Landsretten gør forfølgelse
af mindretal fuldt lovligt

Østre landsret kysser folketingets snavsede fødder
Østre Landsret, der er kendt for sære domme, gør med sin dom i Tvind-sagen forfølgelse af mindretal fuldt lovligt i Danmark.

32 Tvind-skoler blev lukket på grund af sladder og rygter, som folketingets flertal faldt for. Der blev lavet en særlov i en hysterisk stemning, fordi undervisningsministeriet påstod, at skolerne havde svindlet.

Det viste sig senere, at det var undervisningministeriet, der havde regnet forkert. Mange Tvind-skoler fik penge tilbage fra staten.

Rigsrevisionen fandt ikke de påståede fejl og kriminelle handlinger i Tvinds regnskaber.

Politiet opgav efter mere end et års undersøgelse at rejse sag.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen, som vælgerne med sund sans for retfærdighed nu har fældet, sagde, at hvis det havde været ulovligt, hvad Tvind havde gjort, så ville det have været kriminelt.

Ja, hvis spurve fløj baglæns, ville de være hjemme, før de tog afsted.

Hele denne muddermølle af rygter og sladder er en grov politisk forfølgelse af et mindretal i det danske folk. Der skal ikke være tvivl om, at jeg er modstander af Tvinds skoleform. Det er der mange, der er. Det er derfor, de skal værnes. Og det burde være folketing og domstole, der værnede dem.

Demokratiet kendes på, hvordan det behandler og værner sine mindretal.

Nu ved vi, efter Østre Landsrets skandaløse dom, at det er helt i orden i det danske demokrati at forfølge mindretal. Det er fuldt lovligt at lukke skoler, hvis man ikke kan lide deres politiske holdninger.

Og man skal ikke være i tvivl om, at forfølgelsens tid er inde. Dommen vil blive brugt mod andre mindretal. Og på forhånd ved vi jo, at Politiets Efterretningstjeneste leverer brændstoffet til forfølgelsen. Fuldt lovlige tiltag i det danske folk er under overvågning  på ulovlig vis, og politiet bliver ikke undersøgt af politikerne. Der holdes hånd over de samfundsundergravende kræfter i politiet, mens grundloven krænkes med domstolenes medvirken.

Man skal huske, at det også var landsretten, der ville hindre tolv borgere i at få undersøgt, om EU-traktaten var i pagt med grundloven. Landsretten kyssede dengang som nu folketingets snavsede fødder, liderligt underkastende og slikkende den politiske magts sure tæer. Landsretten fejer grundloven ind under gulvtæppet.

I sagen om EU-traktaten tog Højesteret sig sammen og satte landsretten på plads. Sagen måtte alligevel føres, selvom Højesteret et kvart århundrede før nægtede en sådan sag. Højesteret lod siden sig selv vinde EU-sagen, og heri lå nok grunden til, at Højesteret overhovedet tillod sagens domstols-behandling. Slutningen blev, at spørgsmål om Danmarks selvstændighed afgøres af Højesteret, ikke af EU-domstolen. Det er dog noget. Sagen var ikke spildt.

Det er helt nødvendigt, at sagen om særloven mod Tvind kommer for Højesteret, hvor der dog i det mindste er håb om, at dommerne ikke altid følger de regeringer og ministerier, hvor de har fået deres juridiske opdragelser, og som de skylder deres opstigen til kappesmykkede poster.

Ikke at man skal have blind tillid til Højesteret, der spiller sit eget spil for at sikre sig plads i et EU-system, hvor EU-domstolen ved at følge Romerretten sætter dansk retsfærds-skik skak.

Man skal heller ikke i sit skøn over domstolenes følgagtighed glemme, hvor let den af justitsministeren udpegede undersøger af Nørrebro-urolighederne - og politiets skyden på borgere for første gang i demokratiets historie - opsteg til at blive dommer i Højesteret. Han havde ladet politiet undersøge sig selv - og kaldte det en undersøgelse. Siden har han travlt med at give den tidligere justitsminister skylden. Men undersøgeren var dog ikke mand nok selv til at sige fra, kun et lydigt redskab. Nu sidder han med dommerkappe i Højesteret.

Uanset grundlovens ord om magtens tredeling mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt, så er sammenhængene så tydelige i al deres ulovlighed, at tiden er inde for enhver dansk borger til at stille spørgsmålstegn ved den form retfærdighed, vi er endt i.

Vi har fået tyske tilstande. Tyskerne sætter politiske mindretal, de ikke kan lide, ud af spillet, som det lyster dem. Forbud mod nazisme og kommunisme og berufsverbot er udsagn om de tyske tilstande.

Her i landet har vi vist i trediverne og under krigen, at vi kunne komme igennem en tid med nazisme som nabo og som pest i det danske folk, uden at et nazistisk parti voksede sig stort. Havde vi lavet forbud, ville det have draget fler. Det er dansk folkestyres gamle tænkning, som vi har mistet. Ens politiske modstandere møder man i demokratiet med samtale og modstand. Ikke med forbud eller tvangslukning med særlov.

Østre landsret har givet os tyske tilstande. Vi tilpasser os Tyskland, EU og Romerretten.

Gå til modstand, alle danske, alle mand som een - og gør Danmark frit.

© Poul Erik Søe 14. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside