Hvis I siger ja,
får I det, I vil ha'

Sidste øjebliks trusler er fremtids håb
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen er sent ude. Men selv sent er tidligt nok. Han råder til, at vi stemmer nej ved folkeafstemningen.

Det skete i Danmarks Radios udsendelse før folkeafstemningen på Nyborg Slot. Han måtte have ordet igen for at rette. Men hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Det bør nemlig ikke glemmes, at Niels Helveg Petersen, der har arbejdet ved EU i Brüssel, har været ivrig nej-siger. Han gik ind for at sige nej til EUs indre marked i 1985.

Hans grund til at sige nej var, at så ville Danmark ikke kunne føre selvstændig udenrigspolitik. Og et land, der ikke selv kan føre udenrigspolitik, er ikke et selvstændigt land. Jeg sad i fjernsynet sammen med ham dengang, opfordret af ham selv, for at tale for det nej.

Amsterdam-traktaten fører netop til, at Danmark skal tale udenrigspolitik gennem EU som aldrig før. Vi mister endnu mere selvstændighed, så udenrigsministerens sene fortalelse røber hans hjerte, som tidligt vidste, at nej fører til selvstændighed.

Nyhederne på TVs morgenudsendelsen mener, at kun ja-folk står tidligt op. Eller også kender de ikke telefonnummeret på en eneste, der siger nej. De kunne jo have ringet til udenrigsministeren, for det nummer kende de.

Til morgen var det pludselig de radikale, der ifølge TV2 Nyhederne havde skærpet tonen op til folkeafstemningen. Det viste sig, at Nyhederne ikke var nyheder, men ord fra de foregående dage, pyntet op med roser til ingenting andet end propaganda.

Endnu engang kørte man den med, at Helveg Petersen nedgør kvinder, fordi de passer børn og derfor ikke møder internationaliseringen. Men det kunne jo ikke godt være en nyhed, da Morgenudsendelsen allerede dagen før havde et indslag om det med samme Helveg Petersen og Drude Dahlerup.

Og den anden store "skærpelse" var Marianne Jelveds ord om, at hvis vi ikke siger ja, så får vi en løsere tilknytning til EU. Danmark bliver en hvid plet på Europakortet.

Også den nyhed var fra dagen før, og den blev så pyntet op med, at statsminister Nyrups tidligere rådgiver gav de to radikale udtalelser et skudsmål. Ja-folk sidder og skønner over, hvordan andre ja-folk gør sig, og det fremstilles som nyheder og oplysning.

Marianne Jelveds ord om, at et nej fører til en løsere tilknytning til EU, kan vendes til, at hvis man siger ja, så får folk det, de vil have.

Folkene overalt i EU ønsker en løsere tilknytning til EU. Alle ved, at det er gået for vidt. Man vil gerne have et frit handelssamarbejde, men hos folkene er unionen stendød. Det er kun politikerne, der holder unionen i live.

Nyrup Rasmussen har også været ude med ordene om, at vi kommer ud på sidelinjen, hvis vi siger nej, og at Sverige så skal til at varetage danske interesser. Han glemmer, at 61 procent af svenskerne er imod EU.

Svenske politikere hindrer blot svenskerne i at få en folkeafstemning. Eller med den tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsens ord i TV2's morgenudsendelse: - Vi er vel alle sammen lidt chokerede over, at hovedparten af EU's folk slet ikke får lov at stemme om Amsterdam-traktaten og EU.

Og det er chokerende. Det er farligt. Vedvarende modsætninger mellem politikerne og folkene i de enkelte lande vil, når de ikke kan udløses i en folkelig tilkendegivelse som i Danmark, føre til vold. Det er en yderst betændt stilling, EU har bragt sig i. Med fire millioner arbejdsløse alene i EU, 16 millioner i hele EU, er der så store samfundsmæssige modsætninger, at den manglende lytten til folkenes ønsker om en løsere tilknytning til "den stadigt snævrede union" kan udløse en helt anden fare end den demokratisk selvfølgelige sag, at danskerne selv har lov til at bestemme.

Når Marianne Jelved i sidste øjeblik slynger trusler ud, så glemmer hun, at indholdet i hendes trussel er fremtids håb. "Løsere tilknytning" er netop folkenes håb i EU.

Og hvor er det usselt, at landets statsminister og vicestatsminister, Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved, endnu dagen før folkeafstemningen, skælder ud på nej-sigerne for ikke at være håndgribelige, mens de selv prøver at slippe af sted med at tale om "sidelinjen" og "løsere tilknytning" uden at skildre, hvordan en sådan frigørelse fra det forhadte EU skal håndteres og virkeliggøres.

© Poul Erik Søe 27. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside