik tvivl om, hvad tyskerne på begge sider i tysk politik håber på. Nemlig et dansk nej, de kan ligge i læ af, når de går ud i stormen og tager de frigørende skridt, der nu hindres af tyske stormagtsdrømme omsat til EU-mareridt - og hindres af den indforståede tavshed.

© Poul Erik Søe 27. marts 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside