Når mennesker dresseres
til at være lydige hunde

Opskrift på, hvordan man stadig kan stemme på sin politibetjent til kommunevalget
Det, jeg vil skrive i dag, vil sikkert blive opfattet som politi-had. Derfor er jeg nødt til at sige, at jeg ved kommunevalg har stemt på en politibetjent i det håb, at han kunne blive næste borgmester i min kommune.

Politiet i Danmark er ingen entydig størrelse. Der er uden tvivl kredse i politiet, der driver statsundergravende virksomhed, og som ulovligt ved hjælp af lige så ulovlige registre misbruger deres magt for at øve indflydelse på demokratiet.

Det var politiet, der ved register-misbrug i sidste ende fældede den konservative partileder Per Stig Møller. Politifolks ulovlige indgreb i demokratiet svækkede de konservatives stemmeandel og hindrede et borgerligt flertal ved valget for kort tid siden og Uffe Ellemann Jensen i at blive statsminister. Det er nogen glade for, men ingen burde være glade, for demokratiet har lidt skade.

Vi har også set, at dele af politiet havde tråde til rocker-kredse, hvor politiets papirer dukkede op blandt de rockere, der netop ikke skulle have kendskab til politiets planer. Og vi har igen set, at Politiets efterretningstjeneste driver ulovlig virksomhed. Efterretningstjenesten lyver, når den handlingslammede justitsminister Frank Jensen sætter efterretningstjenesten til at undersøge efterretningstjenesten.

Og det gør det jo ikke ligefrem bedre, når justitsministeren i den seneste uge selv er blevet grebet i løgn. Han havde fra folketingets talerstol sagt, at der ikke var efterretningstjeneste i Schengen-aftale, der nu skal gøres til del af Amsterdam-traktaten. Dag efter dag kan aviser, der selv ikke er i tvivl om efterretningstjenestens nødvendighed, afsløre, hvordan efterretningstjenesten og nu også ministeren lyver.

Vi må som folk, om vi er ja-sigere eller nej-sigere, være glad for den danske presse. Vi kan skændes om, hvorfor kun een avis ud af 38 tør sige nej til Amsterdam-traktaten. Vi kan blive tordnende vrede over aviser, der lader sig bruge til magthavernes propaganda. Men grundlæggende hviler demokratiets sundhed på en presse, der uanset partistandpunkt og egne holdninger i hvert fald driver opsøgende, kritisk og dermed demokratisk journalistik.

Det er pressen og pressen alene, der opretholder demokratiet over for et statssystem, der har opgivet dansk selvstændighed og folkeligt fællesskab til fordel for hemmeliggørelsen i internationaliseringen. Folkestyrets sunde selvkontrol, der skulle udøves af folketinget, virker i dag alene i pressen og gennem pressen, den trykte og elektroniske.

Uanset pressens overvejende ja-holdning til Amsterdam-traktaten, så er det pressen, der i disse uger har haft mod til åbent og redeligt at blotlægge EUs politi-planer, der i sit indhold bringer os tilbage til Stalins frygtede politikorps i Sovjetunionen.

Nogen vil selvsagt sige, at jeg bruger alt for store ord. Men opbygningen i det, der er på vej, er såre velkendt - også fra mange andre lande end den gamle union af sovjetstater. Man kan kun herske på afstand af folket og imod folket, sådan som EU mere og mere gør, hvis man har et magt-system, herunder et politi-korps, der er hundeagtigt lydigt mod magthaverne. Hvordan skaber man denne lydighed?

Det sted, vi nemmest og alvorligst kan lære om den fremtidige fare, er i det Estland, som er blandt de lande, der måske kommer med i EU. Det har på det seneste vakt opmærksomhed, at i virkeligheden er det kun 24 procent af esterne, som er tilhængere af, at Estland skal med i en ny union efter et halvt århundrede i den sovjetiske union.

Trods esternes frygt og undertrykkelse, der som finnerne og irerne kunne drive dem til at være ivrige EU-tilhængere, så siger esternes historie dem, at en union, der ophæver et folks selvstændighed, er den største fare, et land kan komme i. Og i Irland, hvor de netop har stemt om Amsterdam-traktaten, er samme erkendelse ved at brede sig. Nej-sigernes tal er steget voldsomt i det før så EU-ivrige land.

Da Estland kom fri af Sovjetunionen efter 1989 var der to dage, som udløste stor folkelig fest glæde og glæde. Den ene festdag var det øjeblik, da estiske skolebørn hejsede det estiske flag på Hermanstårnet i Tallinn, hvor før besættelsesmagtens, Sovjetunionens flag vajede. Den anden festdag var, da esterne fik deres eget politi igen - politifolk, som selv var estere.

Det er ikke ikke en glæde, vi er fremmed over for. I hvert fald nogle kan huske glæden og varmen, da det danske politi efter tyskernes besættelse igen kom på gaderne, og da danske politifolk kom hjem fra tyske konzentrationslejre. Det danske politis historie er på godt og ondt vævet ind i det danske folks historie. Politiet er ikke et fremmedlegeme i folket.

Esternes glæde havde ikke fem, men 45 års besættelse som baggrund. 600.000 estere, to femtedele af det estiske folk, var myrdet, i tvangslejre eller tvangsforflyttet. Og dagligdagen i Estland var præget af et politikorps, der som lydige hunde fulgte unionsmagten i sovjet.

Herfra ved vi, hvordan det er muligt at dressere mennesker til at være lydige hunde for magthaverne. Vi ved det også fra de andre sovjetlande og fra Rumænien, hvor forældreløse drenge blev udpeget til at udgøre et særligt korps til den rumænske statsleders personlige værn og ejendom. Der hang billeder af statslederen over drengenes seng fra de var helt små. Han var deres far.

Men jeg vil holde mig til Estland som eksempel. Blandt politifolkene i Estland var der ikke estere. Politifolk, der talte samme sprog og tænkte som det folk, de havde tjeneste blandt, var en fare for unionen.

Derfor kom der til Estland politifolk fra alle andre sovjetstater end Estland selv. Og de estere, der var politifolk, blev sendt til andre sovjetstater. Den fremgangsmåde sikrede, at der i mindst muligt omfang blev forbindelse med folket og politiet.

Men fremgangsmåden havde også en anden virkning. Politibetjenten, der var vokset op i Moskva, Sibirien eller Grusien, følte sig ensom i Estland. Han følte sig uden for samfundet. Og det var netop meningen. Hans tryghed som menneske måtte han hente alene i politikorpset. Han blev på den måde gjort afhængig af sine arbejdsfæller og sine overordnede. Han blev som eneste mulighed unionens og partiapparatets mand, og al tilfredshed i det daglige liv måtte hente inde i systemet. Derfor blev han lydig. At sætte sig op imod unionen og dens magthavere var utænkeligt, fordi han så var hjemløs og venneløs. Sådan blev hver betjent unionens og systemets lydige hund, dresseret til slavisk at følge ordrer.

Hele dette dressur-program var selvforstærkende. Men sådan er det da ikke i EU. Nej, men sådan bliver det. Jeg ved godt, at ingen tror mig nu. Men det er nu, det sker. Siden er vi i voldens vilkårlighed. Det er netop nu de første skridt tages. De første fremmede politifolk får lov til at bevæge sig ind over Danmarks grænse. Det er ikke længere den betjent, vi også har lyst til at stemme på ved kommunevalget, der alene er lovens håndhæver. Pludselig optræder der fremmede, som med opbygningen af EUs politikorps til et forbundspoliti i FBI-stil mere og mere vil få ret til at have politimagt på dansk jord.

Det lyder af ingen ting i de første år. Man vil give den grund, at det sker for at bekæmpe de kriminelle. Men i virkeligheden opbygges der som i den union, der var sovjetisk, et politikorps, der har til formål at overvåge og i sidste omgang uskadeliggøre de kræfter, der ikke slavisk siger ja til unionen i dens stadigt mere snævre fællesskab. Det er vore egne fjender, vi giver plads til ved at sige det første ja.

Det politi-samarbejde, der er aftalt i EU, har et langt videre omfang, end danske politikere har fortalt. Danmarks Radio har afsløret, hvordan justitsminister Frank Jensen har løjet om det i folketinget og altså dermed brudt minister-ansvarlighedsloven.

Så sent som i dag kan Morgenavisen Jyllands-Posten, der ikke ligefrem kan skyldes for at være politi-fjendtligt, fortælle på avisens tekst-tv på TV3, at "EU-landenes politi skal fremover overvåge fodboldtilhængere, rock-fans og politiske aktivister, der drager på rejse i Europa. Denne overvågning kan finde sted, uanset hvor små grupper, der er tale om."

Jyllands-Posten kan videre røbe, at "det fremgår af en håndbog om politiets arbejde under det omdiskuterede Schengen-samarbejde. Håndbogen er mere vidtgående end en tidligere vedtagelse i EUs ministerråd. Ministrene har nemlig kun sagt ja til, at EU-landenes politi kan "overvåge grupper af en vis størrelse" for at sikre offentlig orden og sikkerhed."

Det er et nyt eksempel på, hvordan en politistat opstår. Det er selvforstærkende kræfter, der hele tiden går langt videre, end de demokratisk ansvarlige har vedtaget. Helt som unionen, der ifølge Amsterdam-traktaten skal være "stadigt snævrere".

Før vi ved af det, så har vi unions-politi, fordi der i det skjulte kun arbejdes ud fra den dagsorden, at der skal være mere og mere union. Og politi-samarbejdet er netop eksemplet på, at EUs megen tale om internationalisering blot er et modeord uden indhold. Det er ikke samarbejde mellem politiet i forskellige lande, der er vigtigt for EU-magthaverne, for så havde man lagt vægt på Interpol, det gamle mellemfolkelige politi-samarbejde. Nej, formålet er at lave et unions-politi, der i længden skal vendes mod EUs egne folk, og derfor skal det ske gennem Europol og ikke Inter-pol, hvor lande uden for EU kan kigge med i de skjulte kort.

Den tankegang, at man ikke bare laver overstatslige institutioner, men også overstatslige mennesketyper, har været til stede i EU fra første færd, mens det endnu hed EF. Det er netop derfor, der findes EU-kommissærer. De købes til et job, som efter forskrifterne skal gøre dem troløse mod deres eget land. De skal tænke og handle overstatsligt. Enhver ved, hvordan det virker. Tænk blot på danske EU-kommissærer som Henning Christoffersen og Ritt Bjerregaard. I løbet af ingen tid blev de unions-magtens lydige udøvere. Det var da også just det, de blev udpeget til.

En dansk presse, som ikke er politi-fjendtlig, tvært imod, har i disse uger afsløret alvorlige krænkelser af dansk demokrati. Det er afsløret, hvordan der skjult i Schengen-politiaftalen, som nu skal gøres til del af EU gennem Amsterdam-traktaten, er indeholdt uhyrlige hemmeligheder, der baner vej for europæisk efterretningstjeneste.

Det er afsløret, at et politi, der ikke længere kun er dansk, har ret til at omgå de enkelte landes lovgivning. Et unionspoliti uden for lov og ret er ikke bare på vej, men allerede muliggjort i aftalerne. Det går langt videre end det grundlag, som folketinget og det danske folk blev oplyst om, da ja-partierne, der jo efter de seneste afsløringer er kendetegnet ved ikke at kende indholdet i det, de siger ja til, hastede et dansk ja til Schengen-aftalen igennem.

Det er folkestyre og selvstændighed, der er på spil i morgen. Det handler om et folkeligt fællesskab, hvor politiet ikke er et fremmedlegeme, men hvor man med største selvfølgelighed ved et kommunevalg stemmer på en politibetjent som på en bager, en elektriker eller en landmand.

© Poul Erik Søe 27. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside