Nyrup har godt af at prøve
at føle sig snydt

Folketingets formandsstol er ikke lagerplads for ømme ministre
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen føler sig snydt. Det har han mere end godt af at prøve. Det handler om valget af folketingets formand i dag. Nyrup Rasmussen mente, han havde en aftale med sin færøske partifælle Joannes Eidesgaard.

Men færingen stemte ikke for Birthe Weiss som formand for folketinget. Hun siger, at hun har småtudet lidt over det. Men heller ikke det er hjerterørende i forhold til den kulde, der har fået andre til mere end at småtude under Birte Weiss' flygtningepolitik.

Hun blev vraget i den forrige regering, og man ville gerne af med hende nu. Men formandsposten i folketinget er ikke lagerplads for vragede, ømme eller uheldige ministre. Netop sådan har Nyrup Rasmussen brugt formandspladsen. Som Schlüter gjorde det, da først Erik Ninn Hansen og siden H P Clausen på grund af deres urene hænder i tamil-sagen efter tur fik folketingets formandsstol.

Nyrup Rasmussen er udelukkende statsminister nu på grund af færingen Joannes Eidesgaards udtalelse om, at han ikke vil vælte en socialdemokratisk ledet regering. Det er selve regeringens grundlag. Nyrup Rasmussen bliver siddende, ikke fordi der er et flertal for ham, men fordi der ikke er flertal for at vælte ham.

Hvis den oprindelige tolkning af grundloven var blevet fulgt, så havde Nyrup Rasmussen måttet gå af. Og i den efterfølgende dronninge-runde ville der ikke have været flertal for ham. Måske ville Svend Auken så havde været statsminister nu. Eller færingen Joannes Eidesgaard havde fastholdt ikke at ville være afgørende for indre danske spørgsmål, og regeringen havde været nittet helt anderledes sammen.

De vanskeligheder, der blev gjort tydelige ved afstemningen om folketingets formand i dag, er skabt ene og alene af Nyrup Rasmussens person. I to år havde han ikke sædvanlig politiske forbindelse til Færøerne, skønt Færøerne er hans område som statsminister. Skrive til Clinton for at trøste den amerikanske præsident i sex-sagerne kan Danmarks statsminister, men han kunne - før alt andet var umuligt - ikke gæste Færøerne, der er statsministerens sagområde.

Færingerne følte sig snydt af statsministeren og andre i bank-sagen. Det viste sig, at det havde færingerne al grund til. Livet selv ville det sådan, at netop færingerne, og endda de færøske socialdemokrater, der havde mest grund til at føle sig snydt af Nyrup Rasmussen, blev udslaggivende for regeringens fortsættelse.

De forhandlinger, der er ført efter valget, bygger ikke på tillid, for hvorfra skulle færingerne få tillid til Poul Nyrup Rasmussen? Der er ingen tvivl om, at færingerne tager sig betalt, og det kaldes ikke bestikkelse i politik. Da Jakob Haugaard før valget reddede Nyrup Rasmussens regering, tog han sig også betalt. Han fandt på, at der skulle ydes statsmidler til en vistnok druk-bekæmpende forening, han selv havde nydt gavn af. Færingerne derimod har et selvfølgeligt og rimeligt krav på bod efter den skade, der er påført øernes økonomi, men først og fremmest tusinder af færøske familier, hvoraf mange måtte udvandre for at overleve.

Ved folketingets åbning blev det afdækket, at spørgsmålet om Færøernes økonomi nu pludselig skal ligge under Marianne Jelved. Det ligner begyndelsen på et Færø-ministerium, som vi aldrig har haft tidligere - netop i agtelse for færøsk selvstændighed før Poul Nyrup Rasmussen. Grønland havde derimod et selvstændigt ministerium, fordi landet var koloni indtil grundloven 1953, hvor landet blev - siger grundloven - "integreret" del af Danmark.

Når spørgsmål om færøsk økonomi nu lægges over til økonomiministeriet, er det for at sløre det i sig selv pinlige, at drøftelserne om godtgørelse til færingerne for bank-sagen også må føres i lyset af, at godtgørelsen samtidig kan ses som en betaling for færøsk bistand ved regeringsdannelsen. Det er dog dybt krænkende for danskere og færinger, at den slags sag-flytninger mellem ministerier ikke sker efter folkelig drøftelse, men ved et pennestrøg under en regerings-dannelse. Der er hverken hoved eller hale i regeringens færø-politik.

Der er god grund til at agte Joannes Eidesgaard for mod og sind til - trods voldsomt pres - at stå fast på det, han havde lovet sine færøske vælgere, nemlig ikke at ville være afgørende for danske sager i folketinget, herunder også valg af folketingets formand. Det er kendetegnende, at Nyrup Rasmussen, som nu mener, at en aftale er brudt, må have søgt at presse Eidesgaard til at snyde sine egne vælgere ved at gå ind i formands-valget. Eller havde jo statsministerens påstand om en aftale ikke været mulig. Og hvorfor skulle man iøvrigt fæste lid lige til statsministerens udgave af drøftelserne - sporene skræmmer.

I TV2 Nyhederne i aften blev Joannes Eidesgaard udspurgt, men der var tydeligt ikke tid til for TV2 at lade Joannes Eidesgaard i sit eget tempo redegøre for drøftelserne med Nyrup. Derimod havde man plads til at lade TV2s   politiske redaktør give sit syn på sagen, hvad der nok kunne have været sparet, da han havde fortalt det samme i mere end en halv times ekstra udsendelse om eftermiddagen.

Det havde været rigtigt at give tid til det færøske folketingsmedlem, der bliver så stygt hængt ud, i stedet for morskaben omkring den kinesiske krukke, der var hjemsted for dagens lotteri. Eidesgaard havde lovet Nyrup at gøre et forsøg på at skabe færøsk "neutralitet" ved afstemningen om formandsposten. Meningen må være et forsøg på at aftale med det andet færøske medlem af folketinget og af Det konservative Folkepartis folketingsgruppe, at han heller ikke deltog i afstemningen. Den aftale kunne ikke opnås, og dermed har Joannes Eidesgaard med rimelighed valgt sit standpunkt, at han i hvert fald ville følge sin egen samvittigheds krav om "neutralitet", styret af løftet til de færøske vælgere om ikke at være afgørende i afstemningerne om danske forhold.

Med Ivar Hansen får folkestyret en frisindet og modstander-agtende formand. Han har været med så længe også i folketingets formandsskab, at man håbe Erling Olsens iver for nydannelse har smittet noget af. Ikke mindst er det vigtigt, at folketinget bliver styrket over for de skiftende regeringers magt. Lodtrækningens udpegelse af Ivar Hansen virker i sig selv i den retning. Regeringen har ofte kunnet spille sammen med folketingets formand. Nu vil tilrettelæggelsen af arbejdet i hvert fald våre åben. Og på sin vis er det jo endt i den arbejdsform, der i årevis har været brugt i Nordisk Råd, hvor oppositionens ledere er formænd, og hvor der blandt dem og ikke i regeringspartierne vælges præsident.

Ivar Hansen har i hvert fald så megen viden om og så megen sans for folkestyret, at han ved, hvad folketingets formandsstol er der for. Han ved, at den er demokratiets højeste post med statsministeren på andenpladsen.

Birte Weiss viste os ikke, at hun havde det kendskab. To gange har man kunnet høre hende sige, at hun var regeringens kandidat. Det tyder ikke på, at hun med omhu i ordvalget havde til hensigt at være folkestyrets førstekvinde for helhedens skyld, men blot forvalter på regeringens vegne.

Det forholder sig nemlig sådan, at hendes brug af ordene "regeringens kandidat" afslører hende som partigænger. Regeringen har selvsagt ingen kandidat til folketingets formandspost. Det har medlemmerne af folketinget i deres forskellige opdelinger. Det er ikke folketinget, der skal være i pagt med regeringen, Birte Weiss. Det er regeringen, der skal være i pagt med folketingets flertal. Så meget må man vide, hvis man vil prøve at vinde en lodtrækning.

© Poul Erik Søe 26.3.98

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside