Statsministeren hævder,
EU-landene vil svindle os
Krav om undersøgelse og offentliggørelse af hemmelige aftaler mellem EU-topledere og danske ministre, efter at statsministeren har røbet en hidtil ukendt handlingsplan for EU efter et dansk nej.
Dagen i dag afslører, at folketinget ikke kendte Amsterdam-traktaten, da et flertal sagde ja til den. Men dagen afslører også, at hverken folketinget eller offentligheden har fået at vide, at der ligger en hemmelig aftale eller indforståelse mellem EU-landene om, at EU skal se bort fra et dansk nej, hvis et flertal af det danske folk vælger at sætte kryds imod Amsterdam-traktaten.

Når så få folketingsmedlemmer kender det egentlige indhold i Amsterdam-traktaten og dens forgænger med byen Maastrichts navn, så giver det statsminister Poul Nyrup Rasmussen uhyrlige muligheder for at udnytte politikernes uvidenhed. Han får fred til at udslynge trusler mod det danske folk, som han i stigende frygt for et nej gør det til Aalborg Stiftstidende, Århus Stiftstidende og Fyens Stiftstidende samt til dagbladet JydskeVestkjysten. Her kan man se, at der foreligger, hvad der må være et aftalt handlingsforløb. Statsministeren har nemlig allerede navn på den traktat, de andre EU-lande vil lave, hvis danskerne siger nej.

Statsministerens ord gengives i Danmarks Radios tekst-tv (19.5.98). Statsministeren siger noget, han har skjult for folketinget. Der har aldrig før været et ord om det i offentligheden. Det er hemmelig viden, som statsministeren har - stik modsat alle løfter om åbenhed. Indholdet af statsministerens meddelelse er så alvorlig, at den måske kunne have ændret folketingets afstemning om Amsterdam-traktaten.

Statsministeren røber nu pludselig en hemmelig aftale. Statsministeren ved, at hvis danskerne siger nej til Amsterdam-traktaten den 28. maj, så kan vi ikke forhindre de andre lande i at godkende traktaten. Han siger: "De vil hurtigt ændre Amsterdam til Amsterdam II, Maastricht forsvinder med den nye traktat, og så står vi på sidelinjen."

Det er en utrolig viden, statsministeren har siddet inde med. Man må straks kræve, at alle samtaler og papirer, der vedrører en sådan fremgangsmåde eller aftale, offentliggøres. Er det blevet drøftet på møder mellem statslederne fra EU? Har danske ministre eller embedsmænd deltaget i møder eller aftaler, der baner vejen for, at de andre lande kan gå videre med Amsterdam-traktaten uanset det danske folks nej?

Har spørgsmålet om en løsning, der tillader et Amsterdam II, altså en omgåelse af det danske folks nej ved en lovlig folkeafstemning, været drøftet på danske ministermøder? Har danske ministre aftalt, at det skulle skjules for folketinget og for det danske folk?  Hvad har den danske regering gjort for at hindre en sådan løsning? Og hvilke indsigelser har regeringen gjort imod en tilsidesættelse af en lovlig folkeafstemning, godkendt ved Danmarks indtrædelse 1972 i det, der blev til EU.

Ny grundlovssag efter
statsministerens afsløring

Statsministerens udtalelse rejser med det samme en ny grundlovs-sag. Kan EU-traktater tilsidesætte en grundlovs-sikret dansk folkeafstemning? Det var jo netop i den slags sager, Højesteret tiltog sig magt over EU-domstolen. Foreligger der en hemmelig aftale, som krænker dansk grundlov, så er den første sag efter Højesterets nylige dom på vej.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen må være alvorligt trængt, når han nu røber et tilsyneladende gennemarbejdet handlings-forløb efter et dansk nej. Indtil nu har statsministeren - åbenbart mod bedre vidende - hævdet, at der ikke forelå planer om løsninger efter et dansk nej.

I de seneste to ugers drøftelser om Amsterdam-traktaten har Nyrup Rasmussen optrådt overglad og uendelig lykkelig. Der var ikke grænser for, hvor dansk og nordisk og menneskelig og miljøfremmende og arbejdervenlig og frihedsfremmende, den ny traktat var. Amsterdam-traktaten var, mente Nyrup, simpelthen en gave til det danske folk.

Nu viser det sig, at folket ikke engang pakker gaven ud, og at kun fire ud af folketingets flertal ved, hvad indholdet i pakken er. Folketingsmedlemmerne kender ikke engang de fire danske forbehold, som vi ellers har fået at vide er blevet noget så sikret i den ny EU-grundlov.

Folketinget har sagt et bevidstløst ja til Amsterdam-traktaten. Dagens rundspørge i bladet "Danmark i tvivl" og EkstraBladet (19.5.98) viser, at folketingsmedlemmerne ikke aner, hvad de har stemt om, men de har sagt ja, fordi partiernes klokkefår har nikket ja. Klokkefår i folketinget er de partifolk, der giver tegn til de andre om, hvordan partiet vil have, at der skal stemmes.

Det gik endda sådan, at mange folketingsmedlemmer slet ikke var til stede, da der skulle stemmes om Amsterdam-traktaten. Ved en lille nem fidus - ikke at bede om ordet - hindrede socialdemokraterne en debat ved tredie og sidste behandling af Amsterdam-traktaten. Formentlig var folketingets formand, Venstremanden Ivar Hansen, forberedt på taktikken. I hvert fald var han hurtig til at gå videre, så der ikke blev debat. Derfor nåede mange folketingsmedlemmer ikke frem til afstemningen, for eksempel ikke det mindretal af SF-folketingsmedlemmer, der havde sagt, de ville stemme ja. Kun godt halvdelen af tingets medlemmer var til stede i salen.

Folketinget fik på den måde netop ved behandlingen af Amsterdam-traktaten vist, at folketinget opfatter sig selv som et posthus, der bare godstempler EUs vedtagelser og sender dem videre. Og posthuset som billede er ikke det ringeste, for ordentlige postfolk åbner jo ikke brevene for at læse indholdet. De stempler bare. Og sådan er folketinget endt. Og dagen i dag har så afsløret, at folketingsmedlemmerne heller ikke efter at have stemt ja til Amsterdam-traktaten har sat sig ind i, hvad det er, de har sagt ja til.

© Poul Erik Søe 19. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside