Ingen pave-røg i
arbejdskampen

Konfliktens lukkethed er mørk middelalder
Selv ikke en gang røg får vi i arbejdskampen. Konfliktens paver i ledelserne hos arbejdsgivere og arbejdsmodtagere må se at lære af de katolske paver, som de iøvrigt har så meget fælles med.

Som ved et katolsk pavevalg lukker arbejdsgivernes og lønmodtagernes forhandlere sig inde. Danmark holder vejret. Det er Lykke-Lotto for vilkårligheds-dyrkere. Hvem kan stave til ferie uden at betale for vokalerne?

Danskerne får ingenting at vide. Jo, TV2's morgennyheder kan meddele, at topfolkene er hjemme og sove - de får sig nok en bundskraber.

Ved et almindeligt pavevalg, hvor kardinalerne lukker sig inde som arbejdskampens forhandlere, sendes der dog dagligt røg ud. Sort røg, hvis de ikke er blevet enige. Hvid røg, når en ny pave er valgt.

Men i det demokratiske Danmark kan vi intet få at vide. Jo, at det ligger hårdt. Nej, nu går det bedre. Arbejdsgiverne er ikke modne til forlig endnu. Lønmodtagerne håber det bedste. Det sikreste svar fra begge sider er, at de ikke vil svare.

Sådan står det til med folkeoplysning og demokratisk åbenhed i 1998. Alle synes at godtage, at forhandlerne sandelig skal have fred til at forhandle, og derfor ser man kyndige arbejdsmarkeds-journalister stå ret som utændte vokslys, mens de samstemmende kan meddele os, at hvis der sker ændringer, så vil der skam komme ekstra udsendelser. De kommer også af og til, hvor vi helt ekstra får at vide, at der ikke er noget at fortælle.

Det skal indrømmes, at lukketheden er gammel skik. Men i 1998 opleves den som mørk middelalder. Vel er det da foreninger, der forhandler. Og vel har de foreningers ret selv til at afgøre, hvad de vil fortælle. Arbejdskampens parter kan ikke sammenlignes med folketing eller kommuneråd, hvor åbenhed er lov og selvfølge.

Tilmed er det sådan, at forligsmandsloven i det omfang, forhandlingerne foregår hos forligsmanden, forbyder omtale af, hvad der sker bag de lukkede døre.

Og netop den lovregel har bredt sig som en pest i skiftende årtiers arbejdskamp. Lovreglen havde måske mening engang. Sivninger fra møder skulle ikke oppiske stemninger. Men hele tankemåden hører hjemme i et uoplyst folk på den tid, da folkestemninger var frygtede. Den slags lod sig gøre, da paverne på arbejdsmarkedet virkelig var paver og ikke som nu, hvor de kun selv tror det.

Det er ikke modsætninger i opfattelsen af løn- og ferieaftaler, der har fremkaldt den arbejdskamp, der er i gang. Stridens egentlige grund er manglende åbenhed. Enhver ved det. Den mæglingsskitse, der blev vedtaget af se såkaldte topfolk, blev sparket ned af bundfolkenes nej. Netop fordi der er tale om top og bund og ikke om ligestillede mennesker. Netop fordi topfolkene ikke er repræsentanter for det levende livs mennesker, men fordi de i kunstigt oppustet selvdyrkelse tror, at de alene ved, hvad folk tænker og mener.

Derfor var der ingen folkelig drøftelse undervejs i forhandlingerne, endnu før forligsmanden kom ind i billedet. Man havde fræk magtfuldkommenhed nok hos arbejdsgivere og lønmodtagere til at give hinanden hånd på et resultat, man som givet ventede, at folk på gulvet ville stemme ja til.

Enhver ved, at arbejdsgiverne i Dansk Industri og faglederne i CO-industri ikke løftede en finger for at skabe en åben drøftelse i det danske folk om det indhold, der skulle stå i en ny overenskomst. De var travlt optaget af sammen at lave EU-propaganda for at få arbejderne til at sige ja til Amsterdam-traktaten. De kymrede sig ikke om overenskomsterne. For grundlæggende mente topfolkene hos både arbejdsgivere og lønmodtagere, at den slags vigtige spørgsmål skal topfolk tage sig af, at de er over-Danmark, som altid kan kræve ja og genvalg.

Alle ved også, at det igen er den største vanskelighed i dansk demokrati, at dem, der kalder sig ledere, ikke har føling med, hvad der sker i hverdagslivet og da slet ikke med meninger hos dem, som en overenskomst gælder for blandt lønmodtagere og i virksomhedernes ledelser.

Frem af landet er steget et andet. Både hos arbejdsgivere og lønmodtagere er sket et fuldstændigt skred i politiske holdninger. Få kan sættes i de båse, der engang blev skabt under socialismens og liberalismens sammenstød. I det nutidige Danmark går synsmåderne på tværs af gamle stier. Den skabende samtale kan ikke længere føres i de lukkede politiske inderkredse. For så går det som med det danske nej i 1992, som med det overraskende valgresultat for kort tid siden og som nu med lønmodtagernes nej til det skandaløse udspil om frihed juleaftensdag.

Konflikten nu skyldes, at folk ikke i tide fik noget at vide om top-forhandlernes mål. Aftalen lå der pludselig uden egentlig mulighed for en samtale forud. Når man i et nutidigt demokrati nægter folk samtalen, så tager de den selv. Og det var, hvad lønmodtagerne gjorde med deres nej.

Hvorefter det hele nu gentages. Igen breder sig mørk middelalder over forhandlingerne. Igen mener forhandlerne i deres magtfuldkommenhed, at de kan finde en løsning - uden på forhånd at oplyse det danske folk om muligheder og stopklodser. Altså er der påny ingen samtale. Og derfor kan det blive et nyt nej.

Det ligner i landskabet helt, hvad der skete, da danskerne sagde nej til Maastricht-traktaten. Det var ikke det danske folk, der blev spurgt om, hvad de havde sagt nej til. Det fandt politikerne selv ud af uden en samtale med det danske folk. Det var politikerne, ikke det danske folk, der udformede de fire danske forbehold. Og folketinget vedtog forbeholdene, før folket blev spurgt i en folkeafstemning. Bagefter har politikerne så skamløst skældt ud på danskerne, fordi folket fik skylden for de forbehold, som politikerne selv fandt på og vedtog.

Nøjagtig sådan ser det ud til at gå i arbejdskampen. Toppen vil ikke spørge. Den har allerede vedtaget, hvad der skal ske. Over-Danmark skal nok sætte folket på plads. Mig skal de ikke pisse på, som den socialdemokratiske statsminister H C Hansen sagde, da mer end hundredtusinder under arbejdskampen i 1956 gik krævegang uden for Christiansborg. I dag vender strålen den anden vej. Over-Danmark vander folket med ligegyldigheder, mens de selv mener at sidde med løsningen. De vil ikke forstyrres af folket.

Nok er rammen om arbejdskampen foreninger, men samtidig er det jo hele det danske folks økonomi, der er på spil - ikke på grund af konflikten, men som følge af den endelige aftale. Derfor må der ske en fuldstændig omvæltning i tankegangen.

Det danske folk er et af de samfundsmæssigt mest kyndige i verden. Det er ikke noget, vi selv har fundet på. Men det blev sagt, da danskerne i sammenhæng med deres EU-nej i 1992 blev undersøgt af udlændinge. Danskerne vidste meget mer om EU og politik end de øvrige folk i EU. Det var ikke et vilkårligt nej på grund af manglende oplysning. Det var et velovervejet svar, danskerne gav politikerne.

Et sådant folk kan ikke stadig på løn- og ferie-aftalernes område holdes nede i mørk middelalder. Det er et simpelt krav, at der oplyses skridt for skridt om, hvad arbejdsgivere og lønmodtagere mener. Det er et selvfølgeligt krav, at ledelsen hos arbejdsgivere og lønmodtagere ikke bare som en himmelsk åbenbaring kan meddele os, at tre dages ekstra ferie nok er det helt rigtige, altså en halvvejs-løsning. Nej, de må stå frem - som politikerne er ved at blive tvunget til det - og gøre rede for, hvilke overvejelser der ligger bag. Så kan deres oplysninger danne grundlag for samtale og endelig stillingtagen hos hver enkelt arbejdsgiver og lønmodtager.

Åbenheden på arbejds-området kommer ikke af sig selv. De små arbejdsgivere deler i arbejdskampen skæbne med lønmodtagerne, som de også gør det i hverdagen. Begge parter er gjort til almue af over-Danmark, som alene vide alting på det enkeltes menneskes vegne, bedre end hver enkelt selv ved, og som handler hen over hovedet på folk, som var folket fæ. Og som aldrig giver grunde til, hvorfor de handler og forhandler som de gør.

Det folkelige oprør, som arbejdskampens indledning med lønmodtagernes nej er udtryk for, må fortsættes af pressen. Det er mangel på presse, der hindrer åbenhed. Ikke manglen på aviser i disse konfliktdage. Ikke manglen på dygtige fagjournalister på arbejds-området. Men mangel på modig presse, som tør tage skraldet ved at gøre op med arbejdsmarkedets middelalderlige paver.

Nogle af dansk presses fremmeste journalister på økonomiens og arbejdsmarkedets område ses i disse dage stå som ydmyge skildvagter foran pavemagternes lukkede døre. Når de får lov at åbne munden, er det kun for at meddele os tidspunktet for, hvornår de næste gang ikke har noget at sige. Hvorfor går disse indsigtsfulde journalister dog ikke hjem? Vis et billede af en lukket dør - og lad billedet stå.

Netop disse journalister må gøre oprør nu. Måske har de ikke lov for deres redaktioner, der alt for slavisk tilpasser nyheds-fraværet efter over-Danmarks ønske om bare at få ende på på arbejdskampen, så Amsterdam-traktaten kan blive reddet. Politikere og topledere på arbejdsmarkedet giver fanden i det enkeltes menneskes velfærd, når blot de om morgenen den 29. maj efter folkeafstemningen kan få klap på skuldrene i Brüssel.

Journalisterne med arbejdsmarkeds-stoffet må lære af deres fagfæller på Christiansborg. Hvis den lige vej til forhandlerne ikke fører til åbenhed, så skal man ikke tie. I stedet skal man spørge andre. Ikke arbejdsmarkeds-forskere, der ganske som valgforskere forlænger historien ind i nutiden og aldrig ved andet om det levende liv, end hvad de har læst og beregnet sig til.

Det er heller ikke disse trælse rundspørger på gaden, der efterlyses. Eller de ulidelige skildringer af tomme hylder og folks forhold til gær. Nej, der skal spørges til den egentlige gæring. Og den journalistiske fremgangsmåde er så gammel som journalistikken selv. Vil de ledere, der selv tror, de er topfolk, ikke udtale sig, så går man til deres modstandere i politik og på arbejdsmarkedet. Man lader modstanderne komme til orde, indtil modstanden som en selvfølge tvinger forhandlerne til at gøre rede for, hvad de er ude på.

Det ville ganske vist være et brud på al sædvane på arbejdsmarkedets område. Men det er gammeldags at køre videre i spor, der kun øger afstanden mellem magthaverne og folket. Ved at tvinge til åben drøftelse hjælper man også de nuværende og kommende ledelser hos arbejdsgivere og lønmodtagere. De må af journalisterne selv skoles til at se oplysning og åbenhed som en pligt. De må ad den barske vej lære at indse, at lige nu spærrer de for den demokratiske samtale, og at afstanden mellem gulv og top kun mindskes, hvis der gives oplysende næring til samtalen.

Arbejdsgiveres og lønmodtageres ledelser slår sikkert kors for sig ved mine ord. Men de vil, som det altid er sket i folkestyret, snart indse, at åbenheden i sidste ende mest er til gavn for deres egen mulighed for at være ledere. De vil pludselig opdage, at brugbare forhandlings-resultater ikke springer af indelukkethed, men af fri og åben drøftelse, hvori hvert menneske i de forhandlende foreninger og i folket som helhed kan deltage.

Det er dagen for Danmarks befrielse i dag. Enhver af os har godt af at blive mindet om, at vi ikke vandt friheden for at blive gjort til almue af nogle af vore egne.

© Poul Erik Søe 4. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside