Sagtens råd til
arbejdskamp

Men den handler kun om rå egennytte og ikke om menneskeligt fællesskab
Forligsmanden har udsat sammenstødet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere til aprilsnarrenes dag, 1. april. Og imens skal vi andre være dybt optaget af modsætningen mellem dem som en af samfundets store vanskeligheder. Frygten står malet for øje. Og den vil tage til i de kommende dage.

Der er ikke grund til frygt. En arbejdskamp som aprilsnar har intet som helst at gøre med de modsætninger, der engang var mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. En arbejdskamp i dag er ikke et spejl af de virkelige samfundsmæssige modsætninger.

En arbejdskamp må i dag sammenlignes med efteruddannelse. Målet med de fleste af en million mennesker, der i år skal på efteruddannelse, er sjældent indlæring af noget nyt. Efteruddannelse er en måde at komme sammen på for andres penge.

På samme måde er arbejdskampen i nutidig udgave en samværsform. Den er sjældent i brug, men må ses som i det højeste en efteruddannelse af tillidsfolk og virksomheds-ledere. Arbejdskamp er en erfaring, man må have med for at have ord nok til almindeligvis ikke at ønske arbejdskampen.

Arbejdskampen har ikke længere noget som helst at gøre med, at man står sammen for at opnå noget, der forbedrer menneskers og især de svages livsvilkår. Det hedder solidaritet på fagforenings-dansk. Ordet havde sidst god mening i Polen, hvor arbejderne gik i spidsen for den polske kamp mod arbejder-staten.

Herhjemme er solidaritet, der på dansk hedder samhørighed, ingen virkelighed. Arbejdskampe har vi ikke længere, fordi nogen vil kæmpe de svagestes sag. Dem lader man staten tage sig af og kymrer sig ikke et øjeblik om dem.

Derfor har vi ingen arbejdskampe haft, mens der var brug for dem. Der har blandt dem, der var sikre på arbejde og løn, ikke været ringeste samhørighed med arbejdsløse siden halvfjerdsernes indledning. Det har været ord på ord, men aldrig kamp. Selvdyrkelsen var stærkere end samhørigheden.

Markedets pengemæssige virkelighed har haft magten. Den markeds-tankegang, som arbejdernes og siden kontorfolkets foreninger var skabt for at kæmpe imod, var styrende for foreningernes og medlemmernes handlinger. Derfor blev det hele til ingenting, da der var  brug for det.

Det er blevet lov, at arbejdskampe har man nu kun, når der er råd til det. Man sætter ikke alt på spil i kampen for frihed, lighed og retfærdighed. Nej, man holder forårsferie på strejkekassernes regning, og det hele er overstået igen i det øjeblik, man selv skal til at yde noget. I hvert fald når underholdningen går af arbejdskampen.

Uro i samfundet skyldes ikke de samme modsætninger som tilforn. Uro er noget, man skaber, når der er råd til det - ikke fordi striden er en livsnødvendig kamp, der føres på andres vegne. Kampen står ikke om de svagestes muligheder. De velbjergede på begge sider kæmper for samme sag - deres egen.

Det er læren af tresserne og især halvfjerdserne, at samfunds-uro ikke længere har rod i fattigdom, men i rigdom. Markeds-mekanismen virker først og fremmest for dem, der er modstandere af den. Gode tider er stridens moder. I det kvarte århundrede, hvor der virkelig har været noget at kæmpe for, var arbejdsgivere og arbejdstagere tavse. De hyttede deres eget skind.

Når der er opsving, skærpes lysten til at svinge hammeren. På begge sider. Til daglig er arbejdsgiverne de ivrigste fagforeningsfolk. Og fagforeningsfolkene tænker helt som arbejdsgivere. På metal-området har det i årevis ikke været til at høre, om det var en arbejdsgiver eller en arbejdstager, der udtalte sig. De har helt samme sprog og helt samme tankegang.

Nu skal vi så for en tid tage alvorligt, at de giver hinanden efteruddannelse. De har siddet i årevis og truet hinanden med arbejdskamp, selvom ethvert barn i riget vidste, at det kom der ikke. Nu er der gået lang tid uden arbejdskamp. Ingen har længere erfaring med den. Derfor kan den også sagtens løbe løbsk. Der hører en særlig kultur til arbejdskamp - og den har været nedarvet siden 1890'erne på begge sider. Men nu er den glemt, fordi arbejdskampen har været fraværende i de to årtier, da der virkelig var noget at kæmpe for.

Samfundet tager på ingen måde skade af en arbejdskamp nu. Der bliver nogle spilddage, men i forvejen ligger Danmark langt foran med hensyn til arbejdsfred, så det skader ikke landets evne til at kappes med andre lande. Der er dage nok at tage af. Og i forhold til, hvad der spildes på overflødig efteruddannelse, er en arbejdskamp ren pengemæssig idyl.

I en årrække blev der med rette talt om, at der skulle være tvungen voldgift på arbejdsmarkedet, når en arbejdskamp var ved at bryde ud. De to ord tvungen voldgift er måske ikke de kønneste. De havde mening dengang, da arbejdskampe virkelig kunne undergrave samfundet. Tanken var, at begge parter skulle bøje sig under pligten til at forhandle eller at følge en slags domsmæssig afgørelse. Nu der er ikke virkelighed i ordene. Selv en langvarig arbejdskamp, der i sit indhold reelt handler om at undgå arbejde ved hjælp af mer ferie og orlov, er der sagtens råd til - også i forhold til dem, vi kappes med i andre lande. Tab vil der være, men det kan indhentes på meget kort tid.

Derimod kan der være følger af arbejdskampen, som arbejdsgivere og arbejdstagere ikke tænker over - eller som de er ligeglade med. De virkelige modsætninger, ikke dem på arbejdsmarkedet, men de reelle modsætninger i samfundet vil blive skærpet. Andre grupper med knap så luksusprægede vanskeligheder vil bruge arbejdskampen som tilløbsbane.

Der er et ungdomsoprør på vej, indtil nu ikke med lyssyn og frodighed som i tresserne, men uden tvivl stærkt omformende i sine krav. Der er en folkelig utilfredshed, som i småbilleder spejles i det seneste folketingsvalg. Nu gror langsomt hævnen for de år, da et slægtled blev svigtet just af dem, der skulle værne. En arbejdskamp vil være indledningen til, at dem, der ikke bliver hørt, selv tager ordet i en stormende fejde. Arbejdskampen hejser ukendte faner og styrker endnu unavngivne røster, der vil tage det nødvendige opgør med de folk, der kalder sig selv Over-Danmark.

De folkelige bevægelser er endt som organisationer, der forvalter hele landet og menneskers hele liv, arbejdsliv og fritidsliv, på alle områder fra arbejdsmarkedet til idrætten. Vi ved fra tresserne og halvfjerdserne, at dette magtsammenrend er skrøbeligt i et lille samfund som det danske. Der skal ikke meget til for at at få Over-Danmark til at tabe bukserne.

Den mest enfoldige tro, man lige nu kan have hos arbejdsgivere og arbejdstagere, er den, at man kan lave en luksus-arbejdskamp helt for sig selv. Så snart slagsmålet er i gang, vil de kræfter blande sig, der har et egentligt mål for deres kamp og ikke kun længere ferie. Og de spørger ikke først, om slagsmålet er privat.

© Poul Erik Søe 14. marts 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside