Krigsgalt politi
reklamerer for
Fredens projekt

Oprustning fører til krig - og politistaten opruster som krigsgale på grund af folkeafstemningen
Danmark, det fredeligste af alle demokratier, kan ikke holde en folkeafstemning, uden at politiet får nye kampdragter, nye våben, nye kamp-køretøjer og nyt redningsmateriel plus et særligt korps til at samle de sårede op.

Uden at landets regering griber ind, fører politistaten i disse dage hårrejsende reklame for EU som "Fredens projekt". Den fred, der loves os, skal sikres med våben, der vender mod borgerne selv. 300 betjente er i træningslejr, fordi folkestyret skal have en afstemning.

Vi har halvandet hundreds års erfaring med at sætte krydser på afstemningsdagen - for siden samme aften at løfte håndbajeren for at skåle med den, der stemte modsat een selv. Men nu, da vi skal sige ja til "Fredens projekt", forventer politiet, at vi i stedet smider flaskerne i hovedet på hinanden.

Der kan kun være een mening med politistatens oprustning og stærke reklame-fremstød i alle medier for politiets vældige krigs-beredskab. Hensigten er at bestille uro. Og enhver, der kender til voldens natur, ved, at når den ene part opruster, så gør den anden også.

Politiets ufattelige dumhed medfører med sikkerhed, at dem, der udnytter en fredelig folkeafstemning eller andre spændte øjeblikke i et samfund til uro, også opruster. Det bliver ikke brosten næste gang. Når man skyder på folk, så skyder de igen. Politiet presser amerikanske tilstande frem.

Billederne i fjernsynet af danske politifolk, der skal værne folkestyret og Fredens projekt, lignede mere end noget andet rockere, lejesoldater eller robot-soldater fra stjernekrigs-film. Ikke siden krigens dage er der blevet trampet så flot i Danmark. Men politiet har jo også været i træningslejr.

Det har været alle politiske kredses opfattelse i Danmark, at oprustning fører til krig. Og det synspunkt overtog supermagterne, da Reagan og Gorbatjov i Reykjavik indledte den afrustning, der skulle dæmpe krigs-galskaben og angsten.

Nu har det danske politi valgt at opruste til værn for folkestyret - det politi, der selv har sat sig over loven både med hensyn til efterretningstjenestens arbejdsform, og med ulovlige registre, hvor politiet i virkeligheden afgjorde formandsvalget i Det konservative Folkeparti. Politifolks misbrug af registrene er årsagen til Det konservative Folkepartis tab ved folketings-valget. Det er politiet skyld, at Uffe Ellemann Jensen ikke blev statsminister. Uden politifolks ulovlige indblanding havde der været stemmer nok til de konservative.

Så sent som i dag har Registertilsynet skarpt kritiseret politiets måde at omgås person-oplysninger på. Det var politifolk, der lækkede oplysninger om den konservative partileder Per Stig Møllers tredive år gamle spritdom. Der sidder politifolk, som tror, de skal køre Danmark uden om al lovgivning. De trækker i tråde, de ikke burde have i hænderne. Og nu bestiller politiet så krig for at værne folkestyret. Siden regering og folketing er tavse under politiets reklame-fremstød, må man tro, at de mener opgaven lagt i de rette hænder.

Man tror ikke sine egne øren, når man i dag i TV-Avisen hører en politimand tale om folkeafstemningen som "trods alt folkestyrets festdag". Trods alt? Folkestyret har oplevet siger og skriver een voldsdag i næsten halvandet hundred år, og når det gik så galt, var det ikke folkestyrets skyld, men foruden en håndfuld uromagere først og fremmest et udueligt politi med en endnu dårligere ledelse.

Det er en grov ydmygelse af demokratiet overhovedet at forbinde folkestyret med Nørrebro-uroen i 1993. Der var kampe, som Berlingske Tidende med rette kaldte borgerkrigslignende, men det hele var og blev en lille voldelig gruppes udnyttelse af de politiske spændinger. Det var ikke folkestyret, der var i borgerkrig. Det var ikke det danske folk, der var i indbyrdes krig. Men politiet gjorde brug af lejligheden til at opføre sig, som om der var revolution.

Nu bestiller politiet så en ny krig, for sådan virker deres reklame-indslag selvsagt på den lille håndfuld af danskere, der ikke som alle andre selvfølgeligt bøjer sig for en folkeafstemnings resultat. Politiets fjernsyns-indslag med de nye våben og skinnende uniformer har som forbillede boksere i verdensmester-klassen, der stiller op til vejning og fotografering og udslynger trusler mod modstanderen. Det er muskel-tilbedelse, buksesvulmende og tankeløs råhed.

Regeringen og folketinget ser stiltiende til, mens politiet overtager folkeafstemningen. Stiltiende som i alle de andre sager, der vedrører politiet. Regeringen vover ikke en uvildig undersøgelse af politiets efterretningstjeneste, skønt der er sket en alvorlig krænkelse af det lovlige folkestyre. Regeringen er i lommen på de samfunds-undergravende kræfter, der findes i politiet. Fordi regeringen fra første færd gav politiet rygdækning for dets handlinger under urolighederne efter sidste folkeafstemning, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen om morgenen sagde god for politiets skyderi. Før noget som helst var undersøgt.

Der er på mandag gået fem år siden sidste folkeafstemning og uroen på Nørrebro. Hvem husker ikke med væmmelse brostens-kasteriet. Og hvor stor blev væmmelsen ikke, da det kom frem, at også politiet havde kastet med brosten. Er der siden blevet sorteret ud blandt betjentene, så de tilbageblivende ved, at deres opgave ikke er at fremme volden, men at fjerne den?

Det er lykkedes regeringen at forhale undersøgelsen af politiet i alle disse år. Igen og igen er der nye undersøgelser, indtil det hele bliver til historie og de ansvarlige er gået af eller ophøjet til samfundets topposter. Alle ved, at det var politiet selv, der undersøgte politiets skyderier. Ingen dansker er i tvivl om, at politiet løj, svindlede og fortiede.

Så sent som i dag oplyser kriminalinspektør Bent Hansen, at den første undersøger af Nørrebro-sagen, daværende rigsadvokat Asbjørn Jensen, der nu er ophøjet til at bære dommerkappe i Højesteret, har fortiet et møde med politiledelsen om Nørrebro-urolighederne. Asbjørn Jensen har kun omtalt eet møde i 1994, men han drøftede undersøgelsen af politiet med den ansvarlige for politi-ak-tionen på Nørrebro, daværende politidirektør Poul Eefsen, allerede i 1993. Følgen blev, at politiets rejsehold ikke måtte undersøge de politifolk, der havde været med i borgerkrigen på Nørrebro. Og rejseholdet måtte end ikke komme på Politigården. Sådan fik det københavnske politi fred til at undersøge sig selv og overraskende nok finde ud, at der ikke var noget galt i politiet.

Folkestyret lever af, at enhver med alle kræfter prøver at genvinde det ikke-voldige samfund, som Danmark var, indtil vi kom i EU og overtog de større europæiske hovedstæders arbejdsformer. Det danske politi bruger først og fremmest tyske metoder med et stænk amerikansk voldsdyrkelse fra politi-film. Og politiet kan også have lært i Holland, hvor borgeres fredelige krævegang mod EU fornylig blev nedkæmpet af hollandsk politi, som om selve det at have en anden mening end magthaverne er blevet en forbrydelse. Danske deltagere i den hollandske indsigelse mod EU fik krænket deres rettigheder som borgere af et politi, der optrådte som var de mafiaens personlige vogtere, hævet over al lovgivning.

Politiet er i disse dage ude på at skræmme, ikke bare voldsmænd, men vælgere. Det er Danmark som fredeligt demokrati, der trampes under fode, mens politifolkene blærer sig med deres nye James Bond-udstyr.

Det er en uhyrlig frækhed mod folkestyret, at politiet selv kalder deres storpralende og liderligt støvletrampende drengerøvs-soldateri for "forbruger-vejledning". Det danske folk er på ingen måde forbrugere af vold. Der har i hele folkestyrets historie kun været den ene undtagelse, som politiet i så høj grad selv medvirkede til.

Det danske folkestyre levede i 140 år uden vold. Det var helt enestående blandt verdens demokratier. Selv folkestyrets indførelse skete uden vold. Og i den tredive år lange kamp i forrige århundredes slutning mellem folkestyret og enevældens sidste rester lykkedes det at undgå den borgerkrig, der var på tæt på.

Hele fremstillingen i medierne, som dog skal have tak for udstillingen af den støvletrampende mandshørm i det ny krigerkorps, ender som en kampagne for Over-Danmarks ja til EU. Jo, for man glemmer skam ikke at sige, at politiet frygter nye uroligheder, "hvis det bliver et ja ved folkeafstemningen".

Hvorfor skulle der ikke blive uro, hvis det bliver et nej? Politiet skød jo både på ja-folk og nej-folk, helt tilfældige borgere, på Nørrebro. Ingen aner noget som helst om, hvorvidt det var ja eller nej, der udløste urolighederne. De, der ville uroen, udnyttede blot den politiske spænding, som folkeafstemninger og valg fremkalder. I 1992 sagde mere end halvdelen af det danske folk nej til EU-traktaten. Skulle mere halvdelen af det danske folk, blot fordi de siger nej, være mulige voldsmænd, som politiet skal holde i skak? Hvis mere end halvdelen af befolkningen skal spærres inde som muligt farlige samfunds-undergravere, vil det koste ret meget i pigtråd.

Jo, der var een avis, der allerede dagen efter vidste, at det var nej-sigerne, der var voldelige - Jyllands-Posten. Bladets ledende artikel, der handlede om volden, hed "Nej-sigernes sande ansigt". Sådan taler man i demokratiet om de mennesker, der bruger deres ret til at have en mening og sætte et kryds. Sådan kriminaliserer man selve den demokratiske handling at deltage i valg og folkeafstemninger.

Regeringen og folketingets flertal sidder bare og nyder udsigten til de støvletrampende politi-folk. Det er støvle-tid for magten. I folkestyrets kamp-tid i forrige århundrede oprettede regeringen et særligt politi-korps, de blå gendarmer, som skulle holde de danske bønder nede. Stiltiende godkender folkestyret nu, at vi har fået et særligt politikorps, der fremfører sig med voldens sprog og i voldens klædedragt for at true selve folkestyrets frihed til at vælge selv.

I trediverne, da magtbrunstens støvler også var på mode, trak Konservativ Ungdom trampe-læder på fødderne. Den konservative leder, den vise Christmas Møller, sagde til to unge politikere, Poul Møller og Erik Ninn-Hansen: "Se at få støvlerne af dem". Det lykkedes. Christmas Møllers barnebarn sidder nu i spidsen for bedstefaderens gamle parti. Da alle andre synes at være i brunst, kunne hun så ikke gentage bedstefars kloge ord på rette sted?

© Poul Erik Søe 15, maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside