Radioavisen
ja-partiernes
vækkelses-ur

Vore følelser er de klogeste
Det er kamp, der er i gang før folkeafstemningen. Det er alvorligere denne gang. Det handler om landets frihed. Sådan føles det. Derfor tilspidser kampen.

Det er en kamp om følelser, siger meningsmålerne. Følelserne vil afgøre, hvor vi sætter krydset. Og det er da i hvert fald trygt. Vore følelser er de klogeste.

Man kan gå i rette med folks holdninger. Man kan sige til folk, at det, de mener, er galt. Man kan sige til dem, at de ved for lidt, og at deres holdninger derfor er skrupskøre.

Men man kan ikke rette på folks følelser.

Det er umuligt at sige til et menneske: - Du føler forkert.

For følelser kan man ikke tilpasse.

Stemninger, medløberi og den slags kan man trodse eller ændre sig i forhold til. Men følelserne kan man ikke lave om på. Man er et frit menneske, der kan følge sine egne følelser eller vælge at følge andres. Men selv når man slavisk følger andre, så taler ens egen følelse uændret til een.

Følelserne kommer fra det oprindelige menneske i os. De spejler det sande i menneskelivet.

Det er ikke begavelse, det kommer an på, som en tidligere amtslæge i Ringkøbing amt har sagt i en helt anden sammenhæng. I stedet skal vi udvikle følelsernes intelligens.

Følelserne er virkelig uden på frakken hos mange før folkeafstemningen 28. maj.

Også hos mig selv. I kampens hede får man sagt for stærke ord af og til. Værre er det, at man har svært ved at tilgive ens modstandere, når det samme sker for dem.

Alligevel vil jeg ikke skjule, at det krænker mine følelser, når Radioavisen har skiftet fra at være mit vække-ur til at være et vækkelses-ur.

De seneste to morgener er Radioavisens oftest redelige forsøg på at lave journalistik, der deler sol og vind lige, afløst af en kommentar-form, der får een til at tænke, at en gammelkendt udsendelse er flyttet ind i Radioavisens ramme - Om os selv og det, vi tror på. EU som religion.

Det er tilmed en så dygtig journalist som Poul Smidt, mangeårig redelig politisk iagttager og journalist, der nu optræder som religiøs vækkelses-taler fra morgenstunden. Det gør mig ondt at sige, for jeg ser ham som en ven.

Det lyder, som om han er i sine følelsers vold - og i så fald vil det jo være umuligt at tale ham til rette. I en form, der skal ligne kommentar, gengiver han, hvad han han klipper i aviser, men uden egentlig at føje standpunkter til. Han har bare gjort sig selv til talerør for ja-sigerne.

Hvis de folk, han låner ord fra, selv komme til orde, ville det være tydeligt, at Radioavisen er ja-sigernes holdeplads om morgenen. Nu pakkes det ind i kommentarens form, men bliver så meget mer farligt, fordi en af radioavisens medarbejdere dermed lægger myndighed og stemme til. Vi må tro, at det er væsentligt, hvad Radioavisen har valgt at lade os høre fra dagens Amsterdam-drøftelse.

Men i virkeligheden er det falske nyheder, der pumpes op til kommentar-form. Onsdag gengav Poul Scmidt ord fra statsministeren. Der var ikke fugls føde på det. Det vigtige var for radioavisen kun, at statsministeren havde sagt noget. Meget overraskende mente statsministeren dog, at man bør sige ja.

For at det hele ikke skulle blive alt for skævt og kun være mikrofon-holderi for socialdemokraterne, så var der dog i redelighedens navn også en anden politiker med. Hun var fra Det radikale Venstre - og sådan helt tilfældigt statsministerens kone.

I dag var dagens store nyhed, at Det konservative Folkepartis nye leder, Pia Christmas Møller, er bekymret. Og hvad er så Pia Christmas Møller så bekymret over? Jo, hun er bekymret over, at det kan blive et nej den 28. maj.

Der var et meget vigtigt grundlag for hendes bekymring. Hun kunne nemlig føle ude på møderne med folk, at det bærer i retning af et nej. Og følelser kan jo ikke rette på, selvom det var, hvad Pia Christmas Møller ville. De konservative ville sætte flere penge ind på propagandaen. Folks følelser skal rettes med annoncer. Det er da godt, de konservative sådan helt tilfældigt har de penge, så folks følelser kan blive rettet.

Men bagefter sad man og tænkte på, om det nogen sinde ville falde Radioavisen og Poul Smidt ind, at der  noget sted i landet kunne sidde bare eet menneske og være lige så bekymret som de konservatives leder. Bekymret for, at det måske bliver et ja den 28. maj.

Måske endda det menneske var endnu mere bekymret end Pia Christmas Møller, fordi det menneske ikke har adgang til de tvangsudskrevne propaganda-midler, som ja-partierne skævvridende har tildelt sig selv for at nedkæmpe nej-sigernes få penge, og hvor ja-sigerne yderligere får flere penge fra EU til at nedkæmpe det danske folks følelser.

Ville en så tåbelig følelse på noget som helst tidspunkt komme til orde? Vil Radioavisen ikke regne det for det mest selvfølgelige i kongeriget, at det bliver et ja? Og at et menneske kan bekymre sig over muligheden for et ja, fordi det menneske ønsker et nej, er det ikke bare det sædvanlige føleri? Er der i denne verden noget mer ligegyldigt for Over-Danmark end følelser hos folk, der ikke bare siger ja og amen?

© Poul Erik Søe 14. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside