EU det nye Sovjetunionen:
Man må kun stemme ja

EU har afsløret sig gennem det seneste årti. Derfor vokser modstanden mod EU i alle medlemslandene. Men kun i Danmark er det muligt for vælgerne at sige ja eller nej til unionens magt-udskejelser.

Da vi gik ind i det, der blev til EU, sikrede vi os i kraft af vor grundlov, at danskerne kunne holde folkeafstemninger om EU-traktaterne. Det gik gik de andre lande ind på.

Men i 1992 viste det sig første gang, at Danmarks aftale med EU er svindel. Da Danmark sagde nej til Maastricht-traktaten, kunne den ikke blive gyldig, men EU-landene med Frankrig i spidsen trådte dansk selvstændighed under fode.

EU bøjede sig ikke. De ville ikke lave traktaten om. De ville nødtvungent godkende danske forbehold, som danske politikere opfandt uden at spørge vælgerne, men EU ændrede ikke den vragede traktat. Det er en klar overtrædelse af Danmarks overenskomst ved indmeldelsen.

Dermed er det blevet ligegyldigt, hvilke traktater EU aftaler. I virkeligheden har statslederne, der altid kalder sig selv toppolitikere, vedtaget en hemmelig dagsorden.

Den går ud på, at traktaterne ikke overholdes. Det er ligegyldigt, om et land siger ja eller nej. De andre fortsætter, skønt det er ulovligt.

Ene af EU-landene er Danmark et øjeblik endnu i den stilling, at folket kan sige ja eller nej. Men den mulighed vil danske politikere, undskyld toppolitikere, nu tage fra os.

Derfor foreslår den radikale vicestatsminister Marianne Jelved, at der ikke længere skal være folkafstemninger om EU. Det er ikke det rigtige instrument i EU-politik, som hun siger.

Hvis vi bare siger ja, så kan vi godt fortsætte med folkeafstemninger. Men ej kan man ikke være bekendt over for de andre lande, især ikke de meget fine franskmænd.

Dermed afslører Marianne Jelved, hvor EU er er endt. EU er det ny Sovjetunionen. Som i Sovjetunionen har man kun lov til at sige ja. Men det må man til gengæld gerne og lige så tit, man har lyst til.

Er det nu ikke at gå for vidt. EU som et ny Sovjetunionen? Nej, det er ej. Sovjetunionen byggede på en idelogi, men ikke den marxistiske. Magthaverne lavede deres egen ideologi, først leninismen, så stalinismen.

Stalinismen som ideologi har et ægtefødt barn i nutiden. Den ny idelogi, som bærer EU, har samme opskrift. Nu hedder stalinismen internationalisering.

Internationalisering har intet at gøre med det mellemfolkelige samarbejde, som er en selvfølge og en nødvendighed. Intet er vigtigere end at samarbejde med andre folk. Det folkelige fællesskab øger sin værdi, når det møder det fremmede - og kommer det imøde.

Men det mellemfolkelige fællesskab forudsætter, at der er lande med hvert sit folk, og at de har selvstændighed. Det folkelige fællesskab har netop kun mening, når man ud over selv at ville høre til et folk samtidig agter, at det at tilhøre et folk har samme værdi for andre mennesker i andre lande.

Internationalisering derimod er stalinisme. Den handler om at ophæve de selvstændige folk. Sovjetunionens grusomme hersker var fra Georgien, fra Grusien. Han levede i den falskhed at prøve at skjule sit folkelige tilhørsforhold. Han ville være russer, hvad han ikke var. Hele hans politik sprang af hans personlige falskhed og gik ud på at knuse al folkelig selvstændighed for i stedet at skabe en union.

Han havde let ved at lave love. Man kunne udelukkende sige ja til ham, Ellers var det døden, for mere end tyve millioner mennesker. Han flyttede rundt på mennesker, så de som hjemløse var et let bytte for hans politistat. Hovedopgaven var at få dem til at opgive deres folkelige tilknytning. Hver gang det lykkedes, fik de få i kommunismens top mere magt, og det enkelte menneske blev for hver dag mere træl.

EUs internationalisering er den samme rædselsvækkende tankegang. Det er på mode at kalde modstandere af EU for sort højrefløj, racister og fremmedhadere. De findes sikkert også, som de findes blandt EU-tilhængerne.

Men det er er internationaliseringen, som er sort middelalder, racisme og fremmedhad. Internationaliseringen er uden agtelse for folks personlige sammenhænge, slægt og folk. Den har kun det ene mål at nedbryde de demokratier, som i hvert folks egen udgave indeholder den historie og tradition, der sammenlagt er det eneste værn for det enkelte menneske.

I internationaliseringen hører mennesket ikke længere til i en sammenhæng., Hvert enkelt menneske sendes ud i intetheden uden baggrund, historie og lov-sikkerhed. Det lyder så kønt, at der skal åbnes for grænserne, men i virkeligheden går det ud på, at mennesket skal gøres hjemløst og rådvildt, så det bliver et nemt bytte for det magthaveri, der kun vil sikre de få.

Man må have jord under sin folkelighed. Irerne, jøderne og palæstinenserne er nærliggende eksempler. De tre folk ved, at livet må have en ramme, som udgøres af historie, folkelig sammenhæng og slægt. Man kan selv vælge at være uden den ramme, og det er da selvsagt hvert enkelte menneskes afgørelse. Men det er en forbrydelse, når den nye EU-idelogi påfører os den tomhed, det er ikke at måtte høre til et folk.

Internationalisering er magt for de få, sådan som kommunismen blev det, skønt tanken gik ud på det modsatte. Internationalisering er vort årtis værste forbrydelse mod det enkelte menneske, ophævelsen af selvstændighed og frihed, som begge kun trives inden for en ramme.

EU-politikerne og deres medløbere siger det modsatte. Det gør alle ideologer. De hævder også, at deres ideologi slet ikke er en ideologi. EU er er en følge af menneskets natur, og al den snak om folk er gammeldags romantik.

Men til alle tider har mennesket aflæst sin   menneskelige drøm anderledes. Det er en menneskeret at være del af et folk, hvis man selv regner sig med.

Opstanden mod stalinismen og kommunismen var i bund og grund et menneskeligt krav om at få lov til at høre til i et folk.

Krigen i Jugoslavien, der bruges som skræmmebillede for endelig at få os til at sige ja til EU, skyldes jo ikke de folkelige modsætninger i det tidligere Jugoslavien. Det var jo den jugoslaviske union, der var årsag til krigen. Fordi man nægtede mennesker ret til at være fælles i et folk, og fordi unionens magthavere blev afløst af andre, der heller ikke ville tillade folkelig selvstændighed.

Truslen mod Europa og verden er ikke de mange folk og deres forskelligheder. Truslen opstår alene ved, at magthavere prøver at tage menneskers ret til folkelig samhørighed fra dem.

Defor har samtlige indtil nu eksisterende unioner i verden ført til borgerkrig. Fordi unioner fratager folks deres ret til at høre hjemme i et fællesskab.

Jamen, EU giver os da et andet fællesskab i stedet. Ja, et kunstigt fællesskab, hvis eneste midler er fælles rødbedepas, et katolsk flag og en tysk melodi. EU's internationalisering er iscenesat nationalisme, og den slags lykkedes ofte nogen tid - som i Tyskland, hvor al historie blev kastet over bord og tvangs-erstattet med Hitlers religiøse unions-drømme.

EU gør os fremmede. Eu gør os fremmede i forhold til vort eget folk. Som om vi skulle skamme os over at være danskere, når alle andre folk på jorden med rette er stolte af deres folkelighed. EU gør os fremmede over for os selv. EU avler og fremmer fremmedhadet. Når man nemlig ikke selv tør være ved sit folkelige udgangspunkt, så er man fremmed over for sig selv, og fremmedhadet bliver i virkeligheden til selvhad.

Vi må sætte glæden over at være et folk ind imod internationaliseringens ideologi. Ikke i modsætning, men i samarbejde med andre folk.

I disse år latterliggør EU-magthaverne og danske politikere folkenes historie, sammenhæng og samhørighed. Man gøres til et sort højrefløjs-svin eller en venstreorienteret frys, hvis man ikke bøjer sig for den ny ideologi. Sådan lyder det også op til afstemningen 28. maj.

Men før noget hed højre og venstre, før vi nogen sinde skabte fløje, så var vi et folk. Vi og andre satte pris på, at vi tilmed kunne leve fredeligt sammen trods forskelligheder. Nogen mente, at Danmark og de andre nordiske lande ligefrem var forbilleder, men den slags skal man ikke bilde sig selv ind.

Vi skal ikke være et forbillede. Vi skal bare nøjes med at tage os selv alvorligt. Vi skal kunne være os selv bekendt. Og det kan vi, når vi i mødet med de andre åbent og redeligt går ud fra, at vi selv er danskere og derfor har et udgangspunkt, et ståsted, hvor vi kan møde andre. Vi er ikke grebet ud af den blå luft, men er danskere i en folkelig sammenhæng og i en historisk ramme, der rummer netop vore muligheder for at være frie, selvstændige og trygge.

At være dansk har ikke noget med race, tradition eller identitet at gøre. Dansk er man, når man tager den opgave på sig at være dansker - og i hvert fald har vilje til at være i pagt med det bedste af det, som er det fællesmenneskelige i dansk historie.

© Poul Erik Søe 17. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside