Ren ja-propaganda
i TV2 Nyhederne
Amsterdam-traktaten en konfliktramt kylling, der brækker benene, hvis den går ud i det virkelige liv
TV2 Nyhederne frygter, at der bliver for mange nej-stemmer ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten 28. maj.

Alligevel var det ikke lykkedes kanalen at finde bare een af nej-sigerne til aftenens 22-udsendelse.Emnet var, om folkeafstemningen skal udskydes på grund af arbejdskampen.

Det mente en ja-siger, direktør Søren Fischer fra Randers, mens  socialdemokratiets nye politiske ordfører Jacob Buksti fornuftigt holdt sig til, hvad der hele tiden er blevet sagt også af statsministeren, nemlig at der ikke skal ske en udskydelse.

Grunden til at tage emnet op viste sig at være, at EkstraBladet i morgen bringer en ledende artikel, der kræver folkeafstemningen udskudt.

Synspunktet er, at arbejdskampen optager sindene og overskygger drøftelsen af Amsterdam-traktaten. Dels mangler der mange aviser, som er strejkeramt. Dels er samtale-emnet ikke traktat, mens overenskomst.

Det er umiddelbart svært at se, hvorfor arbejdskampen skulle føre til flere nej-stemmer. Nogen mener, at griber regeringen ind i arbejdskampen, vil der være hævnere blandt lønmodtagerne, som stemmer nej. Der kan jo lige så godt være flere, der vil stemme ja, da partiet Venstre har næstflest lønmodtager-stemmer og er det ivrigste ja-parti. Meningsmålinger siger, at folk ikke blander arbejdskampen og Amsterdam-afstemningen sammen.

Men det kunne selvsagt øge nej-stemmernes tal, at der på grund af arbejdskampens standsning af aviser vil være mere, omend ikke fuldkommen ligestilling mellem tilhængere og modstandere af unionen, når det gælder oplysning.

Modstanderne er jo helt vant til, at de ikke får megen omtale. Modstandernes stilling forud for folkeafstemningen er ikke anderledes end den ville have været uden arbejdskamp. Tilhængerne kan da for en gangs skyld have godt af at dele vilkår med modstanderne. Det skal dog ikke læses sådan, at jeg ønsker munden lukket på aviserne, selvom de nok så meget træller under partiernes EU-åg.

De store ja-partier har jo i et forlig sikret sig de store statstilskud til sig selv, så de kan køre deres propaganda for EU-traktaten uden selv at betale. Nu frygter de, at propaganda-maskinen ikke kommer til at køre.

Det er iøvrigt værd at huske, at firedoblingen af statstilskuddet til den slags propaganda-formål blev aftalt i et forlig mellem de konservative og socialdemokraterne, iøvrigt helt svarende til det skandaløse fælles ja til mæglingsskitsen fra konservative arbejdsgivere og socialdemokratiske fagbevægelser. Politikere og forenings-ledere på hver sin side i arbejdskampen kører til daglig Danmark lår til lår, og den falskhed gennemskuer så danskerne en gang imellem - som nu i arbejdskampen.

Da nu ja-aviserne for en dels vedkommende er lammet af arbejdskampen, så er der da heldigvis TV2 Nyhederne, som slet ikke kender adressen eller telefonnummeret på en eneste nej-siger i Danmark. Eller som måske ikke kan tænke den tanke, at der også er modstandere, som mener, at af hensyn til den demokratiske drøftelse må der ske en udskydelse af folkeafstemningen.

Det er er ikke entydigt sådan, at den egentlige demokratiske drøftelse i Danmark finder sted i den trykte og den elektroniske presse. Arbejdskampens oprindelse er jo et godt eksempel på, at ikke bare arbejdsgivere og fagbevægelse er helt uden jordforbindelse. Det gælder jo i lige så høj grad pressen, som ikke forudså, hvad der var på vej.

Igen og igen føler man sig forrådt, især i de sidste uger før valg og folkeafstemninger, når pressen i dens mange former oftest følger propagandaens hovedveje. Det frie ord er overtaget af den styrende journalistik. Der findes da mange fremragende journalister, også blandt de christiansborgske, men når det kommer til den politiske styring af vælgerne, så holdes deres tømmer og bidsler stramt.

Derfor er det alligevel alvorligt, hvis ytringsfriheden lammes. Ytringsfriheden skal værnes, og den skal altid værnes mest, hvor det er ens politiske modstandere, der ikke kan komme til orde. Og ytringsfriheden skal også værnes, selvom den kan og bliver misbrugt.

Den indre skadefryd over ja-folk, der pludselig er så rædde for ikke at komme til orde og dermed oplever samfundet, sådan som EUs modstandere har gjort det i 25 år, skal ikke ændre mit grundsynspunkt, at det særegne over-demokrati, der har sat sig på Danmark, kun bydes trods af pressen. Der er mange øjeblikke, hvor pressen i dens forskellige former opleves som den sidste rest af egentligt demokrati i landet.

Fra skandale til skandale i de seneste år er det journalister, der har gravet dybt nok til, at det danske over-demokrati ikke kunne feje alt ind under gulvtæppet.

Og skulle der være Amsterdam-modstandere, der lader sig overmande af skadefryd på grund af de stakkels ja-folk, der ikke kan få brugt deres selvbevilgede propaganda-kroner, så er der grund til at slå fast, at danskerne jo i 1992 har bevist, at de sagtens kan finde ud af sige nej, om så hele over-Danmark nok så meget siger ja. I 1992 sagde selv EkstraBladet ja til Maastricht-traktaten. Dagen efter det danske nej gav bladet Uffe skylden for, at det blev nej.

Nationalbanken har i dag hævet udlånsrenten med en halv procent. Det bruges også som del af propagandaen. Stigningen skyldes ikke bare konflikten, men også udlandets frygt for et nej til Amsterdam-afstemningen, lyder det straks.

Hele den form for penge-propaganda har vi hør ør. Der var uro omkring den danske valuta efter det danske nej i 1992. Efter nogen tid kunne daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer meddele, at kurs-svingene ingen betydning havde. Danmark havde tilmed tjent på kurs-svingene efter det danske nej.

Nu skal der jages skræk i det danske folk påny. Man må håbe, at den nuværende nationalbankdirektør har arvet sin forgængers mod og virkelig fastholder Nationalbankens uafhængighed af den politiske styring. Indtil nu er der i hvert fald ikke tegn til, at Hoffmeyers afløser i Nationalbanken skulle stå svagere end sin forgænger.

Tilbage ved spørgsmålet om tilstrækkelig folkelig drøftelse forud for folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten, må man sige, at der har været god tid til sætte sig ind i traktaten og til at drøfte den.

Men politikerne har været underligt fraværende. Hvem husker ikke de store gensidige løfter fra Poul Nyrup Rasmussen og Uffe Ellemann Jensen i den nylige valgkamp om, at de - uanset hvem der blev statsminister - i opposition ville gå lige ivrigt ind i arbejdet for et ja til Amsterdam-traktaten.

De ville ikke drøfte traktaten i valgkampen, fordi de ikke ville miste stemmer, selvom den fraværende drøftelse af traktaten dengang blev begrundet med, at den samtale var der god tid til efter valget.

Og på selve valgaftenen, da stemmerne var talt op, så ville politikerne pludselig godt tale om Amsterdam-traktaten. Nu kunne de ikke miste stemmer på det mer. Uffe Ellemann-Jensen ville skam begynde den dag i morgen med sin kamp for et ja. Så gik han som Venstres formand, og nu spiser han kager med folkescoialisten Holger K. Nielsen på et såkaldt debatmøde, hvor vi i medierne ikke hørte noget om, hvad de to mente om traktaten, kun om kagerne.

Og i ugerne efter valget blev det heller ikke til noget med den lovede debat. Grunden var taktisk. Man vidste ikke, om propaganda-maskinen skulle køre eller ej. Der var jo den her overenskomst-situation.

Og da så arbejdskampen kom, så spiste man kager. For nu kunne der ikke tales traktat. Og de ledere hos arbejdergiverne og lønmodtagerne, som havde sagt ja til den elendige mæglingsskitse, de brændte inde med ja-tryksager for millioner. De turde simpelthen ikke dele dem ud, skønt nu havde folk på grund af strejken netop tid til at læse dem. Men hvem ville lytte til et råd om at sige ja fra ledere, man lige havde sagt nej til.

Så nu er ja-propagandaen på spanden og kommer som i aften ensidigt til orde med ønske om at få folkeafstemningen udskudt. Om sådant et krav er redeligt eller ej, kan kun måles på een måde. Ville politikere og organisationsfolk foreslå det samme, hvis arbejdskampen medførte et øget antal ja-stemmer?

Bare tanken om at udskyde en folkeafstemning, fordi den kan give et andet resultat end det, man ønsker, viser, hvor lumpent det danske folk bliver snydt.

Amsterdam-traktaten viser sig at være en kylling, fodret til overvægt uden bæredygtige knogler. Benene brækker under den, hvis den skal ud i tilværelsen. Den tåler ikke mindste modstand. man kan ikke lukke den ud, for den dør, hvis det bliver regnvejr.

Er det ikke uhyggeligt, at den ny grundlov for EU for det danske folk er så uønsket, at den kun kan gennemføres, hvis det ikke er regnvejr eller højvande, og hvis der ikke er arbejdskamp eller Matador i fjernsynet?

© Poul Erik Søe 5. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside